Levende lys og pilgrimsvandring: Gør katolicismen comeback i folkekirken?

Det er nu muligt at tænde et levende lys for afdøde i mange af de københavnske kirker. De levende lys vidner om, at de mere sanselige og fysiske elementer kendt fra katolicismen i stigende grad finder vej til den danske folkekirke.

De gør det i Sydeuropas katolske kirker. Nu kan du også gøre det i de danske folkekirker - tænde et lys for en pårørende. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

De gør det på besøg i kirkerne sydpå. Nu gør de det også i kirkerne i Danmark.

Danskere har gennem årene taget den katolske skik med at tænde et levende lys eller to i kirken med hjem fra Syd- og Mellemeuropa, og nu er der for første gang blevet sat spot på omfanget af lystænding i danske folkekirker.

Således når en ny opgørelse foretaget af Københavns­ Stift frem til, at der i cirka halvdelen af stiftets 106 kirker er mulighed for som besøgende at tænde lys. Nogle gange bliver de levende lys ledsaget af en bøn, måske for en pårørende, andre gange afløser lysene bønnen, og andre gange igen bliver de tændt for at mindes afdøde.

I en kirke som Jesuskirken i Valby i København er besøgende ifølge sognepræst Sørine Gotfredsen mere end velkomne til at tænde et lys, hvilket de i øvrigt har haft mulighed for at gøre i flere år. Ofte gør de det i forbindelse med gudstjeneste, men folk finder også vej til kirkerne i København på andre tidspunkter.

Sørine Gotfredsen ser skikken med at tænde lys i kirken som udtryk for en større tendens, hvor det ellers så protestantiske og luthe­ran­ske Danmark lader sig inspirere af katolicismens mere farverige og sanselige skikke.

Samme vurdering kommer fra Københavns domprovst, Anders Gadegaard. Han taler om, at »vi tilbageerobrer nogle af de fromheds­udtryk, der tidligere fandtes, og giver dem et protestantisk indhold«.

Ifølge Sørine Gotfredsen »har man i katolicismen en meget gammel tradition for, at budskabet også skal sanses«.

»Gennem udsmykning, røgelse og dermed også den udbredte brug af levende lys. Det har man ikke i vores kirke, den lutherske, her er traditionen, at forkyndelsen alene skal ske gennem ordet – her skal man ikke sidde i kirken og blive distraheret af alle mulige indfald og indtryk,« siger hun:

»Det handler ikke så meget om en teologisk forskel, mere om forskelle i, hvordan troen skal forkyndes i kirken.«

Var det ikke alt dette, Luther og Reforma­tionen gjorde op med? En reformation, som vi i år fejrer 500 års jubilæum for?

»Jo, men der er flere tegn på, at det vender tilbage. Der er lystænding, der er pilgrims­vandring, hvor mennesket vil ud at mærke det religiøse – ikke bare få det fortalt, men sanse det,« vurderer Sørine Gotfredsen.

»Der er måske ved at opstå en mæthedsfornemmelse i forhold til den intellektuelle forkyndelse. Det vil vi komme til at se mere af de kommende år – væk fra den nøgne og intellektuelle forkyndelse som hos Luther, mere sanselighed. Brødet til nadver skal være lækkert, altervinen skal smage godt, den slags,« tilføjer hun.

Anders Gadegaard forklarer, at »religiøsitetens synlige udtryk har fået en genkomst«.

»Det er ikke længere tilstrækkeligt, at udtrykket udelukkende ligger i ordet. Det skal suppleres med synlige tegn og udtryk,« vurderer han.

Kirken reagerer på folkets behov

Kirkeekspert og lektor ved Københavns Universitet Hans Raun Iversen ser udviklingen som udtryk for, at kirken som folkets kirke reagerer på de folkelige behov.

»Og i folkedybet er der to ting, der hersker i øjeblikket. Det ene er, at det skal være til gavn for mig. Det andet er, at man skal kunne gøre det selv. Altså individualisering og partici­pation. Man vil ikke bare sidde på sin flade i kirken og høre på præsten,« siger han:

»Alle de nye initiativer i folkekirken, og dem er der godt nok mange af, lige fra jazzguds­tjeneste til meditation, handler om, at kirken stiller et rum og en ramme til rådighed og måske også en løs liturgi. Her kan du så gå ind og gøre det på din måde. Som når du går ind i kirken­ og tænder et lys.«

På den måde minder folkekirken ifølge Hans Raun Iversen om så mange andre store statslige kulturinstitutioner i dag. Engang stillede de ting til skue, nu er de mere deltager­orienterede.

