»Lars kunne ikke have fået en bedre mor, der kæmpede mere for ham. Det gør det dobbelt tragisk, at hun skulle dø for hans hånd«

Kirsten Kragh, der tirsdag blev fundet dræbt med sin ægtefælle Jørgen Kragh i parrets bil kæmpede en brav kamp for at få den rette hjælp til sønnen, der nu er sigtet for drabene. Det fortæller talsmand i Veteranalliancen, Claus Stenberg. Kommuner, regioner, ministre - ja selv Dronningen forsøgte Kirsten at råbe op.

Jørgen Kragh (t.v.) og Kirsten Kragh (t.h.) er tirsdag blevet fundet dræbt i deres bil.  Sønnen Lars Kragh (i midten) er sigtet for mordet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Po

I mange år kæmpede Kirsten Kragh for at hendes søn kunne få den rette hjælp, efter han havde været udsendt til Balkan i slutningen af 90'erne og i Bosnien i år 2000. Det fortæller talsmand i Veteranalliancen, Claus Stenberg, som kendte hende.

Men hjælpen kom ikke i tide. Her mange år efter er Kirsten Kraghs kamp endt med, at hun og hendes mand har mistet livet, og sønnen er sigtet for at have dræbt dem. Det skal understreges, at Lars Kragh endnu ikke er fundet skyldig, og ved et grundlovsforhør ved Retten i Randers nægter han sig skyldig. Men Claus Stenberg frygter, at sønnen står bag drabene.

»Kirsten har jo rendt alle relevante myndigheder på dørene. Kommunerne, distriktspsykiatrien, forsvarsministeriet, sundhedsministeriet. Jeg kan huske, at hun skrev om et brev, hun havde sendt til sundhedsministeren, som det tog ministeren 147 dage om at besvare. Og svaret lød, at Kirsten i stedet skulle henvende sig til Forsvarsministeriet.«

»Og det er jo bare mega frustrerende, når du har en søn, der er gået fuldstændig op i limningen og ikke kan være i sig selv,« siger Claus Stenberg.

Selv Dronningen blev involveret

Han fortæller også, at Kirsten Kragh skrev flere breve til Kongehuset, og at det er hendes fortjeneste, at Dronningen for nogle år siden nævnte krigsveteraner i sin nytårstale.

Kirsten Kragh kæmpede særligt for, at krigsveteraner med særlig svære psykiske problemer kan få andet og mere end de standardiserede tilbud.

»For det er lidt ligesom med hovedpine og migræne, det findes i forskellige varianter det her PTSD. så de standardiserede løsninger er ikke altid dækkende. Kirsten slog meget på tromme for, at vi skal have nogle andre værktøjer til de her tunge tilfælde, hvor veteranerne ikke selv ringer til en psykolog eller kører ned til en psykiatrisk skadestue. Og at der skal lyttes meget mere til de pårørende,« siger Claus Stenberg.

Eksperter og embedsfolk

Med sit kendskab til familien, fortæller han, at sønnen Lars Kragh de seneste år har undgået »alt og alle« på nær forældrene og HKKF Livlinen, der er et tilbud til den gruppe veteraner, som det etablerede system ikke evner at hjælpe.

Derfor har det i høj grad været forældrene, der har taget slæbet og kæmpet hans kamp.

»Kirsten har været til møder, og hun har skrevet og gjort ved. Hver gang har man smilet forstående og sagt, jamen vi har en masse eksperter og pensionerede generaler og embedsfolk, der aldrig har mødt en veteran, og de er så kloge på, hvad der skal til, og vi gør alt hvad vi kan,« siger Claus Stenberg.

Han peger på, at der er behov for flere specialiserede tilbud, og at behandlingen skal være tilgængelig med det samme. Når en krigsveteran kommer til den erkendelse, at vedkommende har brug for hjælp, kan det ikke nytte noget, at der går flere måneder, før behandlingen starter.

Et meget presset, sygt sind

Svaret på, hvordan det kan komme dertil, at man som krigsveteran slår sine egne forældre ihjel, som det tyder på, at det er tilfældet i sagen med Lars Kragh, skal findes i psyken.

