Lektiehjælp i SFO'er

Landets SFO'er skal ifølge undervisningsministeriet fremover tilbyde lektiehjælp.

Ordblinde eller forjagede forældre kan have svært ved at hjælpe deres børn med lektierne. Ifølge Undervisningsministeriet vil forligspartierne på folkeskoleområdet med stor sandsynlighed i løbet af det kommende år vedtage, at landets skolefritidsordninger skal tilbyde lektiehjælp, skriver JydskeVestkysten onsdag.

- Lovforslaget skulle have været fremsat i denne samling, men på grund af tidnød blev det udsat til næste samling, siger Helle Beknæs fra Undervisningsministeriet.

Forslaget kom efter, at en undersøgelse fra Danmarks Evalueringscenter viste, at kun syv procent af landets SFO'er tilbyder børnene lektiehjælp. Samtidig har undersøgelser dokumenteret en stor effekt af lektiehjælp.

Forældreorganisationen Skole og Samfund hilser tilbuddet velkommen. Sekretariatsleder Niels Chr. Andersen mener dog, at det primært vil være til gavn for travle og bogligt svage forældre.

Også landets fritids- og ungdomsklubber, der er sluttet sammen i foreningen Ungdomsringen, vil gerne tilbyde lektiehjælp til de lidt større børn.

Kilde: Jyske Vestkysten.