Lig på mark kan være forsvundet mand

En jæger fandt søndag formiddag liget af en mand på en mark sydvest for Kolding, skriver TV Syd.

Sydøstjyllands Politi undersøger i øjeblikket, om der kan være tale om den forsvundne 39-årige Jonas Elfar Birgisson, der ikke er set siden 18. februar, hvor han forsvandt fra sit hjem på Stejlbjergvej i Kolding.

»Obduktionen blev foretaget i går (tirsdag, red.), så vi får besked i løbet af eftermiddagen, om det eventuelt er Jonas Elfar Birgisson,« siger politikommissær Poul Steffensen fra Sydøstjyllands Politi til TV Syd.

Politiets efterforskning tyder indtil videre på, at den forsvundne mand forlod sit hjem tilbage i februar uden hverken papirer, penge og telefon.

Ifølge politiet er han en »enspændertype uden omgangskreds«.

BNB