Livgarden og drengekor tager imod prinsens båre

Fredag bliver prins Henriks båre transporteret fra Amalienborg til Christiansborg Slotskirke.

Prins Henriks kiste blev kørt fra Fredensborg slot gennem København til Amalienborg torsdag d. 15 februar 2018. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest

Prins Henriks båre bliver fredag mødt af et æreskompagni med fane fra Jydske Dragonregiment ved Christiansborg Slotskirke.

Herefter bliver båren båret ind af ti officerer fra Den Kongelige Livgarde, og inde i kirken vil Københavns Drengekor synge, hvorefter den kongelige familie deltager i en privat ceremoni.

Det oplyser hoffet i en pressemeddelelse.

Det er klokken 18 fredag, at båren køres fra Amalienborg til Christiansborg Slotskirke i en rustvogn efterfulgt af den kongelige familie.

Fra lørdag har offentligheden adgang til kirken. Her kan danskere i tre dage sige farvel til prinsen inden bisættelsen tirsdag.

I Danmark er det en gammel tradition, at officerer står vagt ved castrum doloris.

Officerer fra forskellige grene af forsvaret - hæren, søværnet, flyvevåbnet og Hjemmeværnet - vil på skift stå æresvagt omkring prins Henriks båre.

Hvert vagthold vil bestå af otte officerer, hvor én vil være chef med rang af oberst eller kommandør samt én næstkommanderende med rang af oberstløjtnant eller kommandørkaptajn, skriver kongehuset.

Derudover vil der være to majorer eller orlogskaptajner, to kaptajner eller kaptajnløjtnanter og to premiereløjtnanter.

Prins Henrik sov stille ind tirsdag aften på Fredensborg Slot, efter at han dagen forinden var blevet flyttet fra Rigshospitalet.

Kongehuset har ikke meldt en dødsårsag ud.

/ritzau/