Løhde: Hvis kommunerne enes fjernes en knast for staten

»En aftale på det kommunale område betyder ikke, at vi kan læne os tilbage,« siger statens chefforhandler.

sendxnet Sophie Løhde ankommer til forhandlinger i Forligsinstitutionen i København. Forhandlere på det statslige, kommunale, og regionale område mødes til forhandlinger i Forligsinstitutionen i København, fredag den 27. april 2018. (foto: Martin Sylvest/Scanpix Ritzau 2018) Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest

Statens topforhandler i de offentlige overenskomstforhandlinger, innovationsminister Sophie Løhde (V), er forsigtig optimistisk fredag formiddag, da hun går ind til nye forhandlinger i Forligsinstitutionen.

Flere af parterne på det kommunale område ser positivt på muligheden for at nå frem til en aftale fredag. De håber at løse udfordringerne med lærernes arbejdstid og sikring af betalt spisepause.

Hvad det betyder for staten, vil topforhandlere ikke direkte sige.

»Jeg går forsigtigt optimistisk ind. Vi ønsker at lande en aftale, og det ønsker vi også i dag. Så vi knokler videre.«

»Der er fortsat store knaster, som skiller os ad, men jeg er grundlæggende optimistisk som person,« siger Sophie Løhde.

Hun vil ikke kommentere indholdet i konkrete forhandlinger.

»Det er ingen hemmelighed, at de her krav fra lønmodtagerne har krydset ind over hinanden. Vi har ikke kunne løse noget i staten, uden kommunerne løste noget og omvendt,« siger hun.

»Men hvis spørgsmålet om lærernes arbejdstid er løst på det kommunale, så har vi en knast mindre i staten.«

Intet er dog sikkert endnu, lyder det.

»En aftale på det kommunale betyder ikke, at vi kan læne os tilbage på det statslige område og spørge: Hvor skal vi skrive under? Hertil tror jeg, at jeg kender min forhandlingspartner for godt til, at det skulle være tilfældet,« siger Sophie Løhde.

»Om løsningerne fra det kommunale område kan bruges på det statslige område, skal du ikke spørge mig om. Det skal du spørge dem, der sidder på den anden side af bordet om.«

Ministeren mødes klokken 10 med lønmodtagerne på statens område. Hun tilføjer den detalje, at hun har taget en tandbørste med til forhandlingerne fredag.

På kommunernes område har parterne forhandlet hele natten, og de forhandlinger fortsatte fredag morgen og formiddag.

Regionerne møder også i Forligsinstitutionen fredag formiddag. Her faldt den første aftale på plads natten til onsdag, men den gælder kun omkring 40.000 af i alt 120.000 ansatte i regionerne.

Parterne i stat, regioner og kommuner opgav i slutningen af februar selv at blive enige om nye overenskomster. Siden har parterne løbende holdt møder i Forligsinstitutionen.

De har varslet henholdsvis strejke og lockout, og hvis en storkonflikt bryder ud, kan det lamme store dele af den offentlige sektor. Sidste deadline for aftaler er 1. maj.

/ritzau/