Lærere skal spotte brugen af social kontrol

Lærerne skal oplyses bedre, så de kan hjælpe unge med indvandrerbaggrund til at sige fra over for social kontrol, fastslår projektansvarlig Jacob Als Thomsen.

Lærere på ungdomsuddannelser skal blive bedre til at spotte brugen af social kontrol mod unge nydanskere, siger Jacob Als Thomsen, der er projektansvarlig for to projekter, der skal hjælpe unge med indvandrerbaggrund ud af social kontrol.

Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale forhold har afsat 4,8 millioner kroner til en række initiativer, hvor fokus på emner som ligestilling, rettigheder og seksualitet skal hjælpe de unge til at gøre op med den sociale kontrol og oplyse deres forældre på området.

Jacob Als Thomsen påpeger, at lærerne kan være »berøringsangste«, når det handler om social kontrol, selvom de i virkeligheden kan gøre en stor forskel for de unge.

»Lærerne kan være meget berøringsangste nogle gange, men faktisk viser undersøgelser, at mange af de unge typisk har fået hjælp, hvis deres lærere har været gode til at spotte de unges problemer. Men der er rigtig mange lærere, der ikke kan se problemerne i tide, så vi skal give lærerne en viden om, hvilke udfordringer, de her unge med anden etnisk baggrund står over for,« siger han.

Fire projekter har fået del i puljen, og initiativerne når ud i både udsatte boligområder og på skoler.

Der er lang vej endnu, påpeger Jacob Als Thomsen.

»Det vil ikke løse problemstillingen helt, men vores erfaring er, at de her ting i det små hjælper rigtig meget. Men det er selvfølgelig en lang proces,« fortæller han.

Unge nydanskere kan opleve stærk social kontrol ved, at især piger har begrænset udfoldelsesmuligheder i forhold til fritidsaktiviteter, hvilken venner de må omgås, og hvordan pigerne skal opføre sig i det offentlige rum, fordi deres opførsel i mange tilfælde bliver opfattet som afgørende for familiens ære. Der er altså en stor forskel på, hvad piger og drenge må, vurderer projektansvarlig Jacob Als Thomsen.