Livskraft

Læs Berlingske Tidendes portrætserie fra 22. oktober 2006 om otte kvinder og deres kamp mod brystkræften.

Foto: Sigrid Nygaard

TINE HAMMER

Bioanalytiker og specialestuderende, Viby J. 28 år, gift, mor til fireårige Lea.
Venstre bryst bortopereret i 2005. Tine døde i begyndelsen af 2007.

»Min far døde af kræft i december 2004. Nogle måneder senere, i foråret 2005, fandt min mand, Runi, en lille knude nederst i mit venstre bryst. Jeg tænkte: »Jeg er 26 år, det er ikke noget.« Men det var brystkræft . Brystet skulle fjernes helt; det var okay, jeg havde det sådan: Hellere leve med ét end dø med to. I mellemtiden – fra jeg fandt knuden, til jeg blev opereret – var der kommet tre knuder mere. Der var kræft i dem alle. Og i 17 ud af 22 lymfekirtler, som kirurgen tog ud. Et familiemedlem, som også har haft brystkræft , sagde til mig: ’Husk, når du er opereret, så er du rask!’ Det gav mig en masse ballast.

Jeg tænkte: ’Jeg vil ikke finde mig i det! Først får min far kræft og dør, og nu får jeg kræft. Det skal sgu blive løgn.’ Efter operationen rejste vi til Færøerne på ferie, og så begyndte jeg i kemoterapi i august 2005. Nu tænker jeg, at det hele var nytteløst, for i foråret i år fik jeg frygteligt ondt i ryggen, og det blev fastslået, at kræften har spredt sig til lungerne, ryggen, leveren og hjernen.

I august begyndte jeg i kemo-terapien igen. Og det skal jeg have hver tredje uge resten afmit liv. Nu ved jeg, at jeg kommer til at dø af brystkræften. Og jeg ved, at jeg nok dør, inden jeg fylder 40 eller 35 år. Men præcis hvornår, ved jeg ikke. Jeg spørger ikke lægerne detaljeret om mine udsigter, og jeg taler ikke så meget om døden mere. Det gjorde jeg i begyndelsen. Jeg er ikke bitter, men prøver at være konstruktiv.

Selvfølgelig tænker jeg undertiden: ’Hvorfor lige mig?’ - jeg er jo ikke hellig. Men det er ikke noget bærende i mit liv. Jeg kan godt blive angst nu, fordi kræften har spredt sig så meget og så aggressivt. Jeg ved ikke helt, hvor den ånd, jeg havde i begyndelsen, er blevet af, og det er skræmmende, for det er vigtigt, atman bevarer håbet.

Jeg kan ikke lade være med at tænke: ’Når jeg at se Lea begynde i skole om to år? Er jeg her til jul?’ Og jeg tænker på, hvad jeg kommer til at dø af. Bliver det vand i lungerne? Eller falder jeg bare i søvn? Jeg har ikke accepteret, at jeg skal dø, men jeg har forenet mig med det. Jeg prøver at få det bedste ud af den tid, jeg har. Bruger den godt med de mennesker, jeg holder af. Jeg tænker nogle gange, at min sygdom måske er værre for min mand og min mor. Nu har jeg både prøvet at være pårørende og selv være patient. Og det er meget nemmere at være patienten. Jeg står midt i slagets gang og kan styre tingene. Som pårørende er man mere afventende og på sidelinjen, og det er hårdt.

Jeg er så lykkelig for, at jeg mødte min mand, Runi, da jeg gjorde. Og at vi fik Lea tidligt. De betyder alt. Men jeg kan blive ked af at tænke på Runis liv. Det må være så svært for ham at vide, at han bliver alene med Lea en dag. Alt det man skal efterlade; det er forfærdeligt. Og Lea, min lille mus. Jeg ved ikke, hvor meget hun forstår. Vi siger til hende, at mor har »sure celler« indeni. Ind imellem siger hun, at hun vil have sin gamle mor tilbage. Og en morgen spurgte hun mig, om jeg ville være død, når hun blev voksen. Jeg håber meget, at Lea kan vokse op uden at få dybe ar af det her. At vi gør det rigtige.

