Løkkes vej mod magten

I Venstre kalder de dem selv for »bump på vejen« mod magten. Uanset om det er bump eller stopbomme, så vækker en bog om Lars Løkke Rasmussen flere steder bekymring i partiet med statsminister-ambitioner. Nu vil Venstre have fokus på politik og samle blå blok.

Lars Løkke Rasmussen var tydeligvis lettet. Han havde overstået – og ikke mindst overlevet – det værste stormvejr i sit politiske liv, og nu var det tid til at se fremad.

Hans lejlighed i Nyhavn skulle denne tirsdag i juni danne rammen om en hyggeaften med centrale politikere fra de tre støttepartier, der over god vin og mad tilberedt af en professionel kok skulle drøfte stort og småt. Men før den drøftelse for alvor var indledt, tog Løkke selv ordet.

I en kort tale gjorde han status over den dramatiske tid, Venstre havde været igennem, hvor partiet var blevet kløvet i to, og hvor Lars Løkke Rasmussen pludselig havde stirret afslutningen på sin politiske karriere direkte i øjnene. Partifællernes utilfredshed med hans mange såkaldte bilagssager var kogt så meget over, at de fra nær og fjern havde krævet hans afgang, men på målstregen, under et hovedbestyrelsesmøde et par uger forinden i Odense, havde de potentielle kongemordere sænket sablerne og accepteret en mere mindelig løsning.

Løkke fortalte videre om en efterhånden herostratisk berømt bog om hans person, der udkommer til efteråret, hvis indhold de færreste reelt kender, men som de fleste alligevel taler om. Han gjorde det klart for sine politiske kollegaer, at den formentlig vil berøre både hans forbrug af alkohol og hans privatøkonomi, men han gjorde det også klart, at der intet belastende var at komme efter.

Efterfølgende drøftede politikerne fra de fire partier de store uenigheder, der præger blå blok om særligt den økonomiske politik. Flere gange havde de offentligt skældt ud på hinanden, og det er, lød konklusionen, kun til gavn for de forkerte, nemlig deres banemænd i den nuværende SR-regering. De blev derfor enige om, at de inden valget skal finde frem til fem punkter, de står sammen om, og som kan signalere sammenhold over for vælgerne. Denne aften talte man i den sammenhæng særligt om udlændinge-, rets- og sundhedspolitikken.

Venstre befinder sig på mange måder i en særpræget situation. På den ene side er partiets topfolk meget optimistiske over, at man trods omstændighederne stadig ligger ganske lunt i svinget til at generobre regeringsmagten og statsministerposten. Man er også glad for, at det på kort tid er lykkedes at få sat udlændingepolitikken massivt på dagsordenen, og forberedelserne til det næste folketingsvalg – som Berlingske på baggrund af samtaler med en række topkilder her tegner et billede af – gøres med en selvsikker tro på, at man har et langt bedre udgangspunkt end den siddende regering.

Alligevel hersker der hos flere en bevidsthed om, at fundamentet stadigvæk er skrøbeligt, og at der er nogle endog særdeles tydelige »bump på vejen«, der adskiller partiet fra generobringen af regeringsmagten. Bump på vejen, som alle er repræsenteret i mødet i Lars Løkkes lejlighed, nemlig de interne forhold i Venstre og uenighederne mellem de fire partier.

Og så er der ikke mindst en allerede ualmindeligt omdiskuteret bog om Lars Løkke Rasmussen, som to BT-journalister arbejder på, og som for mange udgør et betydeligt irritationsmoment. Folketingsmedlemmer bliver ringet op med spørgsmål om Lars Løkke Rasmussens livsførsel og karakter samt det voldsomme forløb i foråret, hvor han var ved at blive væltet som formand. Og selv om ingen af de mange kilder, Berlingske har ført samtaler med, angiveligt endnu har en konkret viden eller afsløring at være bekymrede over, så er bekymringerne der alligevel.

Kan bogen komme til at rippe op i de gamle sår fra formandsdramaet? Kan den bringe nyt frem, som udløser ny ballade? Og mest væsentligt: Kan bogen, uanset dens indhold, blive brugt – måske endda misbrugt – af Løkke-kritiske stemmer i et forsøg på at stække ham?

