Livet set i troens lys

Ole Vang er naturvidenskabsmand. Men han er også bibeltro kristen. Når han som molekylærbiolog ser på sit arbejde, er det gennem videnskabens briller. Når han ser på livet og verden, er det gennem troens briller.

Som han sidder dér i det neutrale mødelokale i Bygning 18 på Roskilde Universitet (RUC) omgivet af hylder fyldt med videnskabelige tidsskrifter som Nature, Science og The Lancet og en enkelt for længst udtørret buket roser, kan han næsten ikke komme længere væk fra Gud.

Men Ole Vang er tæt på Gud. Meget tæt. Gud er hans evige følgesvend. Selv om han som lektor og molekylærbiolog på Institut for Natur, Systemer og Modeller på RUC arbejder på et sted og i en verden, der for længst har forladt Gud og formentlig først finder ham igen, den dag hans eksistens bliver videnskabeligt bevist.

Ole Vang er naturvidenskabsmand, men han er også et meget religiøst menneske. Så religiøst, at han tror på Biblen og dens skabelsesberetning, ser Gud som en konkret og almægtigt størrelse, tror på en mening med livet, der er mere end et udtryk for evolution og tilfældighed.

Dermed tilhører han den lille halvdel af danskerne, der ifølge en ny Gallup-undersøgelse for Berlingske Tidende tror på Gud på en eller anden måde eller i en eller anden form.

Ole Vang er dog noget for sig. Noget så sjældent som en troende, ja en bibeltro, i en verden, hvor alt bliver målt, vejet, efterprøvet og om ikke dokumenteret, så sandsynliggjort. I den verden, videnskabens verden, er det svært at finde forståelse for historien om Noahs Ark, de syv skabelsesdage og andre gammeltestamentlige udlægninger af virkeligheden.

Derfor bruger Ole Vang med egne ord to par briller. Med det ene par, videnskabens, ser han sit arbejde som molekylærbiolog, og med det andet, troens, ser han livet og verden gennem sin religiøsitets optik.

»Ting, jeg kan se med videnskabens briller, kan jeg ikke se med troens briller,« siger han:

»Det er med videnskabens briller, jeg ser det protein, som jeg arbejder med.«

Han beskriver det som »to måder at se den fysiske verden«.

»Troen kan ikke forklare, hvorfor et bestemt medikament virker, som det gør, men omvendt kan videnskaben ikke bruges til at måle og veje Gud,« mener han.

Et paradoks

Ole Vang anerkender, at hans tro og arbejde er et paradoks. Ja, en umulig kombination, vil nogle mene.

»Men at jeg tror på skabelsesberetningen, er ikke det samme, som at jeg ikke lytter til læren om evolution og udvikling. Jeg er ikke modstander af, at tingene bliver diskuteret,« siger han:

»Mit fokus ligger bare ikke der. Det er at forstå, hvordan de molekylære mekanismer virker.«

Hans evne til at skifte briller betyder da også, at troen ikke tvinger ham til at gå på kompromis med videnskaben.

»Min opgave er mere at spørge hvordan, tingene fungerer, end hvorfor de fungerer,« siger han og tilføjer, at han dermed »hverken bliver en bedre eller dårligere forsker« af at være troende.

Han afviser, at der ikke bør være plads til troende som ham inden for offentligt betalt forskning i Danmark.

»Så meget åbenhed bør der være,« siger han og understreger, at han hverken oplever kritik fra kollegaer, chefer eller fagfæller på grund af sin tro:

»Jeg vil mene, at jeg er meget videnskabeligt stringent omkring mit arbejde.«

Men han undgår ikke kritik. Når han nogle gange deltager i debatter, »kommer der knubbede ord«, som han siger.

»Nogle mener, jeg ikke bør være ansat på et universitet på grund af min tro,« siger han og forklarer, at troen heller ikke præger hans arbejde med at vejlede og undervise studerende i en bestemt retning:

»Min undervisning berører sjældent spørgsmål om verdens tilblivelse.« Når det kommer til Jordens og livets skabelse, evolution og udviklingslære, er han mere til såkaldt intelligent design, hvor så komplekse strukturer som f.eks. en celle bliver tilskrevet en eller anden skaber eller skaberkraft, for Ole Vangs vedkommende Gud, i stedet for ren og skær tilfældighed, sådan som evolutionslæren når frem til.

Med henvisning til bogen »Darwin's Black Box« af den troende mikrobiolog Michael Behe bruger han en musefælde til at illustrere intelligent design.

»Fælden består af fem dele, og det er først, når de fem dele sidder på deres helt rigtige plads, at fælden virker. Hvis de fem dele ligger spredt på en losseplads, kommer de aldrig til at virke. Medmindre de bliver samlet. Og det kræver noget. Det kræver et design. Det sker ikke bare ved et tilfælde. Der skal mere til,« mener Ole Vang:

»Når jeg ser ned i mikroskopet, kan det være så fantastisk, det jeg ser. En wow-oplevelse. F.eks. en celles store og mangesidige funktion, og hvordan den virker sammen med resten af organismen. Tilblivelsen af noget så komplekst er svært at forklare blot med tilfældigheder. Det må være et intelligent design.«