Det er svært med så lille et væsen; vi skal jo også passe på ikke at lægge formeget på hendes små skuldre. Når hun spørger, får hun svar. Det eneste hun ikke ved, er, at jeg nok dør af det her,mens hun endnu er barn. Jeg har købt et fint armbåndsur til hende, som jeg går med nu – så det får lidt mor-ånd. Bagpå er indgraveret: Er hos dig altid,Mor. Det siger jeg til hende hele tiden, også nu. Så når hun får uret, måske til hendes konfirmation, og læser indgraveringen, kan hun huske, at det er noget, vi havde sammen. Jeg har tænkt meget på, at jeg skal have skrevet eller indtalt noget til Lea, til Runi, til min søster, som står mig meget nær, og tilmin mor. Men jeg har ikke kræfter lige nu. Og jeg er bange for, at hvis jeg først går i gang med det, så bevæger jegmig ind på en sti, der vil fratage mig al håb og påvirke mit forløb. Nu har jeg lige fået strålebehandling, og den kemo, jeg får nu, virker, siger lægerne. Kræften i leveren og lungerne er blevet mindre. Derfor er jeg roligere.

Mit liv lige nu er rigtig godt. Sygdommen påvirker alt, men jeg forsøger at bevare min tilværelse så normal som muligt. Hvis jeg skal nå noget specifikt i livet, drømmer jeg ikke om jordomrejser og den slags, men om at gøre mit speciale færdigt. Jeg er opdraget af min far til, at har man sagt A, så må man også sige B. At præstere at gøre specialet færdigt; det ville være noget. Ellers ønsker jeg bare at blive behandlet som den samme. Jeg vil ikke være »hende kræftpatienten«, som folk stirrer på. Jeg har brug for stadig at følemig værdsat; at der er brug for mig. Jeg vil stadig gerne tale med mine veninder om deres problemer; selvom de føler, at det er intet i forhold til mine. Jeg vil stadig gerne bare være Tine. Runis kone, Leas mor.«

SUSANNE KIRKEBERG

Sekretær, Rødovre. 55 år, ugift, ingen børn.
Venstre bryst bortopereret i 1999.

»Jeg har et stort spejl i soveværelset, som jeg en dag gik forbi uden tøj. Jeg fornemmede en skygge under venstre bryst, lidt ude til siden. Huden havde, opdagede jeg, trukket sig ind. Min søster, som er sygeplejerske, blev helt stille i telefonen, da jeg fortalte det. Det er et sikkert tegn på en knude. Kræftdiagnosen kom derfor ikke som en overraskelse, og det var aldrig en mulighed at bevare brystet. At miste håret under kemoterapien var for mig det værste; man kunne pludselig se sygdommen. Da jeg selv var yngre og så nogen, der havde tabt håret, tænkte jeg: ’Det er kræft; det er en dødsdom’. Tænkte folk nu det samme om mig?

Man kan nemt forfalde til slem selvmedlidenhed, men jeg forsøgte at være kæk og vise, at dét her klarer jeg supergodt. Det var at forhale tingene, for selvfølgelig kommer der en reaktion. Så længe jeg var i behandling, var jeg tryg. Den dag, jeg var færdig, var der ingen »professionelle «, der tog sig af mig mere, følte jeg.

Pludselig slog tankerne lidt hårdere: Hvad nu? Måske skal man være bedre til at bede om hjælp og sætte ord på sine følelser; venner og familie er ikke tankelæsere. Angsten slipper aldrig taget,men den bliver en del af én. Som hvis du mister en kær ægtefælle: Du kan leve videre, men du vil altid være enke.

Jeg fik rekonstrueretmit bryst i 2001. Det var måske for at normalisere kroppen; man vil gerne have, at tingene bliver som før – selv omalt er forandret. Først er det vigtigst, at kræften forsvinder,men senere træder sygdommen i baggrunden, og ’hullet’ står tilbage. Efter jeg er blevet opereret, kan jeg mærke, hvor meget brysterne betyder. Og de er så flotte, at jeg nærmest er gladere for min barm, end jeg var før!«

SUSANNE LAUSTSEN

Tidl. direktionssekretær, Østerbro. 54 år, gift, ingen børn.
Brystbevarende operation i 2001.

