Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
København. I foråret 2013 blev folkeskolelærernes arbejdstidsregler ændret efter et regeringsindgreb, og kort tid efter blev der desuden indgået en aftale om en ny folkeskolereform.
Det betød, at mange folkeskolelærere i skoleåret 2014/2015 mødte til en ny hverdag. En hverdag, hvor de skulle undervise mere, og hvor der blev stillet større krav til, at de skulle være til stede på skolerne.
De nye arbejdsvilkår har siden 2013 påvirket lærernes sygefravær, som frem til 2015 er steget. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Ifølge analysen lå lærernes sygefravær på grund af egen sygdom i gennemsnittet på 11,1 dage i 2013, 13,1 dage i 2014 og 13,9 dage i 2015.
Det svarer til at sygefraværet er steget med godt 2,7 dage fra 2013 til 2015.
I Danmarks Lærerforening er der ingen tvivl om, at sygefraværet kan tilskrives ændringerne.
- Det pres, mange lærer oplever ved ikke at kunne lykkes med deres arbejdsopgaver, stiger, siger formand Anders Bondo.
- Kombinationen af at man valgte, at lærerne bare skal undervise mere for at kunne finansiere reformen, viser sig at have nogle store omkostninger.
Han henviser til et nyt forskningsprojekt, som bekræfter det pres, mange lærere føler. Projektet viser, at flere forlader folkeskolen for at undervise på en privatskole. Andre finder en ny branche.
Mere præcist viser tal fra Danmarks Statistik, at 11 procent af de fastansatte lærere i 2014 ikke længere arbejdede i folkeskolen i 2015.
- Når lærere ligefrem vælger at forlade faget, fordi de ikke kan stå inde for kvaliteten i den daglige undervisning, så er det da et klart signal om, at vi må gøre noget, hvis vi har ambitioner på de kommende generationers vegne, siger Anders Bondo.
I Skolelederforeningen erkender formand Claus Hjortdal også, at sygemeldingerne stiger.
- Konstante nedskæringer i det offentlige er med til at presse situationen, og det er der simpelthen nogle, der ikke kan holde til, siger han.
Han mener imidlertid, at antallet af sygemeldinger er faldende i 2016. Det kan dog først med sikkerhed fastslås, når tallene offentliggøres til foråret.
/ritzau/