Licensbetalere kræver 3,6 milliarder tilbage fra DR

Forening kræver 3,6 milliarder kroner tilbagebetalt fra Danmarks Radio for ulovligt opkrævet moms på licens.

Foto: Erik Refner

Det er foreningen »Kræv licensmoms tilbage«, der kræver pengene betalt tilbage, fordi man mener, der er tale om ulovligt opkrævet moms på licensen.

Baggrunden er, at EU-Domstolen i forhold til en tjekkisk licensordning har afgjort, at der ikke kan opkræves moms af licensbetalingen.

Flere momseksperter har over for Jyllands-Posten vurderet, at det er muligt at få momsen betalt tilbage.

Skatteministeriets jurister har dog vurderet, at dommen ikke får betydning for den danske licensopkrævning.

Kravet om tilbagebetaling af 3,6 milliarder kroner svarer ifølge foreningen til den moms, der efter foreningens vurdering er opkrævet ulovligt tre år tilbage.

Hver enkelt licensbetaler har ifølge foreningen cirka 1500 kroner til gode, oplyser man i en pressemeddelelse.

Advokatfirmaet DLA Piper Denmark repræsenterer foreningen »Kræv licensmoms tilbage«.