»Min mand og jeg har boet 25 år i Bruxelles. Da vi flyttede hjem, fik vi et rutine-helsetjek, og det var hér, de opdagede knuden. Jeg kunne se på røntgenlægens ryg, at der var noget galt. Otte år før, da jeg var 40 år, havde jeg fået fjernet en godartet knude i brystet. Dengang var jeg oppe at vende hos Vorherre. Men denne gang tog jeg det roligere; jeg var nærmest overstadig, for ingen skulle have medlidenhed med mig. Jeg ville beskytte min familie. Men kemoen; den var jeg ked af. Den var grusom, for jeg ville ikke have den. Jeg kunne mærke den, før der overhovedet blev stukket imig. Kunne lugte den allerede nede på parkeringspladsen. Jeg var slet ikke forberedt.

Jeg begyndte på kemo i maj, og mit hår faldt af præcis ti dage senere. Jeg tog solbad ved vores sommerhus, kløede mig i håret – og så faldt en stor tot ud. Det føltes, som havde jeg fået en tagsten i hovedet; så ondt gjorde det i håret. Så jeg gik til frisøren og fik det hele klippet af; det var en lise. I stedet fik jeg paryk; jeg har altid gerne villet have halvlangt hår, så her var da chancen!

Når der går et stykke tid, holder folk op med at spørge til sygdommen. Man er meget ensom med sin angst for, omkræften kommer tilbage. Hvis du vidste, hvormange steder jeg har følt kræften rumle. Den psykiske reaktion kom først for alvor, da jeg var færdig med behandlingen. For nu var det hele ovre. Det var jul, og vi var til julefrokost med familien, da jeg pludselig begyndte at tudbrøle. Man opdager, atman står ved en skillevej og begynder at rydde op i sit liv. Hvad er det, man vil? Jeg føler, at jeg er blevet mere positiv og nyder livet på en helt anden måde. Småting er ikke problemer mere. Det er vigtigt at opdage, at livet ikke slutter med brystkræft .«

ANNE THOMSEN

Førtidspensionist, Lyngby. 40 år, enlig mor til syvårige Isabella.
Brystbevarende operation i 2001.

»En dag i badet fandt jeg en knude i mit højre bryst. Jeg var 34 år og ammede stadig min datter, så tanken om kræft havde jeg overhovedet ikke. Jeg troede, at det var en mælkekirtel, så jeg skød det lidt hen, men da jeg fik diagnosen, gik det stærkt med operationen. Jeg fik både stråler, kemoterapi og hormoner og fik kort tid efter bortopereret to store cyster i underlivet, fordi det hormonelle var i fuldstændig ubalance.

For nogle år siden blev jeg førtidspensionist, min ryg kunne ikke mere; en læge mente, at jeg havde kræftmetastaser i ryggen, men det er ikke endeligt fastslået.

Det værste ved brystkræft er omgivelsernes reaktion. Jeg forventede ikke den berøringsangst, som jeg har følt. Jeg har ikke brug for, at nogen har ondt af mig, men jeg ville ønske, at folk ville lade være med at gå uden om mig og i stedet møde mig med åbenhed.

Nogle gange føler jeg, at folk møder mig med »Hvorfor har du fået den sygdom?« - ikke med ’Har du brug for hjælp?’ Måske fordi jeg ikke ser mere syg ud. Sygdommen kombineret med min status som enlig mor og førtidspensionist er blevet en social krise for mig, som har kørt mig mere ned end selve sygdommen.

Og det rammer også min datter. Det er svært at have et voksenliv som enlig mor og alvorligt syg. Da min datter var helt lille, havde jeg en aflastningsfamilie, men de ventede vist bare på, at jeg ville stille sutterne. Kommunen forsøger at hjælpe mig med en ny ordning. Det kunne være rart at få kontakt til en familie, som var omsorgsfuld og kunne rumme mig og min datter sammen. Nogen som jeg kunne have tillid til. For selvfølgelig gør jeg mig mange tanker om, hvad der skal ske med Isabella, hvis jeg dør.«

LOTTE JOHANSEN

Førtidspensionist, Albertslund. 41 år, enlig, to børn.
Brystbevarende operation i 2004. Grundet nye svulster fjernes begge bryster om en uge

»Jeg havde en mistanke om, at der var noget galt. Der var meget hårdt væv inden i brystet, og det var ømt. Men hver gang, jeg var til mammografi, sagde de, at det var hævede mælkekirtler. Indtil jeg fik et hjerteanfald; min læge sagde, at det var de hævede kirtler, som trykkede på hjertet. Så bad jeg om at få et brystløft, men kirurgerne ville slet ikke røre ved brystet: Det var kræft. Og endda en meget stor knude.

