Hvor mange asylbørn går der på en kræftbehandling? Hvor mange sygeplejersker kan man få herhjemme, hvis man sparer en skole i Ghana væk? Hvem har gjort sig fortjent til en særligt dyr sygehusbehandling – er det direktøren, der har indbetalt millioner af kolde skattekontanter eller den nedslidte SOSU-assistent med de varme hænder?

Det er spørgsmål, der klinger absurd, når de trækkes hårdt op. Ikke desto mindre er det den tankegang, der gennemsyrer vores samfund og den politiske debat, som den udspiller sig i den igangværende valgkamp. I sidste ende præger den også vores private liv. Intet er længere et værdigt, meningsfuldt og ædelt formål i sig selv. Alt kan kvantificeres, alt er et middel til noget andet.

Og når vi farer rundt og har så svært ved at finde mening og retning i tilværelsen, at vi må bruge millioner på antidepressiver, coaches og alskens afarter af mindfulness, skyldes det netop den instrumentaliserede tankegang, der siver fra den politiske debat ind i vores mentale liv.

»In-stru-men-ta-li-se-ring.« Svend Brinkmann, en med egne ord sur, gammel mand i en 39-årig krop, spytter ordet ud stavelse for stavelse. I efteråret udgav psykologiprofessoren ved Aalborg Universitet den uventede anti-selvhjælps-bestseller »Stå fast – et opgør med tidens udviklingstvang«, der opfordrede læseren til at tage nej-hatten på, holde op med at mærke efter i sig selv og i stedet fokusere på det negative i livet. På trods af, at bogen talte tidens hotte termer om personlig udvikling midt imod, har Svend Brinkmann brugt store dele af sin tid siden på foredrag for forsamlinger, der nikker og klapper og tager bogen med hjem for at blive bekræftet i, hvad de længe har haft en snigende fornemmelse af: At det giver livet større mening at lade være med at lede febrilsk efter den. Meningen, altså.

Men når nu landet står midt i en valgkamp fuld af politiske bud på, hvor samfundet og vi alle skal gå hen, bliver det mere end nogensinde tydeligt, hvorfra den rungende meningstomhed kommer fra, mener Svend Brinkmann.

»Den instrumentaliserede tankegang er noget, der i dag gennemsyrer stort set alt, uanset om vi taler politiske reformer eller folks almindelige hverdagsliv. Forholdet til vores venner, kærester og ægtefæller er i stigende grad instrumentaliseret. Vi opretholder forholdet til dem, så længe det er udviklende og berigende. Vennekredsen LinkedIn-ficeres og kaldes i stedet et »netværk«; noget, man kan mobilisere, hvis man gerne vil have succes,« siger han.

Tankegangen kommer fra den politiske virkelighed, hvori alle – måske lige bortset fra den yderste venstrefløj – har optaget »konkurrencestatens« præmisser og sprog.

Konkurrencestaten er et begreb, som særligt CBS-professoren Ove Kaj Pedersen tilskrives æren for at have introduceret på dansk jord, da han i 2011 udgav bogen med samme navn. Konkurrencestaten har som sit primære formål at sikre virksomhedernes og dermed landets konkurrenceevne. Hvor den gamle, moderlige velfærdsstat prioriterede omsorg og ydelser, forventes borgere i en konkurrencestat at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, såfremt de vil benytte sig af statens »services« – i et tydeligt optrukket »noget-for-noget«-rationale.

Det kunne ligne en nyliberal logik i stærk modstrid med venstrefløjens traditionelle tanker, men i sommeren 2013 meddelte den socialdemokratiske finansminister, Bjarne Corydon, i et interview i Politiken, at »jeg tror på konkurrencestaten som den moderne velfærdsstat«. En udtalelse der af mange blev udlagt som en aflivning af den traditionelle økonomisk linje hos det gamle arbejderparti. Eller et – hvis man skal drille lidt – farvel til »det Danmark, vi kender«.

