Løkkes gode ven er ikke i tvivl om hans næste skridt: »Ellers giver hans adfærd og handling ingen mening«

Dagens overblik: Berlingske giver dig her overblikket over dagens vigtigste historier.

»Alt peger på, at der er et eller andet under opsejling. Og det et eller andet er med en vis sandsynlighed et nyt parti,« lyder det om Lars Løkke Rasmussen.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Godmorgen og velkommen til endnu et dagens overblik, der som så mange gange før handler om coronavirus.

Men også en hel del om fremtiden for blå blok, Venstre og Lars Løkke Rasmussen, efter at han har forladt sit parti gennem 40 år.

Og fremtiden for såvel Tyskland som hele Europa, når Angela Merkel som allerede meddelt senere i år stopper som kansler og ikke genopstiller til forbundsstatsvalg.

Og lidt om Joe Biden.

Men først de seneste coronatal fra Statens Serum Institut (SSI) opdateret lørdag:

  • Bekræftede smittede i Danmark: 167.541 (1.611 nye smittede det seneste døgn)
  • Antal indlagte: 944 (59 flere end dagen før)
  • Antal indlagte på intensiv: 136 (84 i respirator)
  • Antal døde i Danmark med påvist covid-19: 1.345 (23 flere end dagen før)
  • Antal bekræftede smittede på verdensplan: 84.569.837
  • Antal dødsfald på verdensplan: 1.835.558

Læs mere om de danske tal her og de internationale tal her.

»Med mit kendskab til Lars Løkke, så...«

Har Lars Løkke Rasmussen forladt Venstre for at danne et ny midterparti?

Hans gode ven, tidligere forsvarsminister og partifælle i Venstre, Carl Holst, lader ikke til at være i tvivl i en artikel i Berlingske.

»Med mit kendskab til Lars Løkke, så melder han sig ikke ud af Venstre for at blive løsgænger og ikke ville noget mere i dansk politik. Jeg er overbevist om, at han vil danne et nyt parti, ellers giver hans adfærd og handling ingen mening,« lyder det fra Carl Holst.

Han vil dog ikke gå så langt som at hævde, at Lars Løkke Rasmussen har gang i et slags egoprojekt.

»Men det er hans eget projekt,« medgiver Carl Holst.

I en anden artikel i Berlingske siger Lars Løkke Rasmussen tidligere rådgiver, Søs Marie Serup, at hun »har meget svært« ved at forestille sig, at »Lars Løkke Rasmussen bare skulle tulre rundt som løsgænger i nogle år og så forsvinde ud ad bagdøren«.

»Alt peger på, at der er et eller andet under opsejling. Og det et eller andet er med en vis sandsynlighed et nyt parti,« siger Søs Marie Serup.

Dyrene på den blå savanne æder det store dyr

I sommer beskrev Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen, hvordan hans parti i blå blok var »det store dyr på savannen«.

Men nu viser nye tal fra Gallup, at styrkeforholdene på højre side af midten er under mærkbar forandring.

De nye tal afslører, at Venstre siden folketingsvalget i 2019 tilsyneladende har afleveret over 100.000 vælgere til Det Konservative Folkeparti.

Og ifølge Gallups tal er mellem 50.000 og 60.000 Venstre-vælgere fra folketingsvalget søgt mod Pernille Vermunds parti, Nye Borgerlige, ligesom Venstre har tabt en portion vælgere til Socialdemokratiet.

Statskundskabsprofessor og valgforsker Kasper Møller Hansen, Københavns Universitet, vurderer, at coronakrisen »lagde sig som en dyne« over Jakob Ellemann-Jensens muligheder for at komme i offensiven som leder, ligesom efterårets synlige uenigheder mellem ham og Inger Støjberg har fået vælgere til at søge væk.

»Så er der nogen, der går over til Søren Pape Poulsen, som får at vide af Mette Frederiksen, at han er dygtig og har momentum, og du har også momentum ovre hos Nye Borgerlige, som suger rigtig, rigtig mange stemmer hos Dansk Folkeparti og samtidig kan suge fra Venstre ved igen og igen at køre den her meget skrappe udlændingepolitik,« siger han.

Europas krisebestyrer stopper

Berlingskes Uffe Taudal ser her først i året, hvor Angela Merkel stopper som tysk kansler, nærmere, på hvilket tomrum hendes afgang kommer til at efterlade rundt omkring i Europa.

Hun har meddelt, at hun ikke genopstiller til det tyske forbundsstatsvalg 26. september 2021.

66-årige Angela Merkel har været kansler siden 2005, hun er gentagne gange blevet kåret som en af verdens mest magtfulde kvinder.

»Merkel har været krisebestyrer for Tysklands cirka 84 millioner borgere og de omkring en halv milliard mennesker i EU gennem finanskrise, Grækenland-krise, Ukraine-krise, flygtningekrise og nu coronakrise samt alle de andre store og små kriser. Undervejs har hun håndteret forholdet til Donald Trump og Vladimir Putin og holdt sammen på EU under briternes Brexit og Ungarns og Polens vetotrussel mod EUs budget,« skriver Uffe Taudal.

Det bedste vækstår i årtier

De kommende måneder i USA bliver »en hård og mørk coronavinter i sundhedsmæssig forstand«, skriver Berlingskes økomiske redaktør Ulrik Bie.

Men, tilføjer han, alligevel »står 2021 til at blive et af de bedste vækstår i årtier. Selv uden mere hjælp fra Kongressen«.

»Der vil i alle lande komme et enormt opsving, når de indførte coronarestriktioner bliver løftet. I USA vil Joe Biden fra første dag presse på for flere restriktioner for at få det tårnhøje smittetal ned. Men Biden får hurtig hjælp af vaccinationerne,« lyder analysen fra Ulrik Bie:

»Indtil videre er over 12 millioner doser blevet distribueret, og selvom det er gået langsommere end forventet, er målet fortsat 100 millioner vaccineskud inden udgangen af marts. Det er en tredjedel af befolkningen, og da USA har en yngre befolkning end de europæiske lande (men flere kroniske syge), vil det have dækket langt de fleste risikogrupper. Det vil gøre indhug i indlæggelser og dødsfald.«

Det sker i dag:

18 år: Den svenske klimaaktivist Greta Thunberg fylder 18 år.

Nummer 117: Den nyvalgte kongres i USA, det er nummer 117 i rækken, træder for første gang sammen efter valget 3. november.