»Lamborghini er blevet symbol på noget vulgært og nyrigt for Amaliegadetypen«

Lamborghini er uforvarende blevet selve symbolet på regeringens skattereform, men hos Lamborghini-Copenhagen er de helst opmærksomheden foruden.

Foto: Sofie Mathiassen

Der er kun et vildfarent pistolskud fra Mjølnerparken til Lamborghini-­Copenhagens hovedsæde på det alleryderste Nørrebro. Horisonten er fyldt med forfalden oldschool graffiti, og baggårdene bag den forgyldte Lamborghini ved indgangen er omkranset af rusten pigtråd.

Det er et sted, hvor enhver skattereforms yderste kontraster mellem velfærd og skattelettelser, fri vilje og fællesskab kolliderer i det halvforladte ingenmandsland mellem tyren, der markerer Mjølnerparkens begyndelse, og den frådende tyr, der er placeret yderst på enhver Lamborghini.

Symbolet på noget vulgært og nyrigt

Som rødvinsforhandlere og kartoffelproducenter før dem er Lamborghini uforvarende blevet symbol for en af de store politiske reformer, efter at erhvervsminister Brian Mikkelsen i sin iver for at forklare lyksalighederne ved en aktiesparekonto for hr. og fru Danmark kom med et eksempel, som alle kan forstå:

»Hvis man for eksempel vil købe en lækker Lamborghini, må man godt gøre det, fordi det er ens egne penge,« som han sagde til Børsen.

Og det kan der jo unægtelig være noget om. Men hos Lamborghini-Copenhagen har de ikke brug for opmærksomheden. Vi må godt komme forbi og fotografere de udstillede biler på første sal i den enorme bygning. Men de vil ikke svare på noget.

Lamborghini-reformen har intet med Lamborghini at gøre. De, der køber biler i den prisklasse, går formentlig også højst principielt op i, om de ændrede registreringsafgifter gør den et par millioner billigere. Så hverken sælgerne, mekanikerne eller eventmanageren vil fortælle, hvad Lamborghini egentlig er for en bil, og hvem der køber den.

Men hvis man i stedet sender en sms til forfatter Christian Frost, der har skrevet en bog om Lamborghini, ringer han øjeblikkeligt for at fortælle om det sted i Italien, hvor de både producerer nogle af verdens smukkeste biler og også Lamborghini.

Han kalder Lamborghini for »klassisk italiensk kaos«, og han taler længe og varmt om især de ældste modeller.

»I dag er Lamborghini blevet symbol på noget vulgært og nyrigt for Amaliegadetypen, der ikke kan få noget, der råber højt nok. Jeg tror ikke, de synes, afgifterne er for høje, for en stor del af fornøjelsen er at køre rundt i noget, som ingen andre har råd til. Det er en stor del af det,« siger Christian Frost, der selv har følt sig lettere beklemt de gange, han har forsøgt at manøvrere en Lamborghini rundt i København i embeds medfør.

»Jeg har heller aldrig scoret i en Lamborghini,« som han siger.

Man skal kunne bære den, og det er han ikke helt sikker på, at han kan. Han har i hvert fald ikke råd. Men måske sænkelsen af bilafgifterne alligevel betyder noget, også selv om det egentlig ikke var det, Brian Mikkelsen talte om, da han brugte det eksempel, der lige faldt ham ind.

»Langt de fleste leaser Lamborghini, men de, der køber dem, vil selvfølgelig gerne gøre en så god handel som muligt. Det så vi, da registreringsafgiften på Tesla blev fjernet for et par år siden. Det handlede ikke om at gøre noget godt for miljøet, men om at de, der køber biler i den prisklasse, simpelthen finder fornøjelse i at kunne køre rundt i en bil, de ikke har betalt registreringsafgift for,« siger Christian Frost.

​Den ekstreme fejring af livsglæde

Han vurderer, at der kører et par hundrede Lamborghinier rundt på danske veje, og at der måske bliver solgt en lille håndfuld om året. I showroomet er priserne angivet i euro og eksklusive moms og skat. Den nyeste, en skriggrøn Aventador S, starter på et godt stykke over 200.000 euro. Hvis man vil slippe billigere, kan man nøjes med 186.550 euro inden afgift for en knaldrød Huracán Spider. Og nu, hvor vi er ved det røde, så synes Christian Frost faktisk, at det er synd, at netop Lamborghini er blevet symbol på nyrig vulgaritet.

»Det er synd, at Lamborghini bliver dæmoniseret til at være det her yuppiesymbol, for Lamborghini repræsenterer alt andet. Stifteren Ferruccio Lamborghini sørgede for ordentlige forhold for sine folk og byggede blandt andet en af de første fabrikker med vinduer, så arbejderne kunne se dagslyset. Han kunne selv følge produktionen fra sit kontor og var ikke bange for at få olie på fingrene. For mig er Lamborghini ikke det vulgære symbol på rigdom, som det er blevet gjort til, men på den ekstreme fejring af livsglæde,« siger Christian Frost.

Men det handlede slet ikke om Lamborghini, har Brian Mikkelsen siden forklaret.

Det handlede om at drømme umulige drømme.