Løsladt i sag om ung kvindes overdosis

Mand i 20'erne nægter sig skyldig i uagtsomt manddrab - han hjalp 19-årig med at indtage narkotika i Skive.

En yngre mand fra Skive har erkendt, at han hjalp en 19-årig kvinde med at sprøjte sig med narkotika. Det blev fatalt for kvinden. Hun døde af en overdosis.

Ulykken skete lørdag aften på en privat adresse i Skive, og politiet besluttede at sigte manden, der er først i 20'erne, for uagtsomt manddrab. I dag forsøgte en anklager at overbevise en dommer i Viborg om, at manden skulle varetægtsfængsles på grund af sagens usædvanlige omstændigheder, men dommeren mente ikke, at der var grundlag for at sætte manden bag tremmer. Derfor blev han løsladt først på eftermiddagen.

Den sigtede har nægtet sig skyldig i uagtsomt manddrab, oplyser anklageren i sagen, Elisabeth Stæhr.

- Men han har erkendt, at han var til stede, og at han hjalp hende med at indtage stoffet, siger hun.

Så vidt politiet er informeret, havde kvinden ikke tidligere prøvet at indtage stof med sprøjte. Der er formentlig tale om kokain, men det vil nærmere undersøgelser først kunne fastslå senere.

/ritzau/