Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) bakker op om Den Internationale Straffedomstol (ICC) i kølvandet på, at domstolens chefanklager, Karim Khan, mandag anmodede om udstedelse af arrestordrer på blandt andre Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og Hamas-leder Yahya Sinwar. 

Det siger han tirsdag på et pressemøde i Bruxelles. 

»Vi anerkender ICC og står vagt om ICCs uafhængighed. Derfor kan jeg ikke gøre andet end at tage det til efterretning,« lyder det fra Løkke, som tilføjer: 

»Vi har jo ikke for vane som tilhængere af retsstatsprincipper at diskutere med domstolene. Så det ser jeg på med stor alvor og tager til efterretning.«

Reaktionen fra Løkke kommer, en dag efter at Karim Khan anmodede om, at domstolen udsteder en arrestordre på Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, Israels forsvarsminister, Yoav Gallant, og tre ledende figurer fra Hamas, herunder Hamas-leder Yahya Sinwar. 

Khan mener, at de alle har gjort sig skyldige i krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. 

Det er dog værd at bemærke, at der endnu ikke er udstedt en arrestordre. Khans anmodning skal først behandles af tre af domstolens øvrige dommere. 

Men Lars Løkke Rasmussen understreger altså tirsdag, at Danmark bakker op om ICC. 

»Det siger sig selv, at hvis der er mistanke om internationale forbrydelser, så skal de selvfølgelig afdækkes. Og det er selvfølgelig, uanset hvem der har begået dem.«

Han understreger dog i samme ombæring, at han finder det »prekært«, at »lederen af den demokratiske stat nævnes ligeværdigt med lederen af en terrororganisation«.

»Men det rokker ikke ved det, der er min konklusion, nemlig at vi har respekt for ICC, og derfor tager vi det her til efterretning og afventer, hvad der sker.«

»Historisk skændsel«

ICCs chefanklager mener, at der er rimelig grund til at tro, at Benjamin Netanyahu og Yahya Sinwar begge har ansvar for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden fra 7. oktober 2023 og frem. 

Han mener blandt andet, at Netanyahu og hans forsvarsminister har gjort sig skyldige i brug af sult som et våben i krigen mod Hamas, bevidste angreb mod civile og forsætlig brug af mord og drab. 

På den anden side mener han, at det er beviseligt, at Hamas-ledelsen har gjort sig skyldige i gidseltagning, tortur, voldtægt og mord.

Israel selv affejer fuldstændig alle anklager fra ICC og Karim Khan, og landets udenrigsminister, Israel Katz, kalder det en »historisk skændsel«, at anklageren ved straffedomstolen nævner Israels premierminister og forsvarsminister i samme åndedrag som »de afskyelige nazimonstre fra Hamas«.

Også USAs præsident og Israels nære allierede, Joe Biden, kritiserer Khans anmodning. 

»ICC-anklagerens anmodning om arrestordrer på israelske ledere er skandaløs,« har Biden udtalt. 

»Og lad mig gøre det klart: Hvad end denne advokat ellers måtte antyde, så kan Israel og Hamas ikke sidestilles.«

Her er det værd at bemærke, at USA – på lige fod med Rusland, Kina og Indien – ikke er medlem af ICC. 

Vil ikke forholde sig til anklager

Selvom Lars Løkke Rasmussen bakker op om ICC, vil han ikke forholde sig til indholdet af Karim Khans anklager mod Israel. 

Adspurgt, hvorvidt han mener, at Israel har brugt sult som et våben i krigen i Gaza, viger han udenom. 

»Det er jo det, man har et retssystem til. Og jeg tror, at man må have den samme tilgang til det her, som vi ville have derhjemme: Hvis der bliver rejst en sigtelse mod nogen, så har vi ikke for vane at stå og diskutere politisk, hvordan vi synes, det skal ende,« siger Løkke. 

Foruden Danmark har Frankrig og Belgien været ude at udtrykke støtte til ICC efter Karim Khans anmodning om udstedelse af en arrestordre på Netanyahu og Sinwar.