Jeg blev sat i kemo-behandling for at gøre knuden mindre. Det hjalp også på knudens størrelse, men kemoen var ved at tage livet af mig med opkast, træthed, hovedpine og konstant influenza-følelse i kroppen. De opererede mig i december 2004; fjernede en knude på størrelse med et æg. De sagde, at de havde fået det hele med, men operationen efterlod det grimmeste bryst; det havde ligesom et hul, hvor al huden forsvandt ind. Derfor fik jeg i september i år rekonstrueret mit bryst.

Det hele gik fint, indtil dagen efter, da brystet pludselig hævede op med infektion. Og så sagde kirurgen, at hun havde fjernet noget væv, der så mistænksomt ud. I begyndelsen af denne måned fortalte lægerne mig så, at de havde fundet to nye knuder i samme bryst. Og her står jeg nu. Jeg skulle til at lægge det hele bag mig, og så begynder det hele forfra; med operationer, kemo og stråler. Jeg kan godt mærke, at jeg er mere bange nu end før.

Jeg føler mig overtaget af sygehusverdenen. Første gang havde jeg energi at gå ind i det med; nu er jeg fuldstændig drænet. Man tænker jo på, om man overhovedet klarer den, ikke? Jeg har besluttet, at jeg vil have begge bryster fjernet, også det raske højre. Jeg tør ikke andet nu. Det skal ske den 31. oktober. Så det går jeg og ruster mig til nu. Jeg prøver at blive stærkere, finde mig selv og lande på jorden igen. Og jeg forsøger at tænke positivt: Jeg ved jo, hvad jeg går ind til nu. Det er måske et plus.«

MINNE BØRJESSON

Pensioneret skolepsykolog, København. 63 år, gift, voksne børn.
Brystbevarende operation i 1990.

»Jeg gik til egen læge, fordi jeg følte en sær uro i det ene bryst. En prikkende og stikkende fornemmelse. Det var en mandlig læge, og han fik sved på panden, så snart jeg nævnte ordet ’bryst’. Forsigtigt stak han tre fingre inden for skjorten og sagde ’uff.. det føles helt normalt’.

Senere sendte en kvindelig læge mig til mammografi – og mammografien viste med det samme, at der var nogle forkalkninger, som er et sikkert tegn på kræft. Jeg kan huske, jeg tænkte, at jeg måske havde et par år tilbage. Og at det var godt, at min yngste søn trods alt var 17 år. Jeg følte mig konfronteret med døden; det føler alle. Men det hjalp væsentligt, da jeg kom med i en selvhjælpsgruppe med andre patienter.

Jeg fik en brystbevarende operation i december 1990 uden efterbehandling og har været rask siden. Til at begynde med lå angsten for tilbagefald på lur hele tiden, men det fylder mindre, som årene går – og går godt. Angsten dukker op; for eksempel når jeg er til kontrol og kvinder, som har haft samme forløb, pludselig er syge igen. Men jeg går ikke i sort mere.

I dag er vi flyttet fra Nordjylland til København, over til børnene og til koncerter og teater. Jeg tænkte, at hvis jeg var så heldig at opleve min pension, så ville jeg have noget ud af det! Det er vigtigt, at ikke alt bliver sygdom og arbejde.Man skal have det sjovt undervejs.«

GRETHE KØNGSMARK

Pensionist, Ballerup. 74 år, gift, ingen børn.
Højre bryst bortopereret i 1985.

»Det er 21 år siden, men det står stadig klart formig: Det var en lørdag, og min mand skulle til en firmakomsammen. Vi kom til at diskutere et eller andet, og jeg tænkte ’det er da underligt, at du reagerer så voldsomt’. Jeg tog hundene ud på en gåtur og bagefter tog jeg et bad. Det var dér, jeg fandt knuden. Den var lille, på størrelse med en ært, og en kirurg fjernede den med det samme. Først bagefter, to dage senere, blev jeg kaldt ind til samtale. De bad mig sætte mig ned og alt det der, men ’sig du nu bare ligeud, hvad tingene handler om,’ sagde jeg.

