Lærken forsvinder - hvad rager det mig?

Måske er jeg tykhudet og en sukkersød romantiker, men når jeg hører Dansk Ornitologisk Forening dokumentere, at vi de seneste 40 år har mistet næsten halvdelen af de ca. 6,4 mio. fugle, der lever på opdyrkede arealer, så gør det sgu nas på en anden måde end andre sørgelige nyheder.

Det drastiske fald i fuglebestanden var ikke breaking med bulder og brag. Det var et stille pip fra det brølende nyhedshelvede. Få timer efter havde skatteaftale, asyllejre og Umbrella-sag druknet nyheden om, at fire af fem viber, fem ud af seks agerhøns og mere end halvdelen af alle lærker på markerne er forsvundet. Årsag: Landbruget dyrker markerne så intensivt, at fuglene bliver hjemløse og fødeløse.

Det er, som om jeg ikke kan få greb om lige netop den nyhed. På den ene side forstår jeg godt kollegaen ved kaffemaskinen, der sendte mig et dødt »der er vigtigere ting i verden«-blik, da jeg bragte fuglenes pauvre tilstand på bane. På den anden side rystede de uigendrivelige fakta mig i min grundvold. Helt ned til, hvor »dannelse« og »imaginær kulturarv« ligger og skvulper.

Kommende generationer vil sjældnere og sjældnere høre lærkens eller svalens triller og sang. Snart vil man tro, at der skal være dødsens stille ude på landet. Og ingen vil vide, hvorfor det hedder en lommelærke eller »en enlig svale«. »Jeg ved en lærkerede«, vil folk tro er pussenusset fiktion og ikke et lyrisk snapshot fra virkeligheden i Danmark for snart 100 år siden.

Da jeg stod med kollegaen ved kaffemaskinen, var jeg lige ved, men gjorde det ikke, at fortælle om den gang i min barndom, da vi på vej til et sommerhus kørte ind i en lærke med høj fart, og dens lille varme krop lå på køleren af Morris Marinaen og åndede ud. Hvad skulle han også med den historie? Det var jo blot en anekdote.

Eller måske ville jeg brande mig selv som en af dem, der har oplevet en lærke, datidens danske nationalfugl, på tæt hold og dermed få samme status som en, der kan huske bakelit-telefonen og fodbolde med snøre.

Jeg kan godt høre det. Det lyder som Disney møder Morten Korch.

Men det er den vej, det går. Om få år vil faldet i antallet af insekter, også en følge af landbrugets intensive dyrkning af marker og kvæg, der holdes i staldene, gøre, at jeg kan fortælle samme nostalgiske sommerferiehistorie blot med en guldsmed eller en bi i offerrollen.

I 1960 bestemte Undervisningsministeriet, at Danmarks nationalfugl skulle være sanglærken. Utilsigtet symbolsk på de nye tider væltede knopsvanen lærken af pinden som symbol på danskheden i 1984, da Poul Thomsen i TV-programmet »Dus med dyrene« gennemførte en afstemning blandt seerne.

Nu skulle symbolet på det at være dansk ikke længere være den lille grå og undseelige lærke med den smukke sang.

Nu skulle det være den aggressive og territoriale svane, der med glæde bygger rede i havnens flydende skrald og efter sigende kan brække armen på en mand med sin vinge.