Løkke-portræt, kap 4: På toppen

LARS LØKKE RASMUSSEN har med sit talent, sin sociale begavelse og sit gode hoved taget den direkte rute mod dansk politiks øverste tinde. Men da tiden nærmer sig et tronskifte, kryber spøgelser fra fortidens frem fra deres skjul, og Fogh tøver med at bakke op. Bilagssagen truer med at sætte en stopper for det hele. Dette er fjerde og sidste afsnit i historien om Danmarks nye statsminister

Læs mere
Fold sammen

»Her er ingen Skole, men hvor en Skole burde være, er en Kro.«

Ordene er skrevet af en fortvivlet præst, Christian Sørensen Giersing, der på Sankt Hans dag i 1695 klager sin nød over manglen på engagement og Gudsfrygt i den lille landsby Græsted i det nordlige Sjælland.

I dag – tre århundreder senere, en tilfældig dag i marts 2009 – er der en skole. Endda en flot en af slagsen med sirligt rensede røde mursten, og skolen ligger tilmed overfor kirken, hvor vinden har revet flaget løs.

Ved siden af kirken er den gamle købmandsforretning omdannet til lokalhistorisk museum.

På de gulnede fotografier, der er udstillet bag de store vinduer, kan man fornemme, at den gamle kro har emmet af storhed, men i dag er storheden faldet.

Fra skolegårdens legeplads kan man konstatere, at kroens gule maling er begyndt at skalle af, åbningstiden er indskrænket til fire måneder om året, og et stort, farverigt skilt reklamerer her midt i marts måned stadig for sidste års store juleshow.

Der er dog liv i »Stalden«, som den tilhørende krostue hedder. Her er åbent året rundt, og allerede tidligt på formiddagen har de tre enarmede tyveknægte og en pin-up model med kunstige bryster på kalenderen fra Lyddæmper-Centralen fået selskab af en håndfuld lokale, der for længst har taget livet af den første fadøl med tilhørende Fernet Branca.

Men meget er i sandhed sket, siden præsten i Græsted i 1695 plæderede for dannelse fremfor dans og druk. På bardisken ligger den lokale avis, og med store versaler står der skrevet: »Græsted – Statsministerby in spe«.

Den lille bys »glade, runde dreng«, Lars Løkke Rasmussen, skal efter alt at dømme indtage landets mest magtfulde embede, bekendtgør avisen.

Et højdepunkt i en by uden de store højdepunkter. Købmanden overvejer da også ifølge avisen at fejre begivenheden med et særtilbud på »statsmedister«.

Christiansborg, 5. oktober 2006
Der er åbningsdebat i Folketinget, og oppositionen og regeringen tørner som traditionen byder sammen i en maratondyst, der fortsætter langt ud på de sene aftentimer.

I protest mod besparelser ude i kommunerne sætter vrede pædagoger og forældre gang i strejker og blokader af institutioner over hele landet, og mens åbningsdebatten kører, er tusindvis af vrede vælgere mobiliseret i Københavns gader.

Som det er kutyme, skal statsministeren først på talerstolen for at svare for sig hen imod debattens afslutning.

Bag kulisserne på Slotsholmen arbejder embedsmænd i de forskellige ministerier på højtryk for at levere fakta og argumenter, og de centrale ministre holder sig tæt på statsministeren for at være til rådighed, bakke op og levere skyts til chefen, hvis det bliver nødvendigt.

Strukturreformen, der er Løkkes opfindelse, og kommunernes økonomi, der hører under hans ansvarsområde, er dagens helt centrale tema.

Men da eftermiddagen går på hæld, er Løkke væk.

Fogh undrer sig, men journalisterne ved, hvor Løkke kan findes.

For åbne døre sidder han på det kontor på Christiansborg 3. sal, hvor hans gode ven helt tilbage fra VU-tiden, Lars Christian Lilleholt, holder til. De to har en fælles veneration for selskabelighed med vin og øl, og tingene udvikler sig denne aften særdeles festligt oppe under taget på Christiansborg.

Til stede er også den unge assistent og Venstre-politiker Sophie Løhde, som Løkke kender fra amtsrådet i Frederiksborg Amt, og mens debatten kører på 12. time i Folketingssalen, klirer flaskerne fortsat på Lilleholts kontor.

Fogh er rasende, da han forlader Folketinget.

Det er kun få måneder siden, at Lars Løkke havde brug for at vide fra Fogh, hvor han stod. Nu er det Fogh, der har brug for at fortælle Løkke, hvor tingene står. I en samtale gør Anders Fogh det klart, at rollen som næstformand skal udfyldes på en helt anden måde. Løkke må udvise mere diciplin, lære at komme til tiden, opføre sig mere ansvarligt og ganske enkelt tage en større del af slæbet.

