Læs biskoppens prædiken

Biskop Peter Skov-Jakobsens prædiken ved mindegudstjenesten for ofrene for terrorangrebene i Norge. Afholdt den 27.juli 2011 i Københavns Domkirke.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er dage som, man aldrig ville have ønsket for jorden!

Der er dage, der prenter sig ind i sindet, og de vil altid stå der!

Der sker ting i verden, som er så bedærvede, dumme og onde, og efterlader mennesker med en levende fornemmelse af magtesløshed! De fleste af os fornemmede det forleden fredag.

Den vilde magtesløshed griber ud efter hårde ord, overbevisende ord, rasende ord. Mon ikke de fleste af os har nærmest svunget næverne mod himlen og bedt om, at der dog blot måtte undes os en flig af mening i det meningsløse! Svaret var tavshed – eller rettere sagt: et skrig! I en af de mange reportager hørte man et skrækslagent menneskes desperate skrig!

Det skrig har givet ekko i mange sind. Om man tror eller ikke tror – én ting er vi fælles om, og det er fornemmelsen af, at nu skal vi være påpasselige med ord. Nu truer alt med at blive hult, overfladisk, ligegyldigt. Verden synes berøvet sin dybeste mening for en stund – altså gudsforladt. Hvordan kan vi finde de ord som får klang, de farver der giver horisonter, de toner der klinger? Hvordan tør vi igen tale om håb i en verden, hvor vanviddet har manifesteret sig så grufuldt? De fleste mennesker indrømmer at tanken om at verden skulle være gudsforladt er dem bekendt, og derfor forfærdes vi og jages af meningsløsheden. Vores øjne spejder efter kærligheden, friheden, hjerteligheden og retfærdigheden!

Pludselig er det som om der ud af søen stiger et land. Det rejser sig af havet med smukke konturer. Det er furet og det er vejrbidt, men landet har en drøm med sig – ikke et mareridt! I som er norske skal vide, at der nok intet er, som vækker beundring, forundring og længsel i danske sind, som fjeldet – den stolte landmasse som rejser sig mod skyerne.

Den norske digter Rolf Jacobsen beskriver fjeldet, så ingen er i tvivl om at fjeld er mere end fjeld! Det står der, og står der, og flytter sig ikke en tomme og mennesker kan lægge deres forpinte pander mod fjeldvæggen og få hvile og kølighed. Fjeldet stod der, da de hamrede en stakkel fast til korset og mens de store hoveder, som ikke rummede en tanke, havde magten. Det stod der under koncentrationslejrene og under Hiroshima. Det står der som landemærke for død, uro og måske for håbet. Det står der som stjernerne. Noget gammelt. Noget man kan holde fast i og køle sin pande på.

Sådant fjeld er saligprisningerne. Salige er de fattige i ånden, salige er de sørgende, salige er de sagtmodige, salige er de, der hungrer og tørster efter retfærdigheden, salige er de barmhjertige, de rene af hjertet, fredsstifterne og de forfulgte. Jamen, det er da ellers ikke de mennesker der er rift om og den status, der er eftertragtelsesværdig! Men det er altså Jesus’ radikale kærlighedsbudskab. Magten, den virkelige magt, altså den der skaber, den der åbner for den frie ånd, den der åbner mit sind for medmennesket, den der får mig til at forstå og erkende at jeg er en del af et større hele – den magt er helt anderledes end den magt der dikterer, forbyder, myrder.

Tjekkoslovakiets første præsident, Masaryk, formulerede det klart da han hævdede at princippet for magten ikke skulle være Cæsar, altså kejseren, undertrykkeren, den uimodsagte; men Jesus. Magt skulle være andet end behændige intrigers spil og manøvrerings kunst. Magt skal være Ånd som udstråler kærlighed og længsel efter fællesskab – det skal være en vandring mod fælles lykke – en vandring væk fra vold, forfængelighed, ærgerrighed og egoisme. Vi bliver nødt til at se det i øjnene, at demokrati er afskyet af nogle mennesker. Store dele af den politiske kamp i det 20.århundrede handlede om demokratiet eller en anden drøm, som de fleste af os i vores sammenhæng anser for et mareridt: det totalitære samfund. Jeg ved ikke hvor den idé stammer fra at noget menneske skulle kunne have så meget ret, og være så klarsynet at vedkommende skal være uimodsagt, være hævet over diskussion.

Vi bliver nød til at værne vores måde at være samfund på! Vi bliver nødt til at insistere på åbenhed, den frie tanke, tolerance og medfølelse for modstanderen. Vi tror på at meninger skal brydes. Modstanderen skal ikke lægges for had. Demokratiets livsnerve er samtalen, diskussionen og selvfølgelig retten til at demonstrere. Hvad skulle der dog blive af os, om vi accepterede det totalitære menneskes vrede mod modstanderen og foragt for medmennesket? Vi har lige været vidne til, hvilken foragt for medmennesket, vrede og arrigskab efterlader.

»Elsk jeres fjender, bed for jeres modstandere,« havde Jesus sagt til disciplene. Vi bliver nødt til at hæge os fast i den umulige kunst og vise agtelse for modstanderen, for vi vil ikke ende i deres skingre retorik og blive besat af smålighed og snæversyn, tyranni og hæslighed, politisk og menneskelig afstumpethed!

Forfærdelsen og gruen som udspillede sig i Oslo og på Utøya i fredags efterlader mange mennesker med ubeskrivelig smerte, og vi, den nærmeste familie, kan kun græde med og stille os ved siden af og nynne med på håbets sange, måske række en trøstende hånd eller sende et varmt blik, lægge en blomst, tænde et lys, bede Gud åbenbare sin kærlighed især i de fortvivlede og forpinte hjerter. Med sorgen som ledsager vil vi gå ind i fremtiden, og vi vil håbe – vi vil stædigt håbe, at troens fantasi vil befri menneskelighed, fællesskab, barmhjertighed, mod, glæde, jubel. Vi vil stædigt længes efter en ny himmel og en ny jord – og vi vil drømme om det helt andet og den helt anden – altså ham der helbredte og mødte mennesker, hvor de var, og vi vil håbe at vore drømme smitter af i gerninger mod fællesskabet.

Lad os imens blive udfordret af fjeldet, af Jesus. I fangenskab skrev den norske digter Arnulf Øverland i 1942 digtsamlingen »Vi overlever alt.«

Han var ikke så begejstret for kirken, som han syntes havde leveret sit bidrag af sladder og hykleri; men han havde en enestående fornemmelse for Jesus. I digtet »Han skal komme« udtrykker Øverland drømmen om den helt anden - altså om frelseren som måtte dø, om tømmersvenden der gik i dårligt selskab, om spotteord mod korset da han blev henrettet - og om drømmen: at han, Jesus, ville komme igen. Og så springer han op til nutiden og skriver om, når fremmede råder i riget, og sønner angiver fædre og hustruer mænd, når veje er øde og mørket fuldt af skrig, når mordere knejser med nakken og luften man ånder er stank - og dér midt i den gru - midt i det mørke - midt i fangenskabet beskriver han så Jesus-håbets kulmination:

Vi kender ham endnu ikke.
Vi ved ikke hvem han er.
Han bærer ingen krone.
Han fører ingen hær.
Vi mærker kun en stilhed:
Nu er han nær!

/Stjo