Landmand fik firedobbelt svinestøtte efter indblanding fra minister

Dagens overblik: Berlingske giver dig her et overblik over dagens vigtigste historier – om den vedholdende coronakrise og de øvrige store begivenheder og samtaleemner i ind- og udland.

Tidligere miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) pressede i sin ministertid ifølge en rapport fra Rigsrevisionen på for, at en landmand kunne få firedobbelt svinestøtte. Men støtten var mod reglerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix (arkiv)
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Godmorgen, og velkommen til nyhedsoverblikket denne torsdag, der også er Kristi himmelfartsdag. Det var dagen, Jesus angiveligt steg til himmels efter at have mødt sine disciple uden for Jerusalem.

Og apropos Jerusalem, så er verdens øjne stadig rettet mod de aktuelle fjendtlige handlinger i Israel-Palæstina-konflikten, som er fortsat trods FNs advarsler om, at situationen kan blusse op til en decideret krig i »fuld skala«. Flere Hamas-ledere er blevet dræbt, og Israels præsident advarer ifølge flere medier om, at det »kun er begyndelsen«.

Og videre til en anden form for splid, nemlig spliden om Socialdemokratiets udlændingepolitik, der fortsætter. Udlændinge- og integrationsordfører Rasmus Stoklund (S) forsøgte onsdag aften på Facebook at nedtone konflikten.

»Når man hører de politiske kommentatorer, kan man i øjeblikket få indtryk af, at vi i Socialdemokratiet har en stor intern konflikt om udlændingepolitikken. Jeg har lidt svært ved at genkende det billede fra min egen dagligdag,« skrev han.

Inden da havde Mette Gjerskov (S) blandet sig i debatten ved at skrive, at »det er kendt sag, at vi er nogle, der en gang imellem kunne ønske en anden balance«.

Inden vi går videre til nogle af de større historier i mediebilledet, tager vi et kort kig på de seneste coronatal.

Landmand fik firedobbelt svinestøtte efter indblanding fra minister og lobbyorganisation

DR kan på baggrund af en beretning fra Rigsrevisionen fortælle, at en landmand har fået firedobbelt støtte til sine svinestalde.

Normalt er der et loft på syv millioner kroner, men landmanden fik 28 millioner kroner i støtte ved at omgå reglerne og oprette fire ansøgninger fra fire forskellige virksomheder.

Episoden er foregået, mens Esben Lunde Larsen (V) var minister på området, og han tildeles også en rolle i sagen.

DR skriver, at ministeren og landbrugets lobbyorganisation Landbrug & Fødevarer ifølge Rigsrevisionen pressede på for at få Landbrugsstyrelsen til at godkende de fire ansøgninger fra landmanden, selvom styrelsen i første omgang havde afvist sagen.

Læs DRs historie her.

Bekymrede topjurister slår alarm over tendens på sociale medier: Brutalt had truer en kronjuvel i samfundet

Og nu til Berlingskes forsidehistorie fra papirudgaven.

Omfanget af hadefulde ytringer og personangreb i debatten på nettet er blevet så stort, at det i dag udgør et problem for selve ytringsfriheden, fordi det afholder debattører, politikere og helt almindelige mennesker fra at deltage i den demokratiske debat.

Sådan lyder det bekymrede opråb nu fra en række af landets juridiske eksperter i Djøfs særlige jurapanel, der i en ny undersøgelse ser nærmere på udfordringerne for debatten på de digitale platforme.

Læs hele historien her.

Socialdemokraterne forsvarer droppet sexismeundersøgelse i Københavns Kommune

Berlingske har kigget nærmere på, hvorfor en planlagt sexismeundersøgelse, som skulle gennemføres i Københavns Kommune blandt alle kommunens medarbejdere, ikke er blevet til noget.

Partierne i Borgerrepræsentationen i København var tilbage i oktober enige om, at sexisme og seksuel chikane i Københavns Kommune skulle undersøges, efter tidligere overborgmester Frank Jensen (S) måtte forlade rådhuset som følge af en række sexismesager.

