Landets eneste rugeri kæmper i Højesteret

Forkert sammensat foder gav i 1998 massedød blandt høns og haner i landets største rugeri. Krav om erstatning behandles i Højesteret.

En påstand om levering af giftigt foder til høns og haner skal nu prøves ved Højesteret. Her vil Holmegaards Rugeri ved Sønderborg mandag kræve en erstatning på mindst 3,6 millioner kroner samt dækning af en ukendt udgift til medicin, efter at foderstoffirmaet Sydjysk Andel for mange år siden leverede foder til rugeriet.

Tusindvis af høns og haner døde eller blev syge, da de spiste foder med en påstået ubalance mellem de mineraler, der normalt er i foderet. Det skete helt tilbage i 1998.

Holmegaards Rugeri er siden blevet en del af landets største og i dag eneste producent af daggamle kyllinger, Danhatch, der har produktionsanlæg ved Sønderborg og i Vrå i Nordjylland.

Souschef Niels Møller fra rugeriet oplyser, at foderet havde en forkert sammensætning og gav diarré i besætningen. Det betød meget store produktionstab.

Parterne har forgæves søgt en mindelig løsning, men sagen røg til Vestre Landsret, hvor rugeriet ikke fik medhold.

/ritzau/