Svend Brinkmann bekender sig ikke til et partipolitisk standpunkt, før han tager en indånding og påbegynder en flere minutter lang opremsning af, hvor den instrumentaliserede tankegang gør sig gældende. Den er et tværpolitisk fænomen, mener han, som de seneste otte års økonomiske krise har gjort til et næsten uimodsigeligt argument. Den har sat sit præg på dagpengereformen, fremdriftsreformen, efterlønsreformen, folkeskolereformen og enhver anden omkalfatrende politik det seneste årti:

»Tag universiteterne. De skaber ikke længere viden, fordi viden er ædelt eller og samfundsberigende. De er blevet vidensfabrikker. De studerende skal være færdige på rekordfart, så vi kan klare os internationalt, og vi, der underviser, skal dokumentere vores resultater i skemaer. Eller tag folkeskolereformen. Skoleelever skal ifølge den bevæge sig noget mere – ikke fordi det er sundt og giver velbehag i sig selv at bruge sin krop, men for at blive bedre til matematik og læsning. I det hele taget har det ikke længere egenværdi at være barn og gå i skole. Barndommen er blot en forberedelse til, at man kan præstere på arbejdsmarkedet,« siger Svend Brinkman.

»Vi diskuterer ikke længere, at det at læse noget og tilegne sig kundskab eller kunstneriske erfaringer gennem litteratur i sig selv har en værdi. Vi burde diskutere, hvad børnene læste, og ikke hvor hurtigt, de kan komme til det.«.

Man kan høre instrumentaliseringen komme ud af munden på politikerne og aflæse den på valgplakaterne hver eneste dag under valgkampen. Særligt når politikerne diskuterer to af de indtil videre dominerende emner: Dagpengereformen og flygtningestrømmen:

»Hele måden, vi taler om arbejdsløse på, illustrerer, at mennesket har en værdi for staten i den udstrækning, han/hun kan bruges som et instrument. Sloganet ’Det skal kunne betale sig at arbejde’ (Venstre-kampagne, red.) er nærmest lige i øjet dét, jeg er kritisk overfor. Det er et instrumentalt menneskesyn, der kobles med, at samfundet i dag angriber arbejdsløshed ud fra en psykologisk tilgang, f.eks. med coaching og motivationskurser, og ikke ud fra en strukturel, som man gjorde i gamle dages arbejdsmarkedspolitik. Arbejdsløshed er blevet et individuelt problem. På samme måder lyder kampagnebudskabet til flygtninge og indvandrere, der kommer hertil, at ’du skal arbejde’ (S-kampagne, red.). Mennesket har ikke længere værdi i sig selv. At arbejde er ikke i sig selv ædelt og meningsfuldt. At redde et andet menneske har ikke længere egenværdi,« siger Svend Brinkmann.

Han ved godt, at man i disse år risikerer at blive kaldt »naiv«, når man tænker ud af instrumentaliseringsboksen:

»Når man siger sådan her, bliver man hurtigt beskyldt for at være hellig. Jeg er bare optaget af måden, vi taler om problemerne på.«

»Instrumentaliseringen« blev med Brinkmanns ord ’uhyggeligt præcist udtrykt’ i sidste weekends TV 2-duel mellem statsministerkandidaterne, Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V). Tallene føg gennem luften i et skænderi om, hvem af de to fløje, der har finansieret deres løfter bedst:

»… Selvfølgelig har vi penge, nu da statsministeren tager det op,« sagde Løkke cirka halvvejs i duellen:

»Vi (Danmark, red.) bruger seks mia. kroner mere i år, end da jeg var statsminister, på asyludgifter. For det kunne man få 150.000 kræftoperationer eller 14.000 sygeplejersker.«

Men når man på den måde stiller noget, der ikke er æbler eller vandpumper, men menneskeskæbner, op i regnestykker, mister man noget vigtigt, mener Svend Brinkmann:

