Lejren vækker vrede på Vesterbro, men præsten er ikke i tvivl: »Det er sundt for folk her at se, at tilværelsen ikke kun er lutter lagkage«

Onsdag formiddag blev Maria Kirkeplads, i fraværet af de udenlandske hjemløse, spulet og ryddet op. Efter flere hundrede klager fra lokale tager præsten nu de hjemløse i forsvar.

Socialfaglige medarbejdere fra forvaltningen, Vesterbros lokalbetjent og et par renovationsarbejdere hjælper alle med at læsse traileren med affald og skubbe tingene ud til siden, så der kan blive plads til vandslangen.

Maria Kirkeplads bliver med sæbevand spulet for skidt, urin og madrester, som de hjemløse har efterladt langs det sorte hegn på pladsen.