Længere ud på landet

Næsten to tredjedele af Danmark er opdyrket agerland. På Svinø kan man komme helt tæt på både kreaturer, dyrkede marker og uberørt natur, for landmændene har selv lavet et stisystem på 60 kilometer rundt i landskabet.

Rørhøgen på jagt over Svinøs enge. Foto: Morten Juhl Fold sammen
Læs mere

En rørhøg svæver over vore hoveder på jagt efter bytte, et par fiskehejrer letter, en hare trykker sig på græsmarken, mens køerne gumler lidt derfra, og i grøftekanterne og på de sparsomt sprøjtede kornmarker lyser røde valmuer, blå kornblomster, hvid kamille og lilla kulsukker op. Hestene nipper til græsset, og jættestuer i landskabet fortæller, at her har boet mennesker i mindst 5.500 år.

Hele herligheden akkompagneres af jublende lærkesang, kvækkende klokkefrøer og triller fra den grønbrogede tudse, fløjtetudsen. Gulspurve og andre fugle blander sig i koret. Hen over roemarken er der tydelige spor efter rådyr.

Jo, der er så dejligt ude på landet, som H.C. Andersen skrev, og på Svinø med halvøen Avnø nordvest for Vordingborg på Sydsjælland er alle mere end velkomne til at komme og dele landmændenes glæde over agerlandet og naturen.

De har faktisk anlagt 60 kilometer stier rundt i landskabet til offentlig benyttelse. Man skal bare huske at lukke ledene til kreaturfoldene efter sig og naturligvis holde hunden i snor. Man må også gerne tage sin hest med i en trailer, parkere på p-pladsen ved Avnø Naturcenter, der tidligere var militærets flyveskole, og ride på stierne.

»Jo mere, de bliver brugt, desto mindre skal vi slå dem,« siger gårdejer Peter Christensen, der er tredje generation på Bakkelygård på Svinø.

Han er formand for Foreningen Landbrugets Naturplan for Køng Sogn, der har lagt syv forskellige spor i landskabet på et 3.000 hektar stort areal, vekslende mellem dyrkede områder og ren natur. Rundt omkring fortæller informationstavler, hvad man kan opleve netop dér. Et halvt hundrede eller 80-90 pct. af egnens landmænd bakker op om projektet og lægger jord til. Men de gør mere end det. De har taget nogle arealer ud af omdrift og plejer dem naturvenligt med høslet, der giver lys og luft til de vilde blomster og insekter. De laver vandhuller til frøer og pløjer barjordsstriber langs hegnene.

»Her kan agerhønsene støvbade og sidde og tørre sig efter regnvejr i stedet for at gå ud og sætte sig på landevejen. Vi fodrer dem også om vinteren,« fortæller Peter Christensen.

Han tog i 2003 initiativet til den miljøvenlige jordbrugsdrift, der allerede har givet mange håndgribelige resultater. Harebestanden, der ellers er skrantende i Danmark, er steget lodret, der er også mange flere agerhøns, fasaner og viber og meget mere råvildt, bl.a. på grund af de mange læbælter, der er sat for at standse sandflugten, for jorden er gammel havbund, meget sandet og stadig fuld af muslingeskaller.

Projektet støttes af EU, og tidligere har landmændene fået fuld kompensation for indtægtstabet, men det gør de snart ikke mere, og det er et problem.

»Vi er ikke et filantropisk selskab. Vi holder af naturen og vil gerne bevare den for vore efterkommere, men vi skal også drive landbrug og have økonomien til at løbe rundt,« fastslår Peter Christensen.

Tidligere ø
Svinø var, som navnet antyder, tidligere en ø, der blev landfast med Sjælland først i 1700-tallet ved landhævning og tilgroning. De svin, den er kaldt op efter, er sandsynligvis marsvin, som fulgte forsommerens sildestimer. De blev fanget af bønderne i stormaskede garn og kogt til tran helt frem til 1920. Øen blev ejet af biskoppen i Roskilde indtil 1410, hvor den blev skænket til nonneklostret på Gavnø. Bønderne udførte hoveriarbejde for Gavnø indtil 1788, og først i 1852 kunne de frikøbe sig. Gavnø beholdt dog Svinø Nor, der var en stor rørsump, som indtægtskilde. Her kunne bønderne hvert år på auktion købe retten til at skære tagrør. Der var også kystfiskeri.

»I 1800-tallet begyndte man at afvande noret ved at bygge diger og kanaler, og i 1932 dannede man et pumpelag, der byggede pumpen, der stadig er i gang, ved Avnø,« fortæller naturvejleder Kari Hald, Avnø Naturcenter, der ejes af Skov- og Naturstyrelsen.

Her oplevede man i november sidste år naturens styrke, da stormfloden brød hul i diget ved Mulvig og oversvømmede hele området. Naturcentrets bygninger stod under 1,5 meter vand.

»Det har gjort jorden mere saltholdig og betyder, at floraen vil ændre sig, men det har også givet større vådområder til glæde for padder og fugle,« siger Kari Hald.

Hun og Peter Christensen tager os med ud til »proppen mod Smålandshavet«, diget ved Hylteholme, der er totalt urørt natur. Det er ejet af de lokale bønder og er både Ramsar- og EU-fuglebeskyttelsesområde, og her er bl.a. rørdrum og strandhøg.

Bagved græsser køerne på engen. »Kvæget bliver jævnligt flyttet for at undgå dødbideri det vil sige at de æder græsset ned under et vist niveau, hvor de ikke så let kommer igen,« forklarer Peter Christensen, der ofte tager grupper med ud på guidede ture, hvor man lige kan få genopfrisket de almindeligste afgrøder: roer, hvede, byg, havre, raps, majs, rug, græs og frøgræs.

Vi slutter vores tur ved en af egnens tre jættestuer, Måneshøj, der er tvillingegravhøj med to indgange og som har været i brug fra ca. 3.500 til 1.500 før vor tidsregning. Den blev restaureret af Nationalmuseet i 2004, efter at de lokale landmænd i Foreningen Landbrugets Naturplan for Køng Sogn havde været på jagt efter fortidsminder i området. Den var helt groet over af græs og buske og styrtet sammen, bl.a. fordi der generationer tilbage var fjernet flere af de store sten, men dem fandt landmændene igen på deres ejendomme. Det var første gang. Nationalmuseet havde fået en sådan henvendelse direkte fra landmændene.

»Når man ligger inde i jættestuen under en total måneformørkelse er indgangen dækket af et sort hul med en lys kant. Det er en fantastisk oplevelse,« fortæller Kari Hald.

Til hverdag er det skrubtudser og grønbrogede tudser, der nyder den fugtige kølighed i Måneshøj.@Tekst m. indryk:

www.berlingske.dk

Se alle Morten Juhls billeder og fortæl om dit eget yndlingssted i naturen til Dine ord