Lav interesse for provins-seminarier truer fremtidens lærerbestand

Præmissen for at drive lærerseminarier skal ændres ifølge Lærerstuderendes Landsforening, hvis uddannelserne ikke skal lukke som følge af det lave antal ansøgere.

Foto: Tommy Kofoed.
Læs mere
Fold sammen

Et faldende antal ansøgere til læreruddannelserne i provinsen kan betyde, at seminarier må lukke, og det kan risikere at gå ud over fremtidens muligheder for at få lærere til skolerne i de mindre byer, skriver Jyllands-Posten.

Interessen for at læse til lærer er i år faldet med 26 procent, og seminarierne i blandt andet Nr. Nissum og Skive melder om, at de kun har optaget henholdsvis 53 og 59 nye studerende, hvilket kun er halvdelen af hvad læreruddannelserne helst skal op på.

»Det er to glimrende uddannelser, og de har en vigtig funktion ved at tiltrække studerende fra Vest- og Nordvestjylland. Vi vil gerne bevare dem, for hvis vi ikke længere har en læreruddannelse de steder, bliver det sværere at tiltrække uddannede lærere til området,« siger formand for professionshøjskolen VIAs bestyrelse Johannes Flensted-Jensen til Jyllands-Posten.

I Lærerstuderendes Landsforening deler man bekymringen om, at den faldende interesse for læreruddannelserne i Danmarks yderområder kan gøre det sværere at tiltrække uddannede lærere.

»Professionshøjskolerne skal sikre en regional dækning af uddannelser, og derfor mener vi, at man bør ændre præmissen om, at uddannelserne finansieres efter, hvor mange studerende der er. Det er det, der skal til for at sikre de små uddannelser, så det ikke bliver sværere at tiltrække lærere til yderområderne,« siger formand for Lærerstuderendes Landsforening Bob Bohlbro til Jyllands-Posten.