Lærerformand: »Da jeg gik i skole, hed det i bedste fald »drille« eller »udfordre« i situationer, man i dag kalder mobning«

Regeringen har lige lanceret en national aktionsplan mod mobning. Men ordet »mobning« har skiftet karakter og dækker i dag over både drilleri og grov mobning, mener lærerformand Anders Bondo Christensen.

ARKIVFOTO:  (Foto: Keld Navntoft/Scanpix 2015) Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft

Skolelærernes formand, Anders Bondo Christensen, mener, at ordet mobning har skiftet karakter, og at skolebørn i dag bruger ordet mobning på en anden måde, end da han selv gik i skole. Når børn taler om mobning i dag, kan det dække over alt fra grov mobning til drillerier og udfordringer fra for eksempel lærerne.

Hvad er rigtig mobning, og hvad er ikke rigtig mobning?

»For nogle år siden kom min datter hjem og sagde, at hendes lærer mobbede hende. Det var, fordi læreren holdt fast på, at hun skulle aflevere den engelske stil, hun havde fået for. Der var selvfølgelig på ingen måde tale om mobning, og det mente min datter da heller ikke, at det var. Men hun brugte bare ordet mobning på den måde. Der er mange børn, der bruger ordet mobning i sådan en situation. Ordet mobning bliver brugt i mange sammenhænge, og det skal vi være opmærksomme på,« siger formanden for Danmarks Lærerforening, da Berlingske ringer ham op for at få en forklaring på, hvad han mener »rigtig« mobning er.

Da børne- og undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) og børneorganisationerne i sidste uge den 18. august fremlagde deres store nationale aktionsplan mod mobning, tweetede Anders Bondo Christensen nemlig:

Lærerformanden forklarer til Berlingske, hvorfor han satte parentes om ordet »rigtig«:

»Dengang jeg gik i skole hed det i bedste fald »drille« eller »udfordre« i nogle af de situationer, man i dag kalder mobning. Men det er klart, at i de tilfælde, hvor der finder mobning sted, er det et overgreb mod børn, og det må vi aldrig acceptere. Det er vigtigt, at vi kan skille skæg for sig og snot for sig.«

Der er flere, der mener, at børnene selv kan vurdere, om de er blevet mobbet eller ej. Mener du ikke, de kan det?

»Jo, men man skal bare vide, at børn bruger ordet og tillægger ordet noget helt andet end det, vi allesammen er enige om er et overgreb mod børn. Ordet har som så mange andre ord i det danske sprog ændret karakter. Det betyder ikke, at vi ikke skal bekæmpe mobning af alle kræfter. Vi skal bare være opmærksomme på, at hver gang man bruger ordet mobning, så er der ikke tale om mobning. Det er heller ikke, fordi børnene nødvendigvis mener, de er blevet mobbet i den forståelse.«

Er det læreren eller skolelederen, der skal afgøre, om et barn er blevet udsat for rigtig mobning, hvis barnet kommer og siger, at det er blevet mobbet?

»Det er ikke noget med, at de skal afgøre det. Man skal bare være opmærksom på, at min datter slet ikke mente, hun var blevet mobbet.  Nu er jeg begyndt at få børnebørn, de bruger også mobning for noget, der er mildere end det, vi ville have kaldt »drilleri«. Den dag, de bliver mobbet, skal vi tage det helt alvorligt.«

Hvordan finder vi ud af, om de er blevet mobbet, hvis de bare siger, de er blevet mobbet om stort set alt?

»Jeg tror, at mange forældre sagtens vil kunne vurdere, om der er tale om mobning eller om noget andet. Jeg prøver ikke at underkende et barns oplevelse af at være blevet mobbet. Jeg prøver bare at sige, at børn bruger ordet, selv om de ikke er blevet mobbet. Børnene mener heller ikke selv, de er blevet mobbet. De bruger ordet om nogle andre ting. Hvis børn mener, at de bliver mobbet – med den betydning, som man oprindelig lagde i ordet mobning – så skal man selvfølgelig tage det alvorligt.«

Kan man så overhovedet bruge de undersøgelser til noget, hvor man spørger børn, om de er blevet mobbet?

»Nej, altså jeg mener, det dækker over et bredt spektrum. Det tror jeg bestemt, fordi ordet netop har skiftet karakter - som så mange andre ord i det danske sprog har gjort.«

Så det i dag kan dække over noget, der er meget mildere, end dengang du gik i skole?

»Det dækker også over noget, der er meget mildere. Men det dækker også over den meget grove mobning, som vi under ingen omstændigheder vil acceptere,« siger Anders Bondo Christensen.