Et barn overhældes med afløbsrens. Dets hud ætses. For at afgøre, om andre end faderen og moderen kan være skyldige, må retsmedicineren på sin egen hud teste, hvordan afløbsrens ætser - og hvor lang tid, der går, før nervebanerne er ætset væk i huden. Testene viser, at kun forældre kan være skyldige. Men er det nok til at dømme dem?
Lyder det bekendt, selv om det næsten er for sygt til at være sandt? Staun tager i »Hilsen fra Rexville«, den anden bog med den midaldrende retsmediciner Maria Krause, udgangspunkt i en virkelig historie om børnemishandling, hvor en toårig pige blev overhældt med afløbsrens på en altan i Greve. I romanen dukker et barn op på skadestuen i Odense med huden ætset, også af afløbsrens.
En personlig sag
Krause opdager, at hun kender faderen til barnet alt alt for godt, og mens historien om børnemishandlingen oprulles, får hun mange lange e-mail fra en ukendt »E«, der fortæller om en barndom hos en mor, der lider af Münchausens syndrom, og om en barnemorder. Men hvem er denne ukendte E? Hvem er det barn, der er blevet slået ihjel, og hvordan skal Maria Krause forholde sig til E? Og til sig selv?
Vi siger ikke mere, for bogen er elementært spændende, og selv om der er forbløffende få personer at vælge imellem, kommer afsløringen alligevel som en overraskelse, der ikke skal ødelægges her.
Bogen er velskrevet, morsom og underfundig, men den har en svaghed. For selv om det er forfriskende, at Staun både med Fanny Fiske og nu med Maria Krause giver krimien en anden kvindetype end femikrimiernes evindelige journalist eller politibetjent i midttrediverne med delebarn og lidt livskrise, så bliver den gode Krause selv en frygtelig endimensionel kliché:
Hun drikker for meget billig argentinsk vin, hader sine mandlige kolleger, kører spritkørsel, tænker meget på sex, har kun en enkelt veninde, forstår faktisk ikke kvinder, og hun kan samle en IKEA-kommode med lukkede øjne. Hun er allermest en tvær mand i en kvindekrop, og det er ikke ret meget mere interessant end sædvanligt sure mænd.
En lille bitte smule bekymret for en eventuel fortsættelse kunne man også godt blive. Bogens plot er allerede vredet hårdt, fordi vor vrisne heltinde skal være involveret personligt.
Hvis hun skal fortsætte sådan, er der ikke langt fra lidt fortænkt til meget konstrueret. Men denne gang holder det.