Nuvel, mange af Venstres topfolk får som regel talt bekymringen ned igen af sig selv, når de fortæller om bogen. De mener ikke, at der bør ligge mere kritisk at skrive om, og uanset hvad er det for dem ironisk nok en positiv ting, at man var så langt ude i tovene i foråret. For alle, der oplevede, hvor ubehageligt det var, vil gøre alt for at undgå, at man nogensinde skal så langt ud igen, lyder analysen.

Alligevel er bogen at sammenligne med en sten i skoen, nemlig noget man ikke kan ignorere, selv om man frygteligt gerne ville. Og overvejelserne i parti-toppen er lige nu, om man kan gøre noget offensivt for selv at prøve at påvirke den potentielle fare, som man ellers på store stræk kun kan afvente. Skal man eksempelvis lade Lars Løkke Rasmussen medvirke i bogen for på den måde at gribe det offensivt an? Eller skal man gå ud at hyre et eksternt kommunikationsbureau, som kan hjælpe med at håndtere den? Begge dele er på bordet lige nu, men ingen endelig beslutning er truffet.

Selve bogen ønsker Venstres Søren Pind ikke forholde sig til, men partiets generelle udfordringer frem mod valget sætter han gerne ord på:

»Den største udfordring er at få fokus tilbage på det politiske samtidig med, at vi skal have fuldbragt den helningsproces, som hovedbestyrelsen satte i gang, da de traf den enstemmige beslutning om, at Lars Løkke stadig skulle være formand. For at Venstre kan få det politiske fokus, så kræver det, at vores helningsproces forløber, som den skal, og at alle parter accepterer den beslutning, der er truffet. Vi har jo set, hvordan det er gået med andre partier, når det ikke er sket,« siger Søren Pind.

Den politik, som Søren Pind gerne vil have tilbage i fokus, står ifølge ham væsentligst af alt på tre ben:

For det første den økonomiske politik, hvor krumtappen i Venstres plan er at veksle offentlig nulvækst til »målrettede« skattelettelser i bunden.

For det andet retspolitikken.

Og for det tredje den udlændingepolitik, som har sat den politiske dagsorden i den forløbne uge, hvor Venstre med heftig debat til følge har bebudet, at de ønsker at stille forskellige krav til udlændinge, der gerne vil til Danmark. De, der kommer fra et »kristent USA«, skal mødes med mildere krav, og de, der kommer fra et »muslimsk Pakistan eller Somalia«, skal mødes med strammere krav, som politisk ordfører Inger Støjberg formulerede det i en kronik i mandagens Berlingske.

Netop udlændingepolitikken spiller en central rolle i Venstres forberedelser til næste valg. Længe har partiets interne vælgermålinger vist, at mange vælgere på tværs af den politiske midte er meget optaget af udlændingepolitikken, og blandt andet af den grund vil partiet gøre sig store bestræbelser på at gøre emnet til et afgørende tema i valgkampen. Her står de borgerlige partier også væsentligt mere samlet end de røde partier, og dermed kan man både komme til at signalere borgerlig samling samtidig med, at man – er håbet i hvert fald – kan drive en kile ind mellem sine politiske modstandere.

Det er dog ikke kun i udlændingepolitikken, at de borgerlige partier har brug for at stå tættere sammen, lyder erkendelsen bredt. Allerede på mødet i Lars Løkke Rasmussens lejlighed gav man håndslag på at finde fælles fodslag på fem områder inden et valg, og siden har både LA-formand Anders Samuelsen og i dag Venstres næstformand, Kristian Jensen, åbent kaldt til borgerlig samling.

Den erkendelse kommer efter en længere periode, hvor de politiske uoverensstemmelser mellem de fire borgerlige partier har været meget tydelige. Både hvad angår synet på skattepolitikken og den offentlige sektors størrelse, har der været livlige diskussioner, og den konservative partiformand, Lars Barfoed, har sågar ved flere omgange gjort gældende, at Lars Løkke Rasmussen lyder som en socialdemokrat.

Analysen i Venstre-toppen er, at nu er der brug for at udvise sammenhold på andre politiske områder, for ellers kan regeringspartierne lykkes med at skabe tvivl om den politik, en eventuelt ny regering med Lars Løkke Rasmussen i spidsen vil komme til at føre. Men det betyder ikke, at uenighederne om den økonomiske politik, som traditionelt er et essentielt emne for borgerlige partier, forsvinder. Det skal håndteres, og det bliver Venstre, der skal forsøge at strikke et kompromis sammen, som alle partier føler sig hjemme i.

