Lær jagt hjemme i stuen

Norske jægerspirer kan tage en del af deres jagttegn foran computeren - danskerne må vente.

Det norske jæger- og fiskerforbund er helt fremme i skoven, når det gælder jagttegns-undervisning. Nu kan de norske jægeraspiranter således tage en del af undervisningen hjemme i stuen foran computeren.

For at få jagttegn i Norge, skal man bestå en prøve efter ni lektioner, hvor man gennemgår alt fra skovens dyr til det praktiske i, hvordan man håndterer en riffel. Nu kan mindst tre af lektionerne tages hjemmefra.

Danske jægere må dog vente lidt endnu på den mulighed - ind til videre foregår undervisningen på aftenskole i vinterhalvåret eller ved selvstudier og en efterfølgende prøve.

Danmarks Jægerforbund, der har et tæt samarbejde med jægerforbundene i Norge og Sverige, vil vente og se, hvad erfaringerne fra Norge viser, før de forholder sig konkret til den norske model.

»Herhjemme foregår undervisningen i hold, og det tror jeg, er meget værdifuldt, fordi man kommer langt uden for det, der står i lærebogen, når undervisningen foregår på den måde,«, siger pressechef i Danmarks Jægerforbund Johannes Rysgaard.

»Mange af de unge jægere i dag har desuden en mindre baggrundsviden, når de begynder at tage jaggtegn end folk havde tidligere. Derfor er der også ofte behov for en meget grundigere gennemgang af tingene i undervisningen«, siger Johannes Rysgaard.

»Men hvis det bliver en succes, er det jo noget, vi kan overveje«, siger han.