Løkkes budget halter

Igen og igen fastslår Lars Løkke, at han har et kontant budget, der hænger sammen. Det er lidt af en tilsnigelse, siger flere eksperter.

- Det er lidt af en gåde, at Lars Løkke uimodsagt får lov til at sige, at han har et kontant budget, der hænger sammen. Enhver kan jo se, at hans budget ikke hænger sammen, siger Forskningschef Roger Buch fra Journalisthøjskolen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang

Påstand:

"Vi har et kontant budget, der hænger sammen."

- Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i aftenens partilederrunde på TV2

Berlingske Faktatjek:

Statsminister Lars Løkke forsømmer ingen lejlighed til at fortælle vælgerne, at regeringen står for økonomisk ansvarlighed i modsætning til Helle Thorning Schmidt og rød blok.

- Vi har et kontant budget, der hænger sammen.

Både i fredagens TV-duel med Thorning og i søndags aftens partilederrunde på TV2 benyttede statsministeren denne vending. Men har statsministeren nu også det? Og hvis det er tilfældet, hvorfor viser forslaget til finansloven 2012 så et underskud på 85 mia. kroner?

Berlingske Faktatjek spurgte professor i økonomi ved Aarhus Universitet, Michael Svarer, umiddelbart efter partilederrunden.

- Hvis man skal være helt præcis, må man sige, at Løkke opnår ligevægt på sit budget i 2020, både i årene før og derefter er der underskud. Kurven går op fra budgetunderskud på 3-4 procent og rammer nul i 2020, derefter går den ned igen.

Så hvis jeg gik i banken og præsenterede sådan et budget, ville min bank så være enig i, at jeg havde et kontant budget, der hang sammen?

- Ikke hvis de forventede, at du skulle være kunde efter 2020. Så ville du få at vide, at der skulle mere til.

Forskningschef Roger Buch fra Journalisthøjskolen:

- Det er lidt af en gåde, at Lars Løkke uimodsagt får lov til at sige, at han har et kontant budget, der hænger sammen. Enhver kan jo se, at hans budget ikke hænger sammen.

Fakta:

Løkkes budget balancerer kun i 2020. I både årene før og efter er der underskud.

INFOshop: Her er et portræt af valgets tvivlere