Laveste antal tvangsauktioner siden 1979

Antallet af tvangsauktioner nåede bunden i december sidste år, hvor der generelt var færre tvangsauktioner end året før. Faldet er sket i alle regioner.

Antallet af tvangsauktioner nåede i december helt ned på 66 mod 119 tvangsauktioner måneden før, og det er det hidtil laveste antal tvangsauktioner siden 1979, hvor Danmarks Statistik begyndte at registrere antallet af tvangsauktioner.

Det rekordlave antal tvangsauktioner i december svarer til et fald på 45 procent i forhold til måneden før og hele 56 procent i forhold til december 2005. Tendensen med færre tvangsauktioner har været kendetegnende for hele 2006, hvor der har været væsentligt færre tvangsauktioner end i 2005 - og faldet er sket i alle regioner.

Det højeste faktiske antal tvangsauktioner var 2038 i september 1989, oplyser Danmarks Statistik.

Mens tvangsauktionerne faldt markant i december, steg antallet af sæsonkorrigerede konkurserklæringer med syv procent fra 184 til 197.

/ritzau/