Landsret afviser politiets regnestykke og nedsætter narkodom

Ung mand var tiltalt for handel med 12,7 kilo kokain. Men Østre Landsret tror ikke på politiets påstand.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Politiet regnede forkert.

Det er ifølge advokat Ulrik Sjølin konklusionen efter en narkodom i Østre Landsret torsdag.

Her er hans klient – 21-årige Rasmus Kæmsgaard – blevet idømt otte års fængsel for handel med 2,6 kilo kokain.

Det er en væsentligt mildere dom end den afgørelse, som Retten på Frederiksberg kom frem til sidste efterår.

Her blev han idømt 12 års fængsel for handel med 12,7 kilo kokain.

Dengang var dommen baseret på politiets beregninger af, hvor store mængder kokain Rasmus Kæmsgaard havde solgt.

Men politiets beregning blev ikke godtaget i Østre Landsret.

»Min klient erkendte i Østre Landsret, at han har handlet med kokain. Men han forklarede samtidig, at politiets regnemetode ikke har nogen gang på jord,« fortæller advokat Ulrik Sjølin.

Politiets beregninger blev lavet ud fra regnskaber, som man havde fundet i Rasmus Kæmsgaards gemmer i forbindelse med efterforskningen af en sag om et masseslagsmål og et drab i Valby tilbage i 2019.

Rasmus Kæmsgaard fremlagde i Østre Landsret, hvordan hans regnskaber egentlig skulle forstås. Og på den baggrund mente retten, at der skulle skæres cirka ti kilo kokain og fire års fængsel af byrettens dom.

»Både for ham, mig og retssikkerheden er dommen tilfredsstillende. Sagen viser, hvor farlige de her narkosager er,« siger Ulrik Sjølin.

Han henviser til, at byretten troede på politiets beregninger af, hvor stor en mængde narkotika sagen drejede sig om. Og de beregninger var altså ifølge Ulrik Sjølin – og Østre Landsret – helt misvisende.

Foruden handel med kokain dømmes Rasmus Kæmsgaard for medvirken til grov vold i forbindelse med slagsmålet i Valby.

Østre Landsret skulle dog alene tage stilling til spørgsmålet om narkotikasalg og straffens længde. Den del af sagen, der handler om grov vold, havde Rasmus Kæmsgaard ikke anket.

Den i dag 21-årige mand blev genstand for politiets undersøgelser efter slagsmålet i Valby i september 2019.

Her stødte to grupper sammen. Slagsmålet kostede en 27-årig mand livet, mens to andre blev livsfarligt såret af knivstik. De overlevede ifølge anklageskriftet kun, fordi de fik hurtig lægehjælp på stedet.

I alt fem drenge og mænd blev derefter tiltalt i sagen.

En dengang 20-årig mand blev ved Retten på Frederiksberg idømt 16 års fængsel for drab. To 17-årige drenge blev idømt fire og seks måneders fængsel for forsøg på grov vold.

Og en 23-årig mand blev frifundet for forsøg på grov vold.

Den 20-årige ankede sin dom til landsretten ligesom Rasmus Kæmsgaard. Han frafaldt dog senere anken.

/ritzau/