På samme måde som Fogh selv knoklede under Ellemann uden at få noget forærende. Samtidig slår Fogh med jernhånd ned og forlanger af Løkke, at han stopper den såkaldte DGI Klub, hvor Løkke og nogle liberale løver som finansordfører Peter Christensen og den nu detroniserede kommunalordfører Leif Mikkelsen samles om svømning, øl og liberale tankeeksperimenter. Den slags kliker vil Fogh ikke finde sig i.

Men Fogh har ingen anelse om, hvad der er på vej.

Et års tid senere ser det ellers endelig ud til, at Løkke er kommet ind i varmen hos statsministeren.

Statsministeren har udskrevet valg til den 13. november 2007, og strategien er, at Venstre skal spille efter gehør og se, hvordan valgkampen arter sig. Ingen drejebog, ingen forkromet samfundsforandrende plan eller store løfter. Det er alt andet end Fogh classic, og måske har Socialdemokraternes historiske svaghed sløret Venstre-ledelsens dømmekraft.

Allerede på valgkampens dag to stivner smilet i maskinrummet i den traditionelt så velsmurte valgmaskine, og Venstres topfolk er ved at få kolde fødder.

I Debatten på DR2 er Lars Løkke Rasmussen flankeret af VK-regeringens faste støtte og livsforsikring Pia Kjærsgaard. Sammen med Løkke står også Naser Khader, der som leder af Ny Alliance endnu ikke har valgt side. Løkke klarer sig udemærket, selvom han måske er lidt sammenbidt og ikke emmer af overskud. Pia Kjærsgaard er også god, men virker lidt sur. Og uanset hvad, så ligner de præcist det, de er: Noget vi har set før.

Løkke må forklare studieværten Jesper Larsen, at regeringen faktisk ikke har siddet så længe, som man måske skulle tro.

På den anden side af bordet står SFs Villy Søvndal imellem de unge, modelhøje og smukke SR-partiledere Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager. En ting er, at oppositionens ledere er mindst et hoved højere end Lars Løkke og Pia Kjærsgaard og ser yngre og friskere ud. Triumviratet virker også veloplagt, og de sælger en vare, som altid er i høj kurs i politik: Forandring og fornyelse.

Efterfølgende bider man sig i læben i Venstre-lejren. Som en kilde i kampagnen siger:

»Det stod pludselig klart for os, at de har X-faktor. Hvordan i alverden kan man slå det der, tænkte vi.«

Venstre-folkene erkender, at de skal i offensiven, men nu går det op for Anders Fogh Rasmussen, at Venstres kælder er udgået for politisk krudt og kugler.

Løkke får til opgave at producere en række udspil ud af ingenting. Det passer ham glimrende.

De nærmeste håndlangere kontaktes og sættes i gang med at udvikle idéer i ekspresfart, og samtidig sætter Løkke sig ned og skriver og skriver og skriver.

En anden af de Venstrefolk, der får en central rolle, er politisk ordfører Troels Lund Poulsen, og han bliver bombarderet af Løkke. Poulsen er ude og føre kampagne og overnatter på beskedne hoteller, helt derude hvor kragerne vender, men konstant - gerne lidt ud på natten - tikker der en fax eller en mail ind med et spritnyt oplæg.

Effekten er ikke overvældende, men det er nok. Nok til at regeringen kan fortsætte. Nok til at Fogh kan skrive historie som den første Venstre-leder, der vinder tre valg i træk. Og nok til at Løkke får det endelige ridderslag fra Fogh. Da de to dage før valget er i DRs studie i programmet »Mød partierne« vil studievært Steffen Kretz vide, om Løkke vil være Venstres næste formand. Han svarer ikke, men Fogh bryder ind: »Du ville være egnet til det«.

Som det endegyldige bevis på Løkkes nu uangribelige status rykker han efter valget op i regeringens hieraki og får den tunge post som finansminister. Intet ser ud til at kunne stoppe Løkke. Han skal bære arven videre. Han er udnævnt og kåret på de indre linjer, og alle venter, at Fogh vil aflevere nøglerne til Statsministeriet i den indeværende valgperiode.

Desuden ser selv dårlige sager ud til at prelle af på Løkke.

