Legendarisk dansk restaurant i kæmpe millionunderskud

Den legendariske gourmetrestaurant Kong Hans Kælder præsenterer et regnskab med underskud på to millioner kroner.

Restaurant Kong Hans Kælder har millionunderskud Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft

Grib dankortet og skynd dig af sted til restauranten Kong Hans Kælder. De har nemlig brug for penge i kassen.

Ifølge Ekstra Bladet, så viser den berømte københavnske restaurants nyeste regnskab et underskud for 2016 på to millioner kroner.

Nedturen har nu varet adskillige år for Kong Hans Kælder, der nu på tre år har tabt ni millioner kroner i alt.

Restauranten blev købt af Familien Skouboe, der fik en milliardformue ud af at sælge selskabet LM Glasfiber. Familiens interesse for god mad fik dem til at investere i Kong Hans Kælder.

Regnskabet er det første af sin art med de nye ejere. Og det viser altså, at ejerskiftet endnu ikke har formået at standse nedturen rent økonomisk.

Det har dog betydet en fed kapitalindsprøjtning på over otte millioner. Derfor er restaurantens egenkapital stadig i plus.

BT har kontaktet Kong Hans Kælder, men det er ikke lykkedes at få kontakt til Simon Skouboe, der i dag er formand for restauranten.

I februar sidste år sagde han dog, at købet af restauranten ikke var med henblik på at tjene store penge.

»Hvis det var ren økonomi, vi kiggede på, så var der nok andre brancher, der var sjovere. Men det skal jo ikke gå op i kroner og ører det hele,« sagde han til Ritzaus Bureau.