Lig fundet på Cradle Mountain

Tasmansk politi lokaliserede onsdag et lig omkring toppen af Cradle Mountain, hvor den danske bjergvandrer Kasper Sørensen forsvandt i juli.

Tasmanske redningsfolk lokaliserede onsdag et lig omkring toppen af Cradle Mountain i Tasmanien, hvor den danske bjergvandrer Kasper Sørensen forsvandt den 5. juli.

Det lokale politi skriver i en pressemeddelelse, at man "går ud fra", at der er tale om Kasper Sørensen, men dårligt vejr har gjort det umuligt at bjærge liget og dermed få formodningen endeligt bekræftet.

Det var mandskabet på en redningshelikopter, der fik øje på liget under en overflyvning af området.

Torsdag forsøgte redningsfolk endnu engang at bjærge liget, men også denne gang forhindrede vejrforholdene det.

Den 21-årige Kasper Sørensens familie er ifølge politiet underrettet om fundet.

/ritzau/