Landets hospitaler har i tusindvis af tilfælde ikke levet op til de garantier for ventetid på livsvigtig kræftbehandling, som regeringen har udstukket, og Sundhedsstyrelsen sylter tilmed 50 sager, hvor lægerne har bedt styrelsen om at finde behandling i udlandet. Der er tale om folk, der dør, mens de venter på at få den behandling, de er blevet lovet af regeringen.

Løkke har haft svært ved at undertrykke sin irritation, når han igen og igen bliver trukket i samråd om sagen af Socialdemokraten Jens Peter Vernersen, der skarpt forfølger regeringen, men oppositionspolitikerne må omvendt erkende, at Løkke kan sit kram.

I Indenrigs- og Sundhedsministeriet, der får enorme mængder af borgerhenvendelser, er han blevet kendt for at læse og huske dem alle. Ulig andre ministre siges Løkke aldrig at have sat pennen til et stykke papir fra embedsmændene, som han ikke først grundigt har sat sig ind i ned i detaljerne. Løkke når kun lige at få sat sig i Finansministeriet, før han får en skarp kritik af Rigsrevisionen og en næse af Folketingets statsrevisorer for ikke at have holdt øje med, om behandlingsgarantien blev overholdt, men da er han videre, og han kan børste støvet af frakken.

I Finansministeriet er embedsfolkene imponeret over den nye ministers kapacitet. Ikke kun fordi han arbejder meget, men han har evnen til på rekordtid at sætte sig ind i ubegribelige mængder af nyt stof med en uhyre kompleksitet og detaljerigdom.

Men netop som Løkke kan begynde at håbe på, at tidligere fejltagelser, uheldige episoder og det knirkende forhold til Fogh er fortid, indhenter fortiden ham.

I Hørsholm sidder nemlig borgmester Uffe Thorndahl (K), der havde adskillige sammenstød med Løkke i Frederiksborg Amt, hvor Løkke to valg i træk »snød« de Konservative for amtsborgmesterposten.

Thorndahl er optændt af noget, der ligner had til Venstres kronprins. Han mener slet og ret, at levemanden Løkke er uegnet til at bestride landets mest magtfulde embede. Det skal stoppes, og vælgerne skal se, hvad Løkke i virkeligheden er gjort af, mener Thorndahl.

Og han går grundigt til værks.

Græsted, foråret 2008
»Min far siger, at din far bruger hans penge.«

Simun Løkke Rasmussen er 11 år og må lægge øre til en del i skolegården, og en dag kan han ikke længere skjule det for forældrene.

Da Lars Løkke Rasmussen og hustruen Solrun spørger ind til drillerierne, viser det sig, at også Simuns ældre søskende bliver udsat for noget lignende. De har bare valgt at tage det i stiv arm.

Lars Løkke Rasmussen mister pusten.

Indtil videre har han ellers bare rystet på hovedet af det kaos, der har ramt ham, efter at Uffe Thorndahl har fået Frederiksborg Amts Avis til at skrive den anden historie om Løkke.

Historien om en mand med dobbeltmandat og tre kasketter, en central politiker med heftig mødeaktivitet, taxakørsel, telefonregninger og fortæring på skatteydernes regning, og en mand, der ikke er gået voldsomt meget op i bogholderiet.

Han har lovet, at det ikke vil ske igen. Tiden var en anden, og så er den vel ikke længere, mener Løkke.

Men sagen er gjort af et stof, som gør den svær at håndtere.

Små og store bilag fortsætter med at poppe op, og de vidner om en politiker, der har haft flydende grænser mellem arbejde og fritid.

Og Socialdemokraterne har øjnet en chance. Når Helle Thorning-Schmidt ikke kan slå Anders Fogh, som hun ellers har lovet, så kan hun jo starte med at prygle hans kronprins. I Finansministeriet har Lars Løkke Rasmussen og hans rådgivere tidligt besluttet, at de ikke vil lægge sig fladt ned. Regler skal overholdes, naturligvis, men man kan godt være i toppolitik uden at være asketisk embedsmand.

Men tilsyneladende er Thorndahl ikke den eneste, der har følt sig trådt over tæerne af Løkke, og mange historier fra fortiden dukker pludselig op til overfladen.

En regning for et hotelværelse booket på det kulørte Vesterbro under navnet »Jensen« i stedet for »Rasmussen« sætter yderligere gang i rygtestrømmene.

I Løkkes lejr føler man, at der ikke længere er en nedre grænse for, hvad der kan blive til en historie.

Nu er det altså kommet så vidt, at børnene bliver drillet i skolen – og det bliver endnu værre.

En lun og smuk aften i maj kommer Lars Løkke Rasmussen ud af DR Byen i Ørestaden. Han slår sig ned på en kantsten sammen med sin pressechef, Søs Marie Serup. Men ikke for at nyde forårets komme.

