Løkke: »Dette er vort løfte til de unge«

Statsministeren lovede de norske ofre, at demokratiet og åbenheden fortsætter på trods af terrorangrebet.

Foto: Mads Nissen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var en alvorlig statsminister, der i Københavns Domkirke stillede sig op foran de hundredvis af deltagere i onsdagens mindegudstjeneste for at forsøge at sætte ord på fredagens tragiske begivenheder i Norge.

- Det norske folk har lidt et uerstatteligt tab som følge af denne meningsløse, bestialske og feje handling. Uskyldige unges liv er blevet taget. Pårørende til de dræbte, sårede og savnede føler en ubegribelig smerte. Norge er i sorg. Og i dag sørger vi med Norge, sagde statsministeren.

Men i al sorgen er der også glimt af glæde, lød det.

- Mit hjerte frøs til is, men det tør op igen ved varmen fra det norske folks reaktion: Kærlighed og omsorg over for den ondeste ondskab. Sammenhold og fællesskab over for det feje forsøg på splittelse. Omtanke og eftertænksomhed over for den vildeste galskab, sagde Lars Løkke Rasmussen i sin tale.

Statsministeren brugte også lejligheden på at rose sine norske kolleger for deres indsats siden fredagens tragedie.

- Jeg udtrykker min dybeste respekt for den styrke, den ro, den klippefasthed, som det norske folk og den norske regering har udvist i håndteringen af denne tragedie, sagde han.

Vi ser frem

En stor del af statsministerens tale gik dog også ud på at gøre det klart, at vi - og nordmændene - nu skal se fremad. Den tragiske hændelse og de udemokratiske tanker skal ikke få lov at bestemme, lød det.

- Men vi ser også frem. Sammen vil vi rejse os. De, som ikke vil demokratiet og i stedet tyr til vold og ødelæggelse, vil ikke få held med deres forehavende. Vi lader os ikke skræmme. Sammen vil vi fortsætte med at gøre vores åbne samfund endnu stærkere, sagde statsministeren.

- Dette er vort løfte til de unge på Utøya. Dette er vort løfte til Oslo. Dette er vort løfte til Norge. Dette er vort løfte til hinanden.