Lige her og nu er du muligvis en omvandrende kolesterolbombe

Vores kolesteroltal er hele 20 procent højere efter juleferien sammenlignet med om sommeren, påviser stor dansk undersøgelse. Det kædes sammen med indtagelsen af store mængder fed mad og sparsom motion i december.

Det smager godt, men har sin pris. Julens fede mad sætter sine spor langt ind i januar, hvor danskerne har et betydeligt højere kolesteroltal end om sommeren Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Beklager, men meget tyder på, at du – her og nu og mens du læser disse linjer – ganske enkelt er en omvandrende kolesterolbombe.

Stort set alle betaler vi nemlig i øjeblikket prisen for julens udskejelser med fed mad og sparsom motion, som sætter sine spor og får niveauet af kolesterol i blodet til at stige.

Det er budskabet i en pressemeddelelse fra Herlev-Gentofte Hospital, hvor læge Signe Vedel Krogh beskriver konsekvenserne af en periode, hvor mange af os har spist store mængder af flæskesteg, risalamande og andet mad med rigeligt indhold af smør, fløde og andre fede sager – samtidig med at vi stort set kun har fået den motion, der kommer af at danse rundt om juletræet.

»Det er derfor nærliggende at tænke, at kolesteroltallet i juletiden er højere sammenlignet med om sommeren, hvor vi sætter flere grøntsager på bordet og bevæger os mere. Og ja, julemåneden sætter bestemt sine spor i vores kolesteroltal!,« konstaterer Signe Vedel Krogh.

Og det kan hun bakke op med fakta.

Den såkaldte Herlev-Østerbro-undersøgelse, som over en årrække følger og kortlægger sundhedstilstanden hos et meget stort antal danskere, kan nemlig dokumentere, at vores kolesteroltal er hele 20 procent højere efter juleferien sammenlignet med om sommeren.

I forbindelse med en undersøgelse fik i alt 25.764 danskere blandt andet målt deres kolesterol.

Når forskerne kiggede på de personer, som mødte op til undersøgelsen i den første uge af januar, havde ni ud af ti et forhøjet kolesteroltal, dvs. de havde et totalkolesterol på mere end fem mmol/L og/eller et LDL-kolesterol over tre mmol/L.

Det er næsten dobbelt så mange, som blandt de, der fik målt deres tal om sommeren.

En af de velkendte farer ved et forhøjet kolesteroltal er, at det øger risikoen for åreforkalkning og hjerte-kar-sygdomme.

Faktum er således, at i den første uge af januar havde ni ud af ti i undersøgelsen et kolesteroltal, der var så højt, at man som læge ville overveje at sætte dem i behandling med kolesterolsænkende medicin for at forebygge udvikling af hjerte-kar-sygdomme, konstateres det.

Beroligende tilføjes det, at undersøgelsen også viste, at det forhøjede kolesteroltal efter jul ikke gav sig udtryk i flere blodpropper i januar – omend studiet dog ikke kan fortælle, om der på længere sigt er en øget risiko for blodpropper, når ens kolesterol stiger så meget i forbindelse med julens festligheder.

»Udvikling af åreforkalkning og hjerte-kar-sygdom hænger sammen med et vedvarende højt kolesteroltal. Hos den almindelige dansker betyder det derfor muligvis ikke så meget, at kolesteroltallet stiger omkring jul, når blot man husker at spise sundt og bevæge sig resten af året, så minimerer man sin risiko for åreforkalkning,« vurderer Signe Vedel Krogh i pressemeddelelsen.