Landposten må stadig tage imod betaling

Post Danmark dropper en del af de planlagte nedskæringer i servicen for postkunder på landet.

Massiv kritik får nu Post Danmark til at ændre servicen på landet, skriver JydskeVestkysten tirsdag.

Folk ude i landdistrikterne, regeringspartiet Venstre og transportminister Carina Christensen (K) har i længere tid presset på for at hindre de forringelser, der var lagt op til fra nytår.

Her skulle det ikke længere være muligt at betale regninger og købe frimærker hos postbuddet, hvilket især ville gå ud over mange ældre. Men nu åbnes der mulighed for at betale med en crosset check.

Der var også lagt op til, at foreningsblade kun kunne udsendes i mindst 3000 eksemplarer i et bestemt postdistrikt, men det er nu lavet om, så der kan sendes færre ud i mindre distrikter på bestemte tidspunkter af året, hvor postbudene ikke har så travlt.

Og endelig sidestilles land og by, når det gælder postomdeling til virksomheder, der ønsker at få posten uddelt inden klokken 10.00.

Her havde Post Danmark lagt op til en fordobling af prisen på landet.

- Det er de tre væsentligste punkter, der er blevet ændret. Vi er meget tilfredse med den justering, Post Danmark har foretaget, for det ligger os meget på sinde, at folk, og det gælder især de ældre, på landet kan få en ordentlig postservice, siger Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen, der efter flere henvendelser til blandt andet JydskeVestkysten tog sagen op over for transportministeren.

- Det er positivt, at Post Danmark i stor udstrækning har lyttet til den kritik, der har været, og er kommet med en række forandringer for at imødekomme kritikken, siger Carina Christensen til Jydske Vestkysten.


Kilde: JydskeVestkysten