Laudrup sparker Solgryns salg i vejret

Laudrup får danskerne til at spise ekstra fire millioner portioner havregryn. Takket være Solgryn-reklamer med fodboldikonet er salget steget 16 procent.

200 tons havregryn på et halvt år. Så meget ekstra har Michael Laudrup fået danskerne til at spise. Selvom det danske fodboldikon har lagt fodboldstøvlerne på hylden, har hans medvirken i reklamer for Ota Solgryn sparket salget 16 procent i vejret.

Henrik Pasgaard, der er marketingchef for Ota Solgryn, er begejstret.

- Vi har aldrig set så stor en effekt af en reklame før. Salget har været en smule stagnerede de seneste år, men Solgryn er Danmarks bedst sælgende morgenmadsprodukt. Derfor er en stigning på 16 procent meget, siger han til Ritzau.

Hvert år spiser danskerne i alt 3600 tons Ota Solgryn. Det svarer til 72 millioner portioner.

/ritzau/