Men undersøgelsen blev ikke sat på budgettet og ligger på is.

Berlingske er gået på jagt efter årsagen til, at undersøgelsen ikke er blevet til noget. Og hvad er årsagen så? Politikerne troede, at sidemanden ville tage sig af det.

Læs historien her.

Få overblikket - hver dag


I dagens overblik giver Berlingske dig hver dag et overblik over de seneste udviklinger fra ind- og udland, samt dagens vigtigste historier. Med nyhedsbrevet Berlingske Morgen vil du hver morgen modtage overblikket i din indbakke.


Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske hver dag sender mig et nyhedsbrev med de seneste nyheder fra ind- og udland og vigtigste historier om coronavirussen. Nyhedsbrevet kommer hver dag, kl. 7 i hverdagen og kl. 8 i weekenden. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke. www.berlingskemedia.dk/cookie-og-privatlivspolitik

Ærlig prins Joachim: Jeg oplever samme utilfredshed som min far

Vi skal videre til en historie om det danske kongehus.

Prins Joachim giver udtryk for, at han føler den samme utilfredshed som sin far, prins Henrik, og han har svært ved at finde sin rolle i det danske kongehus. Det skriver B.T. på baggrund af et interview med prinsen i det franske magasin Point de Vue.

I interviewet sætter prins Joachim ord på at være i skyggen af sin bror, kronprins Frederik. Da prinsen bliver spurgt ind til sin rolle, svarer han:

»Mellem os er det mere kompliceret. Kronprinsen skal blot følge tingenes gang. Men intet er defineret for nummer to og vedkommendes hustru, hverken på skrift eller i tale. Min far stiftede bekendtskab med samme utilfredsstillelse og formåede aldrig at få klargjort sin plads i kongefamilien,« siger prins Joachim.

Læs mere her.

Studie giver ingen afklaring om vaccines effekt på blodplader

Og så til en historie fra Ritzau, der kan gøre os klogere – eller måske mere forvirrede – på, om det er en god idé for at melde sig frivilligt til et skud i armen med en AstraZeneca-vaccine, når og hvis det bliver muligt fra 20. maj.

Ritzau skriver, at det ud fra et igangværende dansk forskningsprojekt endnu ikke er muligt at konkludere noget om bivirkninger ved AstraZenecas coronavaccine.

Dermed kan man heller ikke sige, at alle modtagere af vaccinen har oplevet ændringer i deres blodplader. Det er ellers blevet antydet af formanden for Dansk Selskab for Almen Medicin, Anders Beich, i en artikel i Politiken.

I artiklen sagde formanden, at »igangværende forskning peger i retning af, at alle, der modtager denne vaccine (AstraZeneca, red.), får en eller anden grad af påvirkning af deres blodplader«.

Men det er altså for tidligt at drage konklusioner på området, understreger Lars Østergaard. Han er ledende overlæge på Aarhus Universitetshospital i Skejby, professor på Aarhus Universitet og med til at gennemføre det omtalte studie.

»På baggrund af data fra studiet kan man ikke sige noget om risikoen ved AstraZeneca-vaccinen – endnu,« siger Lars Østergaard ifølge Ritzau.

Læs mere her.

Det sker i dag

  • I dag bliver de første mink gravet op, efter fire millioner mink i al hast blev aflivet og gravet ned på militære områder ved Holstebro og Karup tilbage i november sidste år.
    Naboer har klaget over blandt andet lugtgener fra de døde mink, og nu skal minkene brændes. Fødevareminister Rasmus Prehn (S) og indsatschef i Fødevarestyrelsen Kasper Klintø deltager ved opgravningen og vil svare på spørgsmål fra pressen.
  • Retten i Horsens holder i dag grundlovsforhør. Det drejer sig om en 21-årig mand fra Vejle, som sigtes for frihedsberøvelse og grov vold i forbindelse med en sag, hvor en 20-årig mand kort efter forulykkede og blev erklæret klinisk død.

Det var nyhedsoverblikket for i dag. God Kristi himmelfartsdag!