Legoland skriver i en pressemeddelelse, at forlystelsesparken er klar til at åbne til en ny sæson 8. juni.

Men det vil ikke være muligt at besøge Legoland på samme måde, som man plejer: Fremover skal alle gæster booke deres besøg på forhånd, enten med normale billetter eller sæsonpas. Det skal sikre, at der ikke kommer for mange gæster ind på samme tid.

»Vi er først og fremmest rigtig glade for, at vi kan åbne 8. juni, hvis alt går, som det skal til den tid. Når vi åbner, kommer vi til at have en begrænsning på antallet af gæster i Legoland, og for at kunne styre det bedst muligt, beder vi vores gæster om at købe billetter på forhånd eller registrere deres besøg med sæsonpas på vores hjemmeside,« lyder det fra Christian Woller, direktør i Legoland i pressemeddelelsen.

På første åbningsdag vil det kun være muligt for gæster med sæsonpas at komme ind. Legoland oplyser, at de kun vil lukke ti procent af parkens normale kapacitet ind. Også selv om retningslinjerne fra myndighederne ikke er fastlagt endnu.

»Vi kender endnu ikke alle kravene fra myndighederne, men vi kommer til at have en række tiltag, som vil være nye for os. Derfor starter vi ud med meget få gæster, og så øger vi gradvist kapaciteten op mod den begrænsning, vi kommer til at have generelt i år for at sikre, at der er rigtig god plads. Vi opfordrer vores gæster til at holde sig orienteret på vores hjemmeside, hvor man kan finde svar på de fleste spøgsmål om åbningen af Legoland, og hvordan det hele kommer til at foregå,« fremhæver Christian Woller.

Øget fokus på rengøring og afstand

Ligesom i storcentrene vil Legoland sørge for, at der er ekstra meget rengøring og rigelig mulighed for, at gæsterne kan få sprittet deres hænder af.

»Det skal naturligvis være muligt at holde god afstand til de øvrige gæster i Legoland, og det gælder både, når man går rundt i parken, og når man venter på at prøve forlystelserne. Derudover kommer vi til at øge rengøringsintervallet, og der kommer blandt andet til at være håndsprit ved toiletter og forlystelser. Og så er vi selvfølgelig klar til at møde de yderligere krav, der måtte komme fra myndighederne,« oplyser Christian Woller.

Legoland er ikke den eneste forlystelsespark, som regner med at åbne for gæster 8. juni. Blandt andet regner Tivoli også med at slå dørene op 8. juni, mens Zoologisk Have i København også regner med at slå dørene op 8. juni.