Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Drabene på 68-årige Kiehn Georg Andersen og 80-årige Poul Frank Jørgensen udløste tirsdag fængsel på livstid til to tidligere venner.
Østre Landsret stadfæstede byrettens dom, og det var således anden gang, at de to mænd, 37-årige Stefan Lawaetz Danielsen og 46-årige Søren Elo Pedersen, blev stillet for retten i sagen.
Drabene blev begået i Ruds Vedby og Vemmelev på Vestsjælland i april og juni 2019.
Ofrene lå inde med møntsamlinger og var ældre, enlige mænd. I begge tilfælde stjal de dømte fra ofrene og brændte gerningsstedet.
De dømte var nære venner, da drabene fandt sted, men fra Stefan Lawaetz Danielsen trådte ind i retslokalet tirsdag, lod han ikke én gang øjnene hvile på sin tidligere ven.
Han så i stedet ned i bordet og havde intet at tilføje, da han fik tilbudt ordet. Det havde hans tidligere kammerat.
Søren Elo Pedersens udseende var opsigtsvækkende med den store tatovering i halvdelen af ansigtet og skægget flettet. Han rokkede frem og tilbage på sin stol i løbet af dagen, men stoppede, da han fik ordet – og henvendte sig til Kiehn Georg Andersens pårørende.
»Der er ingen beviser. Det var Stefan (den medtiltalte, red.), der dræbte dem. Det har I krav på at vide. Og jeg er sgu ked af det,« sagde han.
Specialanklager Emil Folker krævede fængsel på livstid til begge mænd.
»De begik drabene for at berige sig med forsæt. De gjorde det i spænding og af lyst,« sagde han i proceduren.
Han henviste til chatbeskeder mellem de to mænd dagen før drabet, hvor de skrev om at »tage på bukkejagt« og »komme af med vrede«.
Påstanden afviste Søren Elo Andersens forsvarer, Karoline Døssing Normann.
»Man kan ikke tillægge folk forestillinger, der ikke er ført bevis for,« sagde hun.
I et grundlovsforhør i juni 2019 erkendte Søren Elo Pedersen at have begået dødbringende vold mod de to ældre mænd og sat ild til deres hjem.
Stefan Lawaetz Danielsen har hele tiden nægtet ethvert kendskab til drabene.
Senere trak Søren Elo Pedersen sin forklaring tilbage. Tirsdag skød de således begge skylden på hinanden igen, men endte med begge at blive dømt.
/ritzau/