»Alt lader sig tilsyneladende efterhånden omregne til alt andet. Alle kvalitative distinktioner forsvinder på den måde; sundhed, medmenneskelighed, kunst, uddannelse og alt muligt andet kan pludselig blandes sammen og opgøres rent kvantitativt. Hvis man skal svinge sig op på den høje filosofiske hest, skrev den gamle oplysningsfilosof Immanuel Kant, at alting i verden enten har en pris eller en værdighed. Mennesket udmærker sig ved at have værdighed – og den kan man altså ikke sætte pris på. Hvis man begynder at tale om, hvorvidt det kan ’betale’ sig at tage flygtninge ind i landet, så har man allerede sat pris på dem,« siger Svend Brinkmann.

Hvorfor er politikerne begyndt at tale og tænke på den måde?

»En del af det skyldes ’djøficeringen’ af politikken. Vores dages politikere er uddannet og trænet til at tænke i optimering. De har lært at tænke i ’mest for pengene’ og i den mål-og-middel-tænkning, som jeg er kritisk over for her. Men i politik skal man bare huske, at der er mange andre logikker end den økonomiske. Hvis økonomisk logik er den eneste, vi lægger ind over pædagogik, arbejde, kunst eller demokrati, så fordrejer vi de områder og overser deres egenart.«

Konkurrencestaten med dens tilhørende politiske reformer bliver af mange økonomer og politikere udlagt som en rettidig modernisering af den klassiske velfærdsstat, der var for dyr og for ineffektiv. Tilhængere får julelys i øjnene ved lyden af begreber som »rationalisering« og »vækst«, mens ord som »livskvalitet« og »mening« fremkalder deres overbærende fnisen. Kritikerne mener derimod, at konkurrencestatens logikker undergraver demokratiet og fællesskabet. Konkurrencementaliteten gør det dominerende »vi« til et »jeg«. Og når alt reduceres til »nødvendighedens politik«, holder politikere holder op med at være visionære, mens vi andre holder op med at være demokratiske medborgere. I stedet bliver vi forbrugere – også på det politiske marked, hvor politikerne falbyder deres vare, som er smagstestet i meningsmålinger. Hvis varen ikke falder i forbrugerens smag, skifter man blot politik. Eller hopper parti. Som både vælgere og politikere gør i stor stil i disse år.

Vi er blevet »et dement samfund«, som en af kritikerne, historikeren Michael Böss, har formuleret det; et samfund, der ikke kan huske sin egen historie, og snart ikke er genkendelig for hverken sig selv eller dem, der holder af det.

Svend Brinkmann lægger sig i halen af den kritik. Men da hans felt er psykologi, er hans ærinde, hvad den instrumentaliserede tankegang gør ved vores individuelle liv.

»Aristoteles indledte sin bog ’Etikken’ med at sige, at der er en mængde ting, vi gør for at opnå noget andet. Vi går eksempelvis til læge, fordi vi gerne vil være raske. Men der er også noget, som er et mål i sig selv. Og det er netop der, sagde han, at det etiske og det meningsfulde ligger. Man kan også måle det rent videnskabeligt. Der er en masse psykologisk forskning fra de seneste 25 år, som påviser, at de ting, vi gør for handlingen i sig selv, er det, som bringer os ægte tilfredsstillelse og mening.«

Og det får vi for lidt af. Anderledes kan man ikke læse statistikkerne om stress, depression og medicinforbrug, mener Brinkmann.

»Vi er rådvilde omkring, hvad der er vigtigt i tilværelsen. Hvad meningen er, og hvad der er sit eget formål. Man kan næsten forestille sig mennesker, som lever hele deres liv, hvor alt, de foretager sig, er et redskab eller et middel til at nå hen til noget andet: Vuggestuen er bare en forberedelse til børnehaven, der bare er en forberedelse til skolen, der bare er en forberedelse til arbejdslivet, der bare handler om at gøre sig fortjent til pensionen, og så dør man. Og det var så ligesom det liv. Men det er jo ikke det samfund, vi ønsker. Er det?«