Lavere fart giver færre trafikdræbte

En ny opgørelse fra Vejdirektoratet viser, at antallet af trafikdræbte danskere falder i takt med at farten på vejene sættes ned.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når danskerne løfter foden fra speederen på vejene, så falder antallet af trafikdræbte.

Det viser en ny opgørelse fra Vejdirektoratet, skriver Jyllands-Posten.

I april var der otte personer, som mistede livet i trafikken, hvilket er en halvering i forhold til de 16, der blev dræbt i april sidste år på vejene. Det gør april 2015 til den april måned med det laveste antal trafikdræbte nogensinde, og ifølge dokumentationschef Jesper Sølund fra Rådet for Sikker Trafik hænger tendensen nøje sammen med den stadig lavere fart.

»Grafen fra Vejdirektoratet, der viser farten og antallet af dræbte, viser en klar og tydelig sammenhæng mellem de to ting. Tendensen er klokkeklar, at lavere fart giver færre trafikdræbte,« siger Jesper Sølund til Jyllands-Posten og fortsætter:

»Nu er vi nede på 13-14 trafikdræbte i gennemsnit om måneden – og var i april helt nede på encifrede tal. Samtidig glæder vi os over, at også personskaderne er faldet næsten tilsvarende,« siger han.

Ifølge tal fra Vejdirektoratet har farten på vejene ikke været lavere i mindst ti år, ligesom antallet af dræbte i trafikken de seneste 12 måneder er nede på 178, hvilket er meget tæt på bundrekorden fra 2012, da 167 mistede livet i trafikken.

Jesper Sølund forklarer den positive tendens med de mange nye fotovogne, som politiet har fået.

Alt tyder på, at faldet i antallet af trafikdræbte er fortsat i maj, vurderer Vejdirektoratet over for Jyllands-Posten.