»Giv mig et kort over et tilpas sygt sind, så skal jeg fortælle dig, hvor problemet ligger. Det er jo ikke til at vide, hvad der er sket inde i Lars hoved, da han gjorde det her. Men det er et meget, meget presset, sygt sind, der handler på den måde. Og hvordan er det kommet dertil? Jamen, det er jo fordi, man ikke har gjort, hvad man skulle i 20 år. Og det er jo ikke fordi, advarselslamperne ikke har været tændt flere gange,« siger Claus Stenberg.

I alt har omkring 30.600 danskere været udsendt for Forsvaret i perioden mellem 1992 og 2014, hovedparten til Balkan, Irak og Afghanistan.

I runde tal siger man, at størstedelen vender styrket hjem fra krigszonerne med øget selvtillid, men omtrent hver tiende risikerer psykiske problemer.

47 selvmord

Den mest grundige undersøgelse af danske krigsveteraner er foretaget på Hold 7 i Afghanistan, som udkæmpede en stribe hårde kampe i Helmand-provinsen i 2009. Tre år efter udsendelsen havde 9,7 procent fra Hold 7 intense PTSD-symptomer.

Og i enkelte tilfælde ender det helt galt. 47 danske soldater begik selvmord i perioden 1995-2013, mens 298 soldater forsøgte, viste en omfattende undersøgelse fra Center for Selvmordsforskning i 2014. Rapporten konkluderede ikke entydigt, om soldater er mere udsatte end den generelle befolkning, men fastslog til gengæld, at soldater med udsendelser til Balkan i 1990erne var langt mere udsatte for selvmordstanker end soldater udsendt til Afghanistan.

Forklaringen er bl.a., at danske soldater i Kroatien, Serbien og Bosnien-Hercegovina oplevede rædsler, som de ikke havde mandat til at gribe ind overfor.

»Det, der typisk har trigget dem fra Balkan-tiden, er afmagt over for den situation, de stod i dernede. Man havde nogle meget svage mandater under FN-missionen. De havde alene mandat til at gribe ind, hvis de selv var truet på livet,« siger Flemming Vinther, formand for Hærens Konstabel- og Korporal Forening (HKKF).

Rædsler på Balkan

»De så overgreb. De så folk, der blev smidt op på lastbiler, de formentlig aldrig kom tilbage fra. De så lig i floderne. De så masser af død og ødelæggelse og meget ofte på en måde, så de ikke kunne gribe ind. Så afmagt er helt klart et gennemgående tema, når vi taler Balkan,« siger Flemming Vinther.

Udover de rædsler, soldaterne bevidnede på Balkan, og afmagten over at måtte se magtesløs til, var der i 1990erne langt mindre fokus på PTSD og behovet for at behandle de hjemvendte soldater.

»Systemet var ikke gearet til det, de havde været ude i. De kom hjem til et system, hvor der ikke var nogen særlig støtte,« siger HKKF-formanden og forklarer, at der siden 1995 har været »en jævnt stigende kurve for den hjælp, man kan få.«

Langt flest er gode borgere

Alligevel er der altid plads til forbedring i takt med at der kommer mere viden på området, mener HKKF-formanden.

»Forsvaret i dag leverer nogle ganske sobre tilbud, men vi har en psykiatri herhjemme, som efter min bedste overbevisning er nødlidende og haltende. Og hvor man hører, ikke kun fra vores rækker, men fra masser af folk med psykiske lidelser, at det kan være svært at få den fornødne behandling,« siger Flemming Vinther.

I lyset af den seneste sag om Lars Kragh understreger HKKF-formanden, at det »ikke er normalbilledet«.

»Den her meget ulykkelige sag må ikke efterlade et indtryk af i befolkningen, at veteraner med PTSD render rundt og gør forfærdelige ting. Det gør de ikke. Langt de fleste vender hjem som gode borgere. Og af dem, der har det dårligt, er der uendeligt langt mellem dem, der gør skade på sig selv eller andre. Det hører heldigvis til sjældenhederne,« siger Flemming Vinther.