Lønstrid skyld i endnu et overenskomstsammenbrud

Overenskomstforhandlingerne mellem de regionalt ansatte og Danske Regioner er brudt sammen.

ARKIVFOTO Fold sammen
Læs mere
Foto: Lars Helsinghof Bæk

Overenskomstforhandlingerne på det regionale område mellem de regionalt ansatte og Danske Regioner er brudt sammen.

Dagens forhandlinger, der begyndte tirsdag klokken 13, brød sammen cirka klokken 17.

Det er Grete Christensen, der er formand for Dansk Sygeplejeråd, som er chefforhandler for de regionalt ansatte.

Hun siger, at lønrammen - ligesom på det statslige og det kommunale område - er årsag til sammenbruddet.

»Den økonomiske krise er nu ovre. Og det skal selvfølgelig også komme de offentligt ansatte til gode. Vi kræver ingen lønfest, men vi mener tiden er inde til at sikre et fremskridt i reallønnen for alle danske lønmodtagere,« siger Grete Christensen.

Den betalte spisepause er også en knast i regionernes forhandlinger, ligesom den har været det i både de statslige og de kommunale forhandlinger.

»Danske Regioner har i forhold til usikkerheden om den betalte spisepause, som har tæt sammenhæng med de statslige forhandlinger, heller ikke udvist vilje til at finde løsninger, som kan betrygge de ansatte«, siger Grete Christensen.

Anders Kühnau, der er chefforhandler for Danske Regioner og formand i regionsrådet, er ærgerlig over, at forhandlingerne er brudt sammen.

»Vi har i vores forhandlinger taget udgangspunkt i en lønstigning. Desværre er de faglige organisationers lønkrav så meget højere end vores udgangspunkt, at det slet ikke spiller sammen med resten af det danske arbejdsmarked,« siger Anders Kühnau.

Forhandlingerne om overenskomster i regionerne gælder cirka 137.000 ansatte.

Tidligere er overenskomstforhandlingerne for de kommunalt og statsansatte også brudt sammen.

Dermed er der nu sammenbrud på forhandlingerne om overenskomster for cirka 800.000 offentligt ansatte.

Det er normalt på det statslige område, der først findes et gennembrudsforlig. Det giver så et udgangspunkt, som forhandlingerne i kommunerne og regionerne kan tage afsæt i.

Derfor var det forventet, at forhandlingerne i både kommunerne og regionerne også ville bryde sammen.

Onsdag er første dag, hvor de ansatte kan sende varsel om strejke, ligesom arbejdsgiverne kan vælge at sende varsel om lockout. Det er arbejdsgivernes mulighed for at sende ansatte hjem uden løn.

De nuværende overenskomster udløber 1. april, hvorfor en eventuel konflikt først kan træde i kraft fra denne dato.