Det store spørgsmål er bare, hvordan man gør det. Hvordan får man både opfyldt de Konservative og Liberal Alliances nærmest ultimative krav om topskattelettelser med Dansk Folkepartis nærmest ultimative afvisning af det samme? Hvordan får man både opfyldt Venstres, de Konservatives og Liberal Alliances ønske om enten offentlig nul- eller ligefrem minusvækst med Dansk Folkepartis ønske om en offentlig vækst på 0,8 pct. om året?

Det ærlige svar er, at Venstre-toppen endnu ikke har nogen plan for det. Og meldingen er da også, at man ikke har tænkt sig at gå på kompromis med sit eget ønske om nulvækst før et valg, ligesom man i øvrigt heller ikke forventer, at de andre partier har tænkt sig at bøje af på deres krav, før vælgerne har talt. Derfor er det eneste, der ser ud til at være helt sikkert, at en eventuel borgerlig regering vil komme til at lave betydelige lettelser af skatten i bunden af indkomstskalaen – mest sandsynligt i form af et højere beskæftigelsesfradrag.

Alligevel gør centrale kilder i toppen af Venstre sig allerede nu overvejelser om flere potentielle modeller, man kan foreslå de andre partier. I den offentlige sektor kunne man eksempelvis indføre nulvækst på visse områder samtidig med, at man afsætter yderligere midler til ældre- og/eller sundhedsområdet for at give Dansk Folkeparti sin vilje.

I skattepolitikken nævner man en model, hvor man forhøjer topskattegrænsen og eventuelt kombinerer det med en lavere topskattesats på et vist beløb. På den måde ville man flytte flere mennesker ud af topskatten og sikre lavere marginalskat for øvre middelindkomster uden dog at give personer i den absolutte indkomsttop lettelser i en størrelsesorden, som Dansk Folkeparti ikke kan forsvare over for deres vælgere. I V-toppen understreger man dog, at man ikke vil fremlægge egentlige forslag om disse modeller før valget, og at deres levedygtighed efter en eventuel valgsejr afhænger af kompromisvilligheden hos de øvrige partier.

Uanset uenigheden er næstformand Kristian Jensen dog fortrøstningsfuld i forhold til at få samarbejdet til at fungere.

»Det er rigtigt, at vi ikke er enige om hvad som helst. Men vi har også vist, at på trods af, at Venstre, Konservative og DF havde tre forskellige udgangspunkter i 2001, så kunne vi arbejde tæt sammen i ti år og gennemføre markante reformer,« siger han og fortsætter:

»Kunne man ønske sig, at vi bliver endnu bedre til det at fortælle, hvor vi er enige? Ja, selvfølgelig. Man kan altid ønske sig mere. Men jeg synes ikke, at vi er dårlige til det i dag.«

Et andet stort spørgsmål i forhold til at undgå ustabilitet og uenighed efter næste valg er, hvor mange – hvis nogen overhovedet – af de øvrige partier, som Venstre har tænkt sig at invitere med ind i regeringen. Analyserne varierer meget, også hos de mest centrale kilder. De fleste forventer dog, at Lars Løkke Rasmussen vil gøre sig store anstrengelser for at få enten de Konservative eller Liberal Alliance med i regeringen, men de understreger også, at det slet ikke er sikkert, at det kan lykkes. Til gengæld anses et scenario, hvor begge partier kommer med i regering, så kun Dansk Folkeparti står udenfor, for uhensigtsmæssigt. For så ville de forhandlinger, som vælgerne og baglandet ser offentligt, primært foregå med Dansk Folkeparti, og det kunne give en følelse af, at Lars Løkke Rasmussens projekt blot er summen af kompromiser med DF-formand Kristian Thulesen-Dahl. Så er det bedre, hvis regeringen kan blive presset fra begge sider, lyder argumentationen.

Men selv om alle disse overvejelser selvfølgelig optager Venstres mest centrale aktører, så er man meget bevidst om de udfordringer, der er før et valg. Bevidst om, at det godt kan gå galt. Søren Pind udtrykker det, med henvisning til de indtil nu bilagte stridigheder internt, sådan her:

»Jeg kan huske, at Claus Hjort engang sagde, at hvis der er nogen, der ødelægger det for Venstre, så er det Venstre selv. Vi kan i meget høj grad selv beslutte, om vi vil sidde i regering her efter næste valg, eller om vi skal igennem en ørkenperiode på ti år.«