Landsretten holder terrorsigtede bag tremmer

Vestre Landsret har stadfæstet varetægtsfængslingen af flere mænd, der sigtes for at have støttet IS.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Fem mænd blev tirsdag varetægtsfængslet i fire uger mistænkt for at have støttet den militante bevægelse Islamisk Stat (IS).

Det skete ved Retten i Aarhus, hvor tre af dem straks kærede kendelsen om varetægtsfængsling til landsretten.

Også landsretten har besluttet, at de skal sidde varetægtsfængslet. Det blev stadfæstet ved Vestre Landsret i Viborg, oplyser forsvarsadvokat Mikkel Nielsen til TV 2 Østjylland.

Han er forsvarsadvokat for en af mændene, en 27-årig mand, der er sigtet for at have overført 12.900 kroner til personer med tilknytning til IS.

Sagen drejer sig i alt om seks mænd i alderen 27-35 år, der tirsdag morgen blev anholdt på adresser i Aarhus og København i en sag om tilslutning til og finansiering af IS.

Anholdelserne skete i samarbejde mellem Østjyllands Politi, Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Københavns Politi.

Kun de fem er fremstillet ved et grundlovsforhør indtil videre.

»Vi havde håbet, at de ville løslade ham på baggrund af de oplysninger, der forelå om sigtelsen, som er af et ret begrænset omfang,« siger Mikkel Nielsen til TV 2 Østjylland om den 27-årige.

To af de anholdte er en 29-årig mand fra Aarhus-området og en 30-årig mand med bopæl i København. De er sigtet for at have rejst ind i Syrien i sommeren 2014, hvor de ifølge politiet lod sig hverve af IS.

Den 29-årige er desuden sigtet for igen i foråret 2015 at have forsøgt at rejse ind i Syrien.

Fem af de anholdte – herunder den 29-årige – er sigtet for finansiering af terror efter straffelovens paragraf 114.

Den 29-årige har ifølge politiet overført 203.000 kroner til IS i perioden 2013-2017, hvor han boede i Aarhus.

Ifølge politiet har den 29-årige brugt de øvrige sigtede som mellemmænd. De har på hans opfordring overført beløb mellem 12.900 og 47.000 kroner til personer med tilknytning til organisationen, påstås det.

Pengene skulle være overført til blandt andet en dansk formodet syrienkriger, der i december blev varetægtsfængslet for blandt andet at have billiget terror.

Han nægtede sig dengang skyldig i alle anklager, undtagen at have opholdt sig i al-Raqqa-distriktet i Syrien.

/ritzau/