Lillebror er anholdt for drabsdømts flugt

Ledsaget af en advokat har en 17-årig meldt sig selv i sagen om befrielsen af den drabsdømte Danni Meisler.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En 17-årig dreng har nu meldt sig selv for at have deltaget i befrielsen af den drabsdømte Danni Meisler forleden.

Det er den dømtes lillebror, der ved 15-tiden fredag troppede op hos Københavns Vestegns Politi i Albertslund i selskab med en advokat.

Vicepolitiinspektør Charlotte Skovby bekræfter, at der er sket en ny anholdelse i sagen.

- Han vil blive fremstillet i grundlovsforhør lørdag, siger hun.

Danni Meisler betegnes som farlig. Under et besøg på Glostrup Hospital blev han befriet, da et par unge med en pistol truede de to fængselsfunktionærer, der bevogtede Meisler.

Flugten førte til en stor politieftersøgning, og kort efter anholdt politiet en 17-årig, der er blevet varetægtsfængslet.

Og nu er turen altså kommet til en jævnaldrende.

Det blev muligt at arrangere flugten, fordi Meisler i forvejen fik besked om udgangen til hospitalet.

Desuden flød det med mobiltelefoner i den fængselsafdeling, hvor han er placeret. Ikke færre end seks mobiltelefoner dukkede op, da hans afdeling blev ransaget, har Kriminalforsorgen bekræftet.

Danni Meisler afsoner en dom på 14 års fængsel for manddrab.

/ritzau/