Legeland giver alle somaliere karantæne

Efter ballade med somaliere har forlystelsespark givet dem karantæne. Parken anklages for diskrimination.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Legelandet i Brabrand ved Aarhus har givet alle somaliere karantæne frem til maj næste år.

Somalierne er ikke længere velkomne i den 5000 kvadratmeter store indendørs forlystelsespark, fordi de ifølge ejeren af Legelandet, Thomas Vestergaard, har været centrum i gentagne episoder med ballade. Det skriver TV2 Østjylland.

Senest i søndags hvor 900 somaliere ifølge ejeren ankom for at holde afslutning på ramadanen.

De mange somaliere - både voksne, børn, kvinder og mænd - havde så dårlig en opførsel, at de øvrige 100 gæster flygtede fra stedet, lyder det. Somalierne kom også internt op at slås, så politiet måtte tilkaldes.

- Jeg har besluttet at give dem karantæne i seks måneder. De bliver nødt til at lære at opføre sig ordentligt, før jeg vil have dem ind igen. Jeg har en forretning at tænke på og Legelandet er for alle. Derfor skal en enkelt gruppe ikke skræmme de andre væk, siger Thomas Vestergaard til TV2 Østjylland.

Men den går ikke, siger Jonas Christoffersen, der er jurist og direktør for Institut for Menneskerettigheder til jp.dk.

- Det er et soleklart brud på racismeparagraffen i straffeloven, der siger, at man ikke må diskriminere på nationalitet eller hudfarve, og det er jo tilfældet her, siger han.

Han er dermed enig med jurist Sten Bønsing fra Aalborg Universitet, som også henviser til racismeparagraffen, der vægtes tungere end den lovgivning, som tillader private erhvervsdrivende at sælge på den måde, som de foretrækker.

Somalisk Ungdom i Danmark vil nu anmelde Legeland til politiet for diskrimination.

- Jeg kan godt forstå, at de afviser konkrete personer, der tidligere har overtrådt Legelands regler, og det er de i deres fulde ret til at gøre. Men man må ikke generalisere og bare udelukke alle somaliere eller andre som ligner somaliere, skriver formanden for Somalisk Ungdom, Mohamed Suleban, i en pressemeddelelse.

/ritzau/