Leder af bosted er bortvist og ægtefællen er opsagt

Det mangeårige forstanderpar på bostedet Storskoven er blevet fyret efter en række sager om misbrug af offentlige midler.

Forstanderen og hans hustru på Storskoven har nu forladt stedet. Foto: Sophia Lydolph Fold sammen
Læs mere

Sagen om misbrug af skattekroner på et bosted for nogle af landets mest udsatte unge får nu konsekvenser for ledelsen på stedet.

Den mangeårige forstander, Emil Raun, er blevet bortvist fra bostedet, og hans kone, Anne Raun, der i en årrække har været pædagogisk leder på stedet, er blevet opsagt.

Det bekræfter Gorm Thorsen, medlem af Storskovens bestyrelse, over for Berlingske.

Det sker, efter at Berlingske de seneste uger har afdækket, hvordan Emil Raun i årevis har betalt private restaurantbesøg, udgifter til familierejser og renovering af sin privatbolig med Storskovens midler. Sagen har ført til, at socialtilsynet har anmeldt Emil Raun til politiet for misbrug af offentlige midler.

Hverken Emil eller Anne Raun er vendt tilbage på Berlingskes henvendelse, og bestyrelsen ønsker ikke at uddybe de nærmere årsager til afskedigelserne. Derfor er det uklart, hvorfor også Anne Raun er blevet fyret.

Tilsidesatte tre love

I en række artikler har Berlingske dog afdækket, at institutionens midler også er blevet brugt på at købe ydelser af en virksomhed, hvor Anne Raun er direktør.

Eksempelvis har Anne Raun i sin tid som pædagogisk leder på Storskoven samtidig været direktør i selskaberne Ratho Aps og Vara Holding Aps, som på den ene eller anden måde har haft økonomiske bånd til Storskoven.

Hun blev direktør i selskaberne i 2017, efter at Emil Raun på baggrund af en konkurs med virksomheden Varda Aps ikke længere måtte sidde i ledelsen af virksomheder overhovedet.

Konkursbegæringen af Varda Aps blev indgivet af Skat i 2016, fordi virksomheden med Emil Raun i spidsen skyldte Skat et tocifret millionbeløb. Ifølge selskabets kurator havde ledelsen i Varda Aps – altså Emil Raun – tilsidesat både kildeskatteloven, selskabsloven og årsregnskabsloven.

Kuratoren skrev også i sin redegørelse, at det var hans opfattelse, at »Emil Raun havde favoriseret sig selv og sine nærtstående« frem for at betale gælden til Skat.

Kuratoren anbefalede, at Emil Raun blev pålagt konkurskarantæne, hvor han fik forbud mod at deltage i ledelsen af en virksomhed. Man kan pålægges konkurskarantæne, hvis man på grund af groft uforsvarlig forretningsførelse bliver vurderet uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed. Den 13. marts i år blev Emil Raun pålagt karantænen.

Få uger senere overtog Anne Raun altså direktørposten i de to selskaber.