Samme år, som Rigmor foretog, hvad der skulle vise sig at blive hendes sidste avancement i Codan-regi, rejste Peter Zobels højre hånd i Codan, meddirektør Jens Erik Christensen, fra Danmark til RSA i England, hvor han fik ansvaret for alle selskabets europæiske aktiviteter og dermed også Codan. Peter Zobels underordnede var blevet hans overordnede. Manden bag denne manøvre var selskabets første globale CEO, New York-advokaten Bob Mendelsohn.

Mendelsohn var af den opfattelse, at det var på tide med en gennemgribende ændring af kulturen hos selskabets danske foretagende. Det gennem tre Zobel-generationer drevne Codan skulle fremover passe bedre ind i ejernes globale image. Med andre ord: hellere udstråle RSA end Zobel.

Og så skulle der udvides ud over landegrænserne. Den nu verdensomspændende engelske forsikringsgigant var med fusionen i 96 – og ikke mindst ejerskabet af 72 procent af aktierne i Codan A/S – mere end klar til at transformere det danske selskab til et stort nordisk. Og den opgave havde RSA-folkene udset Jens Erik Christensen til at stå for. Han vidste det bare ikke, da han første gang landede hos RSA i England.

Jens Erik Christensen havde Peter Zobel overtaget fra Baltica.

Det var anden gang, Christensen var i selskabet. Første gang var som ung ansat i selskabets nystiftede IT-afdeling. Men dengang blev han fyret af Zobels tidligere regnskabsdirektør Bendt Møller, som ikke var imponeret over Christensens evner. Men nu var han via Baltica tilbage i folden hos Codan.

Hos RSA og i særdeleshed Bob Mendelsohn var man fuldt ud fokuseret på behovet for en strategisk reorganisation af forsikringsbranchen.

Codan A/S skulle ind på både det svenske og norske marked og derfra gerne videre ind i de baltiske lande. Den manøvre skulle iværksættes nu, og første selskab i overtagelseskikkerten var det dengang svenske SEB-ejede Trygg-Hansa.

Om det var RSAs ønske om strategisk reorganisation i Norden i slutningen af 90erne, der fremtvang Peter Zobels beslutning om at meddele sin afgang fra posten som administrerende direktør, hvor han havde siddet i 20 år, eller om det skyldtes udsigten til talrige sværdslag med Bob Mendelsohn i fremtiden, vil han ikke svare på. Men det står rimeligt klart for enhver tæt på koncernen dengang, at var der ikke blevet fundet en fælles, mindelig afslutning på samarbejdet, så var direktørkontrakten kort efter blevet termineret fra engelsk side. Det er en kendsgerning, at Mendelsohn & Co. var klar over, at Peter Zobel ikke fandt Trygg-Hansa-idéen attraktiv. Han mente, at prisen var alt for høj. Og så var der jo lige den ikke helt ubetydelige detalje, at Mendelsohn på ingen måde brød sig om den Zobel-kultur, der herskede i det danske datterselskab.

Det hjalp bestemt ikke på Zobel-Mendelsohn-relationen, at Peter under middagen efter generalforsamlingen i 1998 hjemme på Smidstrup Strandgaard udsatte sin engelske chef for rendyrket, pæredansk Zobel-humor. Mendelsohn var et nyt ansigt i Codan-kredse, og middagen på Fredheimsvej i Rungsted kom galt af sted fra starten, fordi stort set ingen i forsamlingen anede, hvem den engelske-amerikanske herre var. Når han på statelig vis præsenterede sig blandt en mindre gruppe gæster med velkomstdrink i hånden med: »Good evening, my name is Bob Mendelsohn«, virkede responset til højst at være et almindeligt dansk »nå, goddag med dig«.

Ingen anede, at der var tale om den globale chef for hele koncernen. Men det skulle blive anderledes ud på aftenen, da Mendelsohn under middagen slog på glasset og rejste sig for at holde en længere tale. Efter at overbossen havde præsenteret sig for forsamlingen, var der sikkert et par herrer, der sank en ekstra gang. Mendelsohn selv virkede uberørt.

Selve talen fejlede egentlig ikke noget. Det var en klassisk amerikansk peptalk, hvor de største visioner og glæden ved det globale samarbejde blev luftet. Og selvfølgelig fik Codan mange flotte ord med på vejen. Han afsluttede talen med at introducere forsamlingen for det, han betragtede som RSAs motto, og som han gerne så, det danske datterselskab også tog til sig. Mottoet lød: »Truth, trust and teamwork«. Disse tre ord ønskede Bob Mendelsohn, at de tilstedeværende spredte overalt i Codanhus.

Da Mendelsohn var færdig med at tale og havde skålet med selskabet, blev han høfligt klappet tilbage i sin stol. Så tog Peter Zobel ordet. Han takkede kort for Mendelsohns tale, men sluttede til alles overraskelse – men alligevel på klassisk Peter Zobelsk vis – af med at sige, at det var meget udmærket med alt det dersens »truth, trust and teamwork«, men de ansatte skulle hellere bare tage og fortsætte med at gøre, præcis som han sagde, for så kørte forretningen bedst. Var der klukken omkring bordene efter den udtalelse, kom den med garanti ikke fra Mendelsohns strube.

Da middagen var slut, og Bob Mendelsohn havde forladt Smidstrup Strandgaard, hev Dorthe Bentsen diskret sin chef til side og fortalte ham – for første gang nogensinde – at han denne gang var gået langt over stregen. Hun vidste præcis som de øvrige gæster, at selv om der selvfølgelig var et gran af humor i Peter Zobels opfordring til de ansatte, herunder nedsablingen af Mendelsohns budskab, så herskede der ingen som helst tvivl om, at han mente hvert et ord, han havde sagt.

Det var meget fint med den engelske ledelses nu lettere amerikaniserede idéer, men på dansk jord bestemte han. Sådan havde det – med undtagelse af forsøget på overtagelsen af Kgl. Brand – altid været.

Codan A/S udsendte den 22. februar 1999 en pressemeddelelse, der varslede, at selskabet formodentlig allerede ved udgangen af juni samme år ville få ny administrerende direktør. Med ét stod det klart for den samlede danske erhvervspresse, at Rigmor Zobel ikke længere var at betragte som kandidat til posten som sin fars efterfølger. Med kun fire år i virksomheden var hun ganske enkelt endnu ikke klar til opgaven, trods det at hun gennem hele sin ansættelse havde løftet alle opgaver på bedste vis.

Det blev i stedet Jens Erik Christensen, der i juni 1999 overtog både kontoret på 17. etage af Codanhus på Gammel Kongevej, titlen som administrerende direktør for Codan og ikke mindst rollen som arkitekten bag den kulturrevolution, som virksomheden nødvendigvis stod overfor, da Zobel-æraen – efter tre generationer over ikke mindre end 101 år – var forbi.

Tilbage i Codanhus var der således kun én Zobel, og i revolutionens hellige navn måtte også hun en tur forbi skafottet, frivilligt eller ej. Det var hendes eget valg. For så længe hun var i huset, var Zobel-kulturen i huset. Året efter forlod Rigmor Zobel koncernen til fordel for et job som administrerende direktør hos reklamebureauet Rapp Collins.