Det er faktisk Lars Løkkes 44 års fødselsdag, og først her – hen imod midnat – slutter arbejdsdagen med en smøg og en fornemmelse af, at det hele kan være lige meget.

Få dage forinden har flere Venstrefolk ved et hovedbestyrelsesmøde opfordret ledelsen til at bakke mere entydigt op om Løkke, og Fogh har efterfølgende langt om længe givet Løkke sin uforbeholdne støtte og dermed standset spekulationerne om, at Løkke efterhånden skulle være truet på kronprinsetitlen af skatteminister Kristian Jensen.

En tiltrængt opmuntring til Løkke, der har følt sig svigtet af flere Venstrekolleger.

Men nu rammer modløsheden Løkke og Serup som en hammer. Dagen var egentlig tænkt som den, hvor Løkke skulle tilbage på banen og lægge bilagssagen bag sig. Dagen før har Statsforvaltningen afvist, at der kan rejses en sag mod Løkke for hans embedsførelser i tiden som amtsborgmester, Løkke selv har bedt et privat revisionsfirma kigge på de mange bilag, og finder revisorerne regninger, som Løkke burde have betalt af egen lomme, vil han betale det dobbelte til Børnecanserfonden.

I dag har Løkke været i TV-Avisen 18.30, Nyhederne på TV 2 klokken 19.00 og i interviewprogrammet Ærlig Talt klokken 21.30, og han har forladt DR Byen i raseri og med smækkende døre.

Løkke mener ikke, at aftalerne med journalisterne i DR er blevet overholdt, og det hele er kommet til at handle alt for meget om bilag. Ministeren har lige været live i defensiven i 25 minutter og 12 sekunder. Efterfølgende har der udviklet sig et skænderi i studiet med studieværten Kåre Quist, der har en helt anden opfattelse af, hvad der er aftalt.

Det er som om, det ikke vil stoppe. Løkke har forsøgt at stoppe hullerne efter makulerede kalendere og andre dokumenter, der kunne bevise, at givne udgifter ikke er ulovlige. Hjemme på Solbakken i Græsted har han siddet med Solrun i sene nattetimer og bladret i hustruens scrapbog for at knytte konkrete begivenheder, møder eller foredrag til de mange bilag. Opgaven har næsten været umulig, men brik for brik har de fået stykket en tilfredsstillende forklaring sammen.

For blot at få ny stak bilag, som medierne gerne vil have en forklaring på.

For at gøre ondt værre har Se&Hør og Ekstra Bladet i uskøn forening antydet, at Løkke skulle have været hustruen utro med en partifælle. Der er ingen dokumentation, men historien kører og sætter yderligere gang i rygtemaskinen, og historien er naturligt nok en prøvelse for Løkke og Solrun.

Og i aften kan Løkke ikke mere.

Den radikale leder Margrethe Vestager har været i DR2s Deadline, og hun kommer ud og sætter sig på kantstenen ved siden af Løkke. Hun lytter og snakker og trøster Løkke.

»Hvordan skal man nogensinde få unge mennesker til at gå ind i politik på de her vilkår,« spørger hun.

I Finansministeriet begynder embedsmændene at tvivle på, om Løkke vil stå distancen.

Sommeren giver Løkke et tiltrængt pusterum. Selvom familien fortsat er præget af det hårde forår, så begynder Løkke langsomt at genfinde humøret. Da vennen og ejeren af Græsted Kro, Mogens Dahlstrøm, fylder 65 år, er han diskret forsvundet over i sit sommerhus i Jylland, men Løkke – der har sommerhus side om side med Dahlstrøm – dukker pludselig op ved døren og siger, at han synes, at Dahlstrøm skal komme over og fejre sin fødselsdag hos Solrun og Lars.

Da Dahlstrøm dukker op har Løkke samlet en flok fælles venner – deriblandt tidl. chefredaktør for Berlingske Tidende, Niels Lunde, og adm. direktør i FC København, Jørgen Glistrup – og han har været i køkkenet og anrettet en tre-retters menu.

Laks, lam og lagkage.

Og selvfølgelig vin.

Ikke desto mindre bliver også efteråret et hårdt et af slagsen for Lars Løkke Rasmussen, for selvom strømmen af nye bilag og sager fra fortiden aftager kraftigt, så er Dansk Folkeparti skeptiske og stoler ikke i samme grad på Løkke, som man gjorde på forgænger Thor Pedersen.

Efterårets første, store forhandlinger med oppositionen ender i bizarre optrin og gensidige beskyldninger om urent trav og politisk amatørisme.

Den stort anlagte dagpengereform løber ud i sandet.

Finanskrisen og en upopulær bankpakke er heller ikke vindersager, og inddirekte bliver han dagligt konfronteret med bilagssagen, efterhånden som hans eget mulige kandidatur til statsministerposten bliver mere og mere aktuelt.

Måling efter måling viser, at Løkke halser langt efter både Helle Thorning-Schmidt og Lene Espersen i popularitet, og da efteråret går på hæld, oplever kilder i Lars Løkkes inderkreds, at han igen – som i 2006, hvor han var millimeter fra at droppe den politiske karriere til fordel for en toppost i det private – virker modløs.

På Venstres Landsmøde sidst i november topper den fornemmelse hos hans nærmeste, og flere føler, at de slet ikke kan genkende Lars Løkke mere. Regionsrådmand i Region Syd, Carl Holst, som er en nær ven og sparringspartner for Løkke, tilbyder ham at låne sin ferielejlighed på Tenerife.

Da Fogh hører om planerne bliver han bekymret. Hvad hvis pressen får billeder dernedefra? Vil der så komme historier om Løkke på daseferie midt i finanskrisen?

Men Løkke tager af sted, og i den lille ferieby El Médano på Tenerifes sydøstkyst sover han 13 timer i døgnet og cykler rundt på ferieøen i dagtimerne. Han lader politik være politik, finanskrise være finanskrise og bruger i stedet tiden til selvrefleksion.

Da han kommer hjem igen har han tilsyneladende – endnu engang – valgt politikken til.

Foråret 2009 bliver på sin vis lige så travlt som efteråret med endnu en bankpakke og den skattereform, som hele det borgerlige Danmark har ventet på med længsel.

Men Løkke virker anderledes målrettet.

Efterhånden som Foghs afvisning af sit kandidatur til NATO-posten bliver en stående joke på Christiansborg, begynder Løkke at forberede sig.

Han er ikke indviet i Foghs planer, og der er opstået en vis irritation mellem finans- og statsministeriet, men Løkke er klar over, hvor det bærer hen ad.

En gruppe af betroede folk sættes i gang med at udvikle den politik, der skal føre Venstre videre. På bordet er gamle Løkke-travere som en strømlinet, offentlig sektor og frihed til at vælge de løsninger, der passer bedst lokalt og individuelt.

Til gengæld fylder rets- og udlændingepolitikken, der har båret VKO gennem tre valgsejre, ikke det store.

Samtidig har han indledt en hård kamp for at rette op på det personlige image.

Bilag arkiveres sirligt, og medierne kan pludselig berette om et ualmindeligt stort forbrug af frugt og kildevand i Finansministeriet.

Da Løkke, aftenen efter at skattekommissionen har leveret sin anbefalinger til en skattereform, samler en række sparringspartnere fra partiet, liberale tænkere og indflydelserige ledere fra toppen af dansk erhvervsliv – en gruppe han kalder Havreholmgruppen – udspiller der sig et scenario, der får flere til at måbe.

Havreholmgruppen har haft for vane at slutte sine møder med en tur på Hviids Vinstue eller lignende beværtninger. Man snakker faktisk ikke engang om det. Man går bare videre, når mødet er slut.

Denne gang stiller Løkke sig op foran ministerbilen og siger:

»Nå, skal vi i byen?«

Men inden nogen svarer, fortsætter han selv:

»Nej, nej, nej. Det ved I godt. Jeg skal hjem nu.«

Løkke er ved at falde ind i rollen.

I dag
Det er mindre end et år siden, at Løkke Rasmussen blev hevet gennem dyndet. Most i mediernes hakkemaskine og tæt på det politiske dødsstød.

»Rygeforbudet vil blive ophævet, vi får alle sammen lov til at trække fadbamser og taxature fra på selvangivelsen. Skattefiduser bliver ikke straffet, men belønnet for deres opfindsomhed,« lød det galgenhumoristisk fra skuespiller og Løkkes venstreorienterede ven, Rene Richardt, da han under sidste sommers revy på Græsted Kro i rollen som bitter kværulant gav sit bud på et Danmark under Løkkes ledelse:

»For jeg kan da ikke forestille mig, at Lars Løkke mener, at det kun er ham, der skal have det sjovt. Så smålig er der da ingen, der kan være.«

Nu står han selv på scenen. Danmarks nye statsminister.

Han er banket og pryglet, kaldt uværdig og uegnet. Men tæppet er gået, og nu skinner spotlyset på ham alene.

Publikum holder vejret.