Logbog dag 141: Høj cigarføring i Salomonhavet

»Vædderen« har sagt farvel til Salomonøerne og sat kursen mod New Zealand. Mens nytårsaften sænker sig, mindes vi de sælsomme oplevelser, som det melanesiske sydhavsrige bød på, herunder en hvid lokalpolitiker, der hælder sukker i sine konkurrenters benzintanke.

Steen Villekold havde taget håret på da "Vædderen" klokken 14 dansk tid i går fejrede nytår med tre skud med salutkanonen og en enkelt øl per mand blandt Salomonøerne . Foto: Kristian Brasen <br> Fold sammen
Læs mere

Det er nytårsaften på Salomonhavet, og »Vædderen« har rundet de 50.000 kilometer siden afrejsen fra København 11. august. Langt om længe er vi på vej mod New Zealand, så Galathea-ekspeditionen har sagt uigenkaldeligt farvel til det fremmedartede og på mange måder sælsomme sydhavsrige Salomonøerne.

Vi har derfor også sagt farvel til den krølhårede Danny Kennedy, amerikaneren, der for 22 år siden på en rygsækrejse omkring Jorden lige slog et smut forbi den lille ø Ghizo - og blev boende.

Som dykker fra Florida kunne han ikke stå for mangrovekysternes uspolerede koralrev og de mange skibsvrag fra Anden Verdenskrig, så han oprettede et dykkerfirma og er i dag en af de mest indflydelsesrige personer i Salomonøernes vestlige provinser. I 2005 blev han nemlig valgt ind i provinsparlamentet som minister for arbejde og transport - hvorefter han fik en fængselsdom for at udøve hærværk mod konkurrerende dykkerfirmaer i Ghizo. Rygtet siger, at han hældte sukker i tankene til deres bådmotorer.

Alligevel var det Danny Kennedy og hans ansatte, som Galathea-folket hyrede til deres mange videnskabelige dykkerture og ekspeditioner ind i vildnisset. Og det var Danny Kennedy, der som vores velbetalte lods smilende stod og vinkede i sin motorjolle ved kanten af de farlige rev ud for Ghizo, da »Vædderen« tudede farvel. Smilet stammede uden tvivl fra det fede bundt Solomon-dollar i hans lomme.

Vi har også taget afsked med manden, de kalder »den modigste mand i dansk biologi« - den storskæggede vildmand og fugleprofessor Jon Fjeldså, der gik rundt på Ghizo sammen med sin lige så pragtfulde hustru og delte ud af eventyrlige oplevelser.

Han fortalte, hvordan de få dage forinden havde vandret rundt og lyttet efter sjældne fugles sang midt i den dampende højlandsjungle på den ret store ø Malaita, da de pludselig hørte indfødtes skrig:

»De kom stormende hen imod os, i fuld krigsmaling, og med hævede spyd. Hjertet hoppede godt nok lige en ekstra gang, men så sænkede de spyddene. Sådan er deres velkomstritual bare.«

Vi har endvidere sagt farvel til et samfund af betel-tyggende arbejdsløse unge mænd og af praktisk taget kulsorte, legesyge børn i nærmest ufattelige antal. De står på grænsen mellem den gamle og den nye verden - med det ene ben i globaliseringen og det andet i hovedjægernes land.

Bare en snes kilometer fra Ghizo ligger således den lille ø Simbo. Her viser den lokale chief for et par diskrete sedler hjertens gerne sine hovedjæger-forfædres trofæhule med omkring 200 menneskekranier frem. De er ikke så forfærdelig gamle. Nogle af dem er formentlig fra begyndelsen af det 20. århundrede, da de indfødte havde fået adgang til den hvide mands skarpe metalknive - og dermed også lettere adgang til at hakke hovederne af fjenderne. Sikke tider.

Jorden damper af svovl
Men man skal stadig passe på derude i vildnisset. Simbo er en aktiv vulkan, så flere steder damper jorden af svovl og brænder som en kogeplade. Og så er der saltvandskrokodillerne, verdens største krokodilleart. For bare et par år siden bed en af disse kæmper den ene arm af en australsk pige på dykkerferie derude.

Vi fik et sidste glimt af Salomonøerne i den ualmindeligt stilfærdige havnelandsby Porto Noro, hvor »Vædderen« fik fyldt tanken med 50 kubikmeter gasolie. I byens sparsomme kinesiske supermarked fik vi brugt vores sidste lokale dollars - det gjaldt også de to mere eller mindre dumdristige overkonstabler, der fik en ordentlig skideballe i aftes. Deres tålmodighed rakte ikke til at vente på, at en af de lokale melanesere gad padle dem i kano de ca. 400 meter over havnen til »Vædderens« ankerplads i Ghizo havn. I stedet kastede de sig, lettere overrislede, i vandet og brystsvømmede distancen i Månens skær og med potentielle hajer under sig.

Nytår i tropenatten
Men nu er det nytårsaften, og i den tropiske nats mulm og mørke kløver »Vædderen« sig målbevidst gennem blide bølger på sin færd mod maoriernes land. Vi har grillet på dækket med bøffer og kæmperejer fra Ghizo. Vi har endda spillet bingo, hvor sidepræmierne i sidste spil bestod af de to plasticjuletræer, der blev indkøbt før jul i Sydney.

Godt at man ikke selv fik fornøjelsen af at skulle slæbe disse rædsler tværs over den halve jordklode og gennem et halvt dusin internationale lufthavne. Og så gik vi for resten glip af den demente nærdødsoplevelse, »90 års fødselsdagen«.

Nogle mente, at man burde hædre sergenten, som glemte videoen derhjemme.

Endelig blev klokken 24 - endda hele ti timer før Rådhusklokkerne bimlede hjemme i Danmark. Salutkanonen i styrbord side blev fyret af, så verdenshavene gungrede, vi sang »Vær velkommen« så det næsten kunne høres til Gedser og Tønder, og så fik vi minsandten alle sammen en ægte Galathea pale ale fra Brøckhouse.

Så blev det alligevel nytår i Salomonhavet. Der var grund til at tænde den store cigar.