Løkke involveret i cykelstyrt

Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) blev mandag ramt af en cykelrytter fra Team Rynkeby. Team-kollegaen er på hospitalet, mens ministeren slap med knubs.

Et grimt styrt for Team Rynkeby, der er i gang med et syvdagesløb fra Ringe til Paris, involverede mandag indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Det skriver flere medier.

Uheldet skete, da en cykelrytter fra Team Rynkeby på tredje etape fra Bremen til Ahaus nær den hollandske grænse mistede kontrollen over sin cykel på vej ned ad en bakke - og med stor voldsomhed ramte ministeren.

Lars Løkke Rasmussen slap dog med enkelte skrammer, mens cykelrytteren tirsdag skal opereres på et tysk hospital.

- Jeg er glad for at være sluppet så billigt, men det var noget af et chok - og jeg må sige, at jeg er rystet over, at det gik så slemt for min cykelkammerat. Han har fået et nyt knæ, trænet intenst til dette løb, og han kørt over 7000 kilometer i foråret for at være så godt rustet som overhovedet muligt, lød det ifølge pol.dk fra ministeren umiddelbart efter det dramatiske styrt.

/ritzau/