»De har hver især et formål og et budskab. Det Kongelige Teater tror på den klassiske kunst, balletten og så videre. Det vil teatret gerne ud med og berige os med. På samme måde som folkekirken vil berige os,« fortæller Hans Raun Iversen:

»Læg mærke til, hvordan mange i dag behandler kirken, som de behandler en udstilling. Når de kommer i den, tænker de, at det var da meget godt, men det betyder ikke, at de kommer igen næste gang. Man kommer jo heller ikke på Louisiana en uge efter, at man var der om søndagen. Vi bruger folkekirken som et eksistentielt, kulturelt tilbud. Derfor reagerer kirken på mange måder som en kultur­institution.«

Kirkeeksperten oplyser, at det ikke er udtryk for en egentlig kirkelig strategi eller plan, når nye skikke og initiativer bliver taget i brug. Det handler alene om praksis, som først den ene, så den anden synes godt om, og til sidst bliver det praksis.

»Det er ikke sådan, at vi nu skal til at være halvkatolske eller noget,« siger Hans Raun Iversen.

Hele kirken fyldt med levende lys

I Eliaskirken på Vesterbro i København fortæller præsterne Birgitte Kvist Poulsen og William Salicath, at mens nogle besøgende blot stikker hovedet forbi for at tænde fyrfadslys, der som i så mange andre købehavnske kirker er gratis, gør andre det i forbindelse med gudstjeneste.

»Teologisk er der ikke noget i vejen for det,« forklarer William Salicath og tilføjer, at hele kirken bliver fyldt med levende lys, når der er natkirke.

Birgitte Kvist Poulsen forklarer, at Elias­kirken i forbindelse med novembers allehelgensgudstjeneste tilbyder besøgende uden sognemæssig tilknytning til kirken, at de inden gudstjenesten kan aflevere navne på kære, de har mistet i løbet af året, hvorefter disse navne vil blive læst op i løbet af gudstjenesten sammen med navne på lokale sognebørn, som er gået bort det forløbne år.

Ifølge Birgitte Kvist Poulsen er det endnu et eksempel på, at nye skikke finder vej til kirken.

Domprovst Anders Gadegaard forklarer, at lysene fandt ny vej til de danske kirker for omkring 30 år siden. Han erindrer, hvordan der i sin tid var stor debat og diskussion om den første såkaldte lysglobe i Vor Frue Kirke i Indre By. Senere var han selv med til at få opstillet en i Sions Kirke på Østerbro, og i dag er de levende lys »bredt accepterede«, som han siger.

»Der er en tendens til, at når man kommer ind i en kirke, vil man gerne foretage sig noget. En måde at ytre sit gudsforhold eller sit religiøse forhold på. En synlig ytring i stedet for, at man blot vender sig ind i sig selv og beder en bøn for sig selv,« fortæller Anders Gade­gaard.

Domprovsten forklarer, at der i Danmark ikke som i landene sydpå bliver tændt lys for helgener. Men det kan, som han siger, »være for en afdød, en kær ven, eller hvad man lægger i det«.

»Luther sagde, at man skulle bruge de fromhedsudtryk, der gavnede troen,« siger Anders Gadegaard.

Hvor går grænsen for dig i en protestantisk kirke?

»Man kan godt bede til et ikon af Jesus. Hvad er forskellen mellem et ikon og en altertavle? Så længe der er tale om Kristus-symboler, må de gerne komme fra den katolske eller ortodokse verden. Men for mig går grænsen ved helgener og Jomfru Maria,« siger domprovsten, der har svært ved at se en fremtid med røgelse og processioner for sig i folkekirken.

Samme melding kommer fra Sørine Gotfredsen.

»Der vil måske være nogle få lutheranere, der kan have noget imod det her, men langt de fleste har det fint med det. Det er ikke en tilbagevenden til den store og sansende katolicisme,« siger hun.