Min første reaktion var mere vrede end skræk. Sådan har jeg det med sygdom; jeg tager det som en personlig fornærmelse. Så jeg tænkte: ’Nej, pokker nej. Dét der, det skal jeg nok klare’. Der gik tre uger, måske en måned, før jeg fik fjernet højre bryst. Jeg begræd det ikke, jeg ville bare overleve det. Det er nok også værre at stå ved siden af end at være den, der ligger i sengen.

Jeg tænkte i grunden ikke over, at kræften var en belastning for familien, før jeg fik rekonstrueret brystet. Jeg sagde ’ja tak’ med det samme; men bagefter sagde min mand, at han havde været frygtelig bekymret for, hvad der kunne ske. Han har stået mig bi hele tiden.

Jeg har i mange år været engageret i brystkræftsagen for at vise andre, at man kan overleve. Og jeg ville være med til at påvirke det politiske system, så lægerne kunne få en håndsrækning. Det betyder også, at jeg har fulgt nogle kvinder fra først til sidst. Også en god veninde, som fik det ene tilbagefald efter det andet. Og det er barsk.

Der var navnlig én kvinde, jeg besøgte på Herlev Sygehus. Hver gang jeg tog elevatoren ned, lovede jeg mig selv ikke at tage det med hjem. Men det gør man jo. Jeg vidste, hvor det bar henad. Og det vidste hun også.

Jeg går stadig til kontrol; fantasien fejler jo ikke noget. Hver gang man har ondt et sted, tænker man: Er det nu det? Men jeg er nok mere barsk end de fleste. Og jeg tror, det har været godt formig med den reaktion. Det hjælper ikke noget bare at sætte sig hen.«

KIRSTEN LAUSEN

Sygeplejerske, Vejle. 35 år, skilt, har en seksårig datter, Celie.
Venstre bryst bortopereret i 2005.

»Jeg gik til lægen i julen 2004, fordi mit venstre bryst var ømt og hårdt at røre ved. Min søster døde af hudkræft for 16 år siden, så for en sikkerheds skyld blev jeg sendt til mammografi. Her kunne de se, at jeg havde forstadier til kræft, så de sagde, at jeg skulle forberede mig på et dårligt svar.

Jeg var bange for at dø; dø fra min datter. Jeg kunne ikke holde ud at tænke på, at hun skulle vokse op uden at kende mig. Hun var jo så lille, at hvis jeg døde ret hurtigt, ville hun glemme, hvem jeg var. Da det negative svar kom, var der ingen tvivl om, at hele brystet skulle fjernes, og under operationen fandt de flere små svulster. Men kemoterapien var værre end operationen. Det handlede meget om, at jeg mistede mit hår, øjenbryn og øjenvipper; jeg var helt ’nøgen’.

Meget af min kvindelighed sad i mit lange hår. Folk kigger: Gad vide, om hun er syg? Er hun ved at dø? Det var rigtig, rigtig svært at komme tilbage på arbejde efter de mange måneder. Min ensomhed blev meget tydeligere. Dér sad jeg med kolleger, som alle var gift, men når jeg gik hjem, var det bare mig – eller min datter og mig.

Min livline var min telefon og de, der kom og besøgte mig. Det var en meget ensom periode. Rekonstruktionen af mit bryst begyndte allerede under første operation, og i dag er det næsten færdigt. Jeg er ung, og jeg har selvfølgelig gjort mig mange tanker om mit udseende – også fordi jeg gerne vil møde en ny mand. Hvordan gør man lige det, når man ser anderledes ud? Og jeg vil gerne have flere børn, men kan jeg det? Den form for kræft, som jeg har, er aggressiv og spreder sig hurtigt.

Selvfølgelig tænker jeg på, om kræften vender tilbage. Det er ikke så meget, om de skal tage det andet bryst, men om jeg skal gå igennem et nyt kemo-forløb. Det ville være helt uoverskueligt. Trætheden er overvældende, og man har den mest forfærdelige kemo-smag i munden. Jeg har været vant til at løbe 30 kilometer om ugen; under kemo-behandlingen kunne jeg ikke engang gå en tur med hunden. At mærke, hvordan livet tappes ud af én; det er psykisk forfærdeligt hårdt. Til gengæld mærker jeg i dag kontrasterne i livet meget stærkere. Når man har været rigtig bange, ked af det og ulykkelig, mærker man livsglæden på en anden måde. Når jeg føler lykke i dag, er det en tindrende, boblende lykke. Jeg kan mærke, at jeg lever nu.«