Landsret ændrer sygeplejerskes drabsdom

Østre Landsret er ikke overbevist om, at sygeplejerskes overmedicinering er grunden til, at patienter døde.

Østre Landsrets Nykøbing Falster-afdeling, onsdag den 17. maj 2017. Forsvarer Michael Juul Eriksen ankommer til retten. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech

Nykøbing Falster. En 32-årig sygeplejerske havde til hensigt at dræbe, da hun i årene 2012-2015 igen og igen sprøjtede store mængder medicin ind i årene på sine patienter.

Ikke desto mindre afviser Østre Landsret at kende Christina Aistrup Hansen skyldig i drab.

Det skyldes, at det ikke med sikkerhed kan siges, at sygeplejerskens overmedicinering var så voldsom, at det kan forklare patienternes død.

Afgørelsen er en bombe under den allerede ekstremt usædvanlige drabssag.

I juni sidste år blev Christina Aistrup Hansen idømt fængsel på livstid, da Retten i Nykøbing Falster behandlede sagen.

Her var samtlige dommere og nævninger enige om, at hun var skyldig i de tre drab og det ene drabsforsøg, der stod oplistet i anklageskriftet.

Under ankesagen i landsretten er der imidlertid kommet nye oplysninger til. Særligt en erklæring fra Retslægerådet har vakt opsigt.

I udtalelsen påpeger de uvildige eksperter, at det ikke definitivt kan konkluderes, at sagens ofre er døde af de mængder morfin, som efterfølgende blev fundet i deres kroppe.

Det er i vid udstrækning den vurdering, der nu har ført til en ændring af sygeplejerskens skæbne.

Christina Aistrup Hansen blev anholdt 1. marts 2015 efter en nattevagt på Nykøbing Falster Sygehus, hvor to patienter var døde.

En tredje overlevede kun lige præcist, da hun fik modgift.

I forbindelse med den efterfølgende efterforskning valgte anklagemyndigheden at rejse sigtelse og siden tiltale for endnu et drab.

Det skal have fundet sted på samme sygehus tilbage i 2012.

Den lille og sorthårede kvinde har gennem hele forløbet nægtet sig skyldig.

Hun hævder, at hele sagen bunder i ondsindet sladder blandt en gruppe kolleger. Men den udlægning afviser landsretten altså at tro på.

Onsdag eftermiddag skal anklager Karen Vistisen og forsvarer Michael Juul Eriksen fremlægge deres påstande om, hvad der vil være en passende straf.

Den endelige dom afsiges i et retsmøde torsdag klokken 10.

/ritzau/