Lig fundet i plastikpose på rasteplads

Læs mere
Fold sammen

Et lig er lørdag formiddag blevet fundet i en sort plastikpose på en rasteplads nær Langå.

Det bekræfter Østjyllands Politi over for Berlingske Nyhedsbureau.

Plastikposen blev fundet af en forbipasserende klokken 10.41, og han alarmerede straks politiet.

»Posen virkede for ham mistænkelig, for han syntes, det lignede en person, der var pakket ind. Vi sender en patrulje ud og spærrer det hele af, og det ser godt nok også mistænkeligt ud. Derfor har vi valgt at starte en efterforskning på den helt store klinge. Vi behandler det som en drabssag,« siger politikommissær og vagtchef ved Østjyllands Politi Peter Hunniche.

Teknikere, efterforskere og retsmedicinere er på stedet, fortæller han. Men Peter Hunniche kan ikke sige mere om det fundne lig.

»Jeg kan ikke sige, hvad der er i posen, ud over at det er mistænkeligt, og at der er tale